Klumme: Dansk arktisk storhedsvanvid

Grønland har fortsat kurs mod fuld selvstændighed. Det har formanden for det grønlandske landsstyre – Naalakkersuisut – Kim Kielsen slået fast, senest i et interview for nylig med Weekendavisen. Der er mere end 70 pct. af den grønlandske befolkning, der ønsker det, siger han, og hverken USA’s tilnærmelser eller andre stormagters interesse for øen har ændret den holdning.  På Grønland er det vist kun det borgerlige parti Atassut, der ønsker det nuværende rigsfællesskab med Danmark bevaret; det parti har alene 2 af de 31 pladser i det grønlandske parlament (Inatsisartut).

Debatten om selvstændighed har som bekendt stået på i mange år, men blev særlig livlig efter Donald Trumps ejendomsmægler-påfund om at købe Grønland i fjor. Det har ført til mange argumenter om stormagtsindflydelse, det arktiske områdes strategiske, ressourcemæssige, forsvarspolitiske betydning osv. Set i en bred storpolitisk sammenhæng.  At Danmark i den forbindelse opfatter sig som en arktisk “stormagt”, og danske politikere gerne påtager sig rollen, er ganske åbenbart.

Derimod savnes en mere ædruelig diskussion af, hvad Danmark egentlig har ud af rigsfællesskabet med Grønland (og for den sags skyld ligeledes med Færøerne). Selv om der sikkert findes “nationalkonservative”, der luner sig ved tanken om et geografisk stort Danmark etc., bør vel selv disse anerkende, at der ikke som i tilfældet Nordslesvig er tale om “gammelt dansk land”. Grønland blev som bekendt tildelt Danmark efter napoleonskrigene som resultat af et mere eller mindre vilkårligt stormagtsspil. Befolkningen består helt overvejende af inuitter.

I dag må man sige, at det er et dyrt bekendtskab. 3,6 mia. kr. er det årlige bloktilskud, og med andre udgifter i rigsfællesskabet er det i alt vel 5-6 mia. kr., der årligt betales for Grønland. Senest er der yderligere tale om tilskud og lån (hvem mon kommer til at hefte for sådant lån?) til bygning af lufthavne på 1.600 mio. kr. For nylig er der oven i købet bevilget 80 mio. kr. ekstra til grønlandske børn, eksperthjælp mv. (80 mio. kr. vil i sig selv, når hensyn tages til befolkningstal i en grønlandsk sammenhæng, have vægt svarende til reelt 8 mia. kr.).

Hvad har Danmark og landets hårdt prøvede skatteydere ud af alt dette? Det er svært at se. Og Grønland vil da i henhold til Kim Kielsen, der endog vist hører til de mere moderate, gerne af med Danmark og dansk indblanding.

Er alt da et spørgsmål om penge? Sandelig nej! Men hvad er der ellers af tungtvejende i denne sag? Naturligvis eksisterer der skam personlige relationer mellem mange danskere og grønlændere. Det gælder vel også mellem f.eks. talrige danske, svenske og nordmænd, uden at det i den sammenhæng har været nødvendigt at retablere Kalmar-unionen. Eller i forhold til tyskere, englændere osv. Vi har da et “ansvar” for grønlænderne, vil nogen sige. Det er lidt svært at se, at vi ikke for længst har løftet det “ansvar”, og det er vist også en argumentation, som Kim Kielsen og co. vil betragte som “kolonialistisk”.

Men er det ikke en rimelig støtte til Vestens sikkerhed, vor vigtigste allierede USA og det skrantende NATO, at Danmark bidrager rent arktisk? Betrygger det ikke os selv? Danmark har dog ikke hidtil vist nogen vilje til en mærkbar militær indsats i det område: Nogle få fly og et krigsskib eller Sirius-patruljen gør det ikke. End ikke tidligere løfter i NATO-sammenhæng om forøgelse af den samlede militære kapacitet har Danmark til hensigt at opfylde. Skulle der opstå en akut militær trussel mod Danmark, tror man så i øvrigt ikke, at USA’s “hjælp” navnlig ville bestå i at “sikre” Grønland?

Tilbage er da beklageligvis det rent økonomiske: Har Danmark dog ikke store økonomiske interesser i at få indtægter fra de angiveligt rige naturforekomster på Grønland?  Det er der i givet fald ingen chance for, thi dem vil Grønland selvfølgelig selv beholde, og også selv bestemme entreprenørerne, der skal stå for udvindingen.

Regnskabet er altså alligevel i bund og grund økonomisk: Danmark har ingen fordel af at bevare Grønland i rigsfællesskabet. Tværtimod vil det være en klar forbedring for skatteborgerne at slippe af med byrden og i løbet af ganske få år få lukket pengestrømmen. Så kan man også få afskaffet den kalamitet, at “nordatlantiske” folketingsmedlemmer efter omstændighederne kan afgøre regeringsdannelsen og af den vej udøve økonomisk pression.

Hvad der bliver tilbage at miste ved exit Grønland fra rigsfællesskabet er vist alene politikeres arktiske storhedsvanvid. Og måske vil det gøre ondt i “nationalkonservative” kredse, at “Riget” så bliver meget mindre, i areal, men dog ikke i indbyggertal. Men klarer de sig ikke godt i små lande som f.eks. Schweiz eller Østrig uden arktiske eller andre gevækster? Er det virkeligt så meget værd at støtte politikeres forfængelighed og tage hensyn til den slags sarte følelser?