Klumme: Danmark mangler en vaskeægte familiekonservativ dagsorden

I disse dage kører Dansk Folkepartis Ungdom en kampagne om at det skal være nemmere for forældre at passe deres egne børn i hjemmet. Det vil jeg gerne bakke op om.

Jeg mener, at det er en indlysende rigtig tilgang til de danske familier. Og i modsætning til, hvad mange sikkert tror, så er det min opfattelse at den kulturelle og åndelige værdikamp ikke kun handler om at bekæmpe og stoppe islams fremmarch i Danmark, omend det på mange måder er fuldstændig afgørende, og at det er en kamp, som vi skal vinde. Men værdikampen bør også i højere grad handle om, hvad vi selv står for som danskere. Derfor er det på tide med et opgør med den moderne kulturs syn på individet som noget der er hævet over historie, ånd, kultur og familie. Det er individet ikke. Vi hører alle til et sted, og et individ fungerer bedst i sunde familier og fælleskaber.

Jeg mener, at det største problem i dansk politik er fraværet af tro på og tillid til egne traditionelle, klassiske og åndelige værdier. Følgelig har vi fået skabt et system, der på mange måder er familiefjendsk.
Men det offentlige og det politiske system bør i stedet indrettes, så det respekterer og styrker familieværdierne, således at vi bevæger os væk fra det nuværende system, som ad åre er blevet fjendtligt indstillet over for familierne og forældrenes rolle som dem der opdrager. Samfundets krav om offentlig børnepasning kombineret med vor tids krav om at realisere os selv, og konstante poltiske krav om øget arbejdsudbud har skubbet familierne ud på et sidespor. Når kulturen og det nuværende velfærdssystem på den måde undergraver familierne, så er det også undergravende for børns tryghed, karakterudvikling og tillid.

Man kan også sige det på en anden måde; Vi skal gøre op med den uhellige alliance mellem liberalister og socialister, som har sammenblandet og prioriteret socialistisk samfundstænkning og liberalistisk arbejdsudbud højere end danske familiers mulighed for at tilbringe kvalitetstid sammen med hinanden. Vores samfund er så økonomisk rigt, at vi godt kan tillade os politisk at prioritere vores familiefællesskaber og forældrenes fællesskab med deres børn. Det vil jeg i hvert fald hellere prioritere end så meget andet. Det skriver jeg også om i bogen “Nationalt selvforsvar” hvor jeg giver nogle af mine bud på hvordan vi kan genrejse Dansk Folkeparti.

Foruden en ny hjemsendelsespolitik og en restriktiv indvandringspolitik kræver det bl.a. også et forstærket fokus på familieværdier
Danmark mangler ganske enkelt en vaskeægte familiekonservativ dagsorden, en dagsorden, som jeg iøvrigt tror, at mange danskere vil sympatisere med. Jeg tror faktisk også, at coronakrisen har gjort det klart for mange, at der også er andre værdifulde ting i livet end at få børn for blot derefter at aflevere dem hos den nærmeste pædagog og så skynde sig tilbage på arbejdet. Og nej, det siger jeg ikke, fordi jeg ikke bryder mig om pædagoger eller bryder mig om økonomisk vækst, men fordi jeg mener, at stærke, robuste familier skaber stærke individer. Vi har derfor brug for en kultur, der i højere grad understøtter familier fremfor at hylde det enkelte individ som sin egen mini-gud.

Vi har fået opbygget et småskørt samfund, hvor der er opstået en mærkværdig sammenblanding af liberalisternes ønske om mere vækst og øget arbejdsudbud på den ene side og socialisternes ønske om, at samfundets institutioner skal overtage familiernes funktioner på den anden side. Et eller andet sted passer de to ting egentlig meget godt sammen. Men det er, hvad der sker, når ideologi fylder mere end sund fornuft, og det er altså sund fornuft at styrke de danske familier, både de velfungerende familier og de socialt udsatte familier. Det vil kræve en række nye tiltag, såfremt det skal lykkedes.

Jeg argumenterer ikke for, at det offentlige aldrig skal spille en rolle. Det gør jeg ikke. Jeg argumenter heller ikke for, at der ikke skal være vækst, eller at voksne familiemennesker ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er overhovedet ikke der, jeg er politisk. Men jeg argumenterer for, at vi forsøger at genindføre mere rimelighed og balance i tilgangen til familielivet, og at vi igen lærer at værdsætte de ting, som trods alt er noget af det vigtigste, vi har, nemlig nogle af vores mest grundlæggende naturlige følelser som blandt andet kærlighed til vores børn og familie.

Jeg ønsker at placere familien centralt som den mest grundlæggende og respekterede enhed inden for fællesskabet Danmark. Samfundet skal skabe mulighed for at flere forældre i en periode kan passe egne børn i eget hjem. Det skal opveje at vi over tid har indrettet et offentligt system, hvor børnene ikke længere hører til hos forældrene, men hører til hos velfærdssamfundet. Dette er ikke et sundhedstegn. Der er gode ting ved et samfund som det danske, men dette er ikke et af dem. Det er, efter min bedste overbevisning, ødelæggende.

Det burde vi kunne lave om, for når vi alle over tid betaler ind til, at samfundet passer børnene, hvorfor skulle det så egentlig være kontroversielt at give flere forældre lov til at blive hjemme med deres børn? Om midlerne går til en offentlig pasningsordning som i dag eller til en familiebaseret pasningsordning, gør vel ikke den store forskel, altså udover at børnefamilierne får nogle flere valgmuligheder.

Naturligvis kan man så argumentere for, at der hives arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Men her er det vigtigt at forstå, at det skal være i en kort årrække, samt at der også er andre værdier i livet end de rent økonomiske værdier. Det skal også hegnes ind, så ordningen ikke skader integrationen ved at fastholde indvandrekvinderne og børnene hjemme i parallelsamfundene. Jeg ønsker en ordning for danske familier, og for min skyld kan det også indebære at velintegrerede personer med indvandrebaggrund kan få adgang til ordningen, hvis en udlænding eksempelvis er gift med en dansker. Dog bør vi finde veje til at udelukke langt de fleste muslimske familier fra ordningen, da resultateterne her er givet på forhånd. Trist, men sandt. Ordningen skal være for danske familier.

En styrket familiepolitik vil også forhindre skilsmisser

Men at familierne og børnene er det vigtigste. Det vil jeg gerne slå et slag for. Det er også relevant i forhold til at der er en ret stor skilsmisseprocent blandt børnefamilier, navnlig i børnenes første år, hvor mange forældre føler sig stressede og har svært ved at få det hele til at gå op i en højre enhed. Skilsmisseprocenten skal der også åbenlyst gøres noget ved, for den er alt for høj.
Årsagen her er også at mange af de traditionelle værdier er blevet skubbet til side på grund af den moderne kulturs overdrevne fokus på individets egne behov, og fordi der bliver set ned på dem, der ønsker det modsatte. Men jeg føler mig overbevist om, at de gode gamle dyderne vender tilbage, i det mindste nogle af dem. Det er også min opfattelse, at en del af Dansk Folkepartis vej tilbage er at slå et slag for kernefamilien og for de traditionelle familieværdier. Der er i dag ingen af de andre partier, der står på kernefamiliens side. Ingen! Hvilket egentlig er ret vildt, når man tænker over det.

Jeg ønsker ikke at banke andre oven i hovedet med kernefamilien, men jeg ønsker et samfund, der åbent og aktivt støtter de klassiske familiedyder, og som også tør at stå ved at ægteskabet er for en mand og en kvinde.

Jeg ønsker ikke at skrue tiden tilbage, men vi kan godt kombinere tingene. Hvis familierne får bedre mulighed for, at en kan gå hjemme, så behøver det ikke være kvinden. Det kan lige så godt være manden. Og den valgmulighed kan så være en moderne version af de gamle dyder. Men hvordan familierne gør det, vil jeg ikke blande mig i, for det må være op til far og mor at finde ud af hvordan og hvorledes. Så hvis familien vil benytte sig af tilbuddet, så tror jeg, at de får en mindre presset hverdag og mere tid til børnene.

Jeg tror på, at det i sidste ende vil være godt for både de voksne og især børnene og sådan set også for samfundet som helhed. Jeg tror såmænd også, at mere fleksible arbejdstider med ekstra tid til familielivet vil kunne øge produktiviteten hos virksomhedernes medarbejdere.

I sidste ende er det godt for ethvert samfund, der ønsker glade og tilfredse borgere at gøre livet lettere for familierne. Kernefamilien med far, mor og børn er nationens grundfundament, og derfor har Danmark brug for en dagsorden, der understøtter, at danske familier får lyst og mulighed for at tilbringe mere tid sammen med hinanden. Læg dertil, at den foreslåede ordning vil gøre det mere attraktivt at få flere børn, hvilket også vil kunne gavne familierne og samfundet som helhed.

Afslutningsvis vil jeg for god ordens skyld understrege, at kampen for de traditionelle familieværdier ikke er ensbetydende med at man ser ned på homoseksuelle eller på enlige forsørgere eller ikke ønsker gode ting for andre mennesker. Jeg ved godt, at livet fører mennesker i forskellige retninger. Men det bør ikke udelukke en politisk dagsorden, der understøtter det naturlige fællesskab der lægger i familieenheden.