Klumme: Corona-krisens tre EU-tabere efter genåbningen af grænserne

Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzaehlen (Når man tager på rejse, har man noget at fortælle), siger den gamle tyske digter Matthias Claudius (1740-1815) Og det er rigtigt nok. Da EU’s medlemslande genåbnede grænserne i slutningen af juni, var jeg efter at have været nedlukket i Portugal i 3 måneder een af de første på landevejene på vej hjem. Jeg tog min tid – 3 uger – og her er hvad jeg lærte:

Coronakrisens store taber er tilliden. Befolkningernes, vores, tillid har fået en ordentlig én over snydeskaftet på tre afgørende områder: tilliden til vores politiske system, internationalismen; tilliden til vores økonomiske system, globalismen; og sidst men ikke mindst tilliden til vores kognitive system, vores tro på fornuften, på videnskaben.

Vestens politiske system har efter 2.Verdenskrig været baseret på den idé, at eftersom denne verdenskrig skyldtes ond, især tysk, nationalisme måtte løsningen være mere internationalisme. FN og dets mange underorganisationer bl.a. WHO var vejen frem, og flagskibet var EU.

Da to af EU’s grundlæggerlande, Tyskland og Frankrig, i krisens første fase lukkede af for eksport af medicinsk udstyr til et andet grundlæggerland, Italien, som var hårdere ramt af krisen end de selv var, fik denne internationalisme et skud for boven. Det hjalp ikke, da det blev klart for enhver, at WHO, en anden international institution, sammen med Kina, var skyld i krisens omfang ved at fortie dens oprindelse og farlighed.

Senere fulgte lukningen af EU’s fornemste succes, Schengen-aftalen, og den frie bevægelighed i det indre marked. Fraserne om EUs solidaritet begyndte at klinge lidt hult og selvom Merkel og Macron meget forsinket fik strikket en redningsplan sammen, som stadig ikke er endelig vedtaget af Europa-Parlamentet, og som indebærer så megen suverænitetsafgivelse til EU og især EU-Kommissionen, hvilket i praksis vil sige Tyskland og Frankrig, at den bør lægges ud til folkeafstemning i Danmark, var det nok for lidt for sent.

Medierne har ganske vist lovprist det endelige kompromis, mest fordi det forhindrede EU’s totale sammenbrud, men fakta er, at tilskudsdelen blev skåret ned fra 500 milliarder euro til 390, og at resten er lån, hvilket uundgåeligt vil føre til en endnu større gældsbyrde for lande som Italien, Grækenland og Spanien og dermed endnu større forskel mellem de sydlige og nordlige EU-lande. Med større chance for, at eet eller flere af de sydlige eurozone-lande går statsbankerot.

Den store taber er tilliden til politikerne. En nylig offentliggjort undersøgelse fra Kekst Communication Agency viser, at tilliden til politikerne som følge af deres håndtering af coronakrisen er faldet overalt i verden, ikke mindst i EU.

Dette vil slå igennem på det politiske plan. Beviset så jeg i lokalvalgene i Frankrig, som overalt i medierne er blevet fortolket som en stor sejr for De Grønne og et stort nederlag for Macron.

Det er kun delvist rigtigt. Det er rigtigt, at Macron tabte og De Grønne vandt flere store borgmesterposter i bl.a. Lyon og Strasbourg, men de vandt, fordi almindelige vælgere blev væk. Og overlod slagmarken til de socio-økonomisk mere velstillede, altså den professionelle management-elite som sociologerne kalder den, bestående af mennesker, som stemmer mere ”progressivt”, grønt og til venstre. Stemmefraværet nåede ifølge Le Monde op på 20% mere end i den forudgående valgrunde, en ny rekord med gennemsnitligt fravær på ca. 60% og op til 90% i de mindre velstillede dele af storbyerne. Almindelige vælgere havde tabt tilliden til systemet.

Vestens økonomiske system efter 2. Verdenskrig, globalismen, er baseret på en økonomosk teori, som kaldes teorien om komparative fordele: Hvis alle lande producerer det, de er bedst til, bliver vi alle, hele verden, rigere. Det har været en succes, som har bragt velstand til både Vesten og mange udviklingslande, men det har en Akilles-hæl, som vores elite har ”glemt” at fortælle os om, nemlig, at det forudsætter, at alle spiller efter de samme regler. Det gør alle åbenlyst ikke, mest af alt Kina, som ikke blot tillod virussen at brede sig, men som derefter solgte medicinsk udstyr og masker – ofte defekte – fra deres statstyrede fabrikker til overpris til de hårdest ramte lande. Resultatet: Folk køber mere nationalt og IMF har allerede advaret de lande, som overvejende tjener deres penge på eksport, som f.eks. Tyskland og Danmark, om at overveje, hvordan de kan ”tilpasse” deres økonomiske model til de nye realiteter.

Den tredie store taber er troen på fornuft-baserede løsninger. Ikke blot når det gælder sundhedssektoren, men tilliden til videnskabelige modeller per se.Vi er under coronakrisen blevet mødt med ikke blot een eller to ”sandheder” om, hvordan krisen skulle bekæmpes, men mange: lige fra total nedlukning til fortsat åbne økonomier, fra England til Sverige, fra Taiwan til Kina, lige fra anvisninger om nødvendigheden af at bære maske til besværgelser om, at maskerne ingen forskel gør, fra faren for asymptomatiske smittefarer til forsikringer om det modsatte osv. Alle baserede på ”videnskabelige” modeller.

Bare et enkelt eksempel: Imperial College i London lavede en model-baseret beregning, som forudså 510.000 døde i UK og 2 millioner døde i USA, og som blev grundlaget for den voldsomme og økonomisk utroligt kostbare nedlukning af USA’s og Englands økonomier. Modellen var ikke bare forkert (de respektive dødsfald er 45.000 i UK og 140.000 i USA), men tog eksponentielt fejl, fordi dens videnskabelige forudsætninger var så grundlæggende forkerte. Det hjalp heller ikke, at dens fortaler og opfinder, prof. Niall Ferguson, selv blev fanget i at bryde modellens anbefalinger om karantæne ved imod reglerne at holde stævnemøder med sin gifte elskerinde.

En hyklerisk elite blev om jeg så at sige fanget med bukserne nede. og den gode professor, af pressen kaldt Professor Pantsdown, måtte tage sit gode tøj og gå af.

Den endelige historie om coronakrisen er endnu ikke skrevet. Men gennem hele min rejse blev jeg slået af sammenstødet mellem disse forskellige ”løsninger” inden for EU. Fornemmelsen af at være vidne til en slags kulturel deroute i Vesten blev stærkere og stærkere, illustreret ved de borgerkrigslignende tilstande og hysteriske angreb på den vestlige samfundsorden organiseret af anarkistiske og neo-marxistiske bevægelser som Black Lives Matter og Antifa, men støttet af store dele af befolkningerne i Vesten.

Hvad har vores kultur gang i? Svaret blæser i vinden, men medierne er allerede i gang med at politisere håndteringen af krisen ved at lovprise de politikere, de kan lide, såsom helgengørelsen af Angela Merkel, som har haft megen lidt indflydelse på Tysklands relative succes, eftersom Tyskland er en føderation, hvor sundhedspolitik er en sag for delstaterne, samt dæmoniseringen af Donald Trump i det USA, som også er en føderation, hvor sundhedspolitikken er en sag for (de 50) delstater. Eksempelvis har New York City på 8 millioner indbyggere haft omkring 33.000 dødsfald, cirka det samme som Italien med 60 millioner indbyggere. Er det Trumps eller New York-guvernør Andrew Cuomos skyld?

”Wenn jemand eine Reise tut” har en fortsættelse som siger: ” drum nehm ich meinen Stock und Hut und tät das Reisen wählen”. (Derfor tager jeg min hat og stok og går på rejse.)

Jeg tog også min hat og stok og gik på rejse. Og det, jeg så, var foruroligende.