[sexy_author_bio]
Danske politikere og mediefolk er så forhippede på at tage afstand fra USA, at de fremstiller det kinesiske diktatur som et eftertragtelsesværdigt demokrati og en pålidelig supermagt, der er forkæmper for globaliseringen, frihandelen og miljøet. Rasmus Tantholdt er gået så vidt som på TV2 News at sige, at ”vi har mere til fælles med Kina end med USA”. Sandheden er, at det kinesiske regime er bygget på paranoid militær- og politidiktatur, tvang, ensretning og undertrykkelse. Den kinesiske kollektivisme ligger milevidt fra den vestlige individualisme, og vi har intet værdifælleskab med kineserne.
Regimet bliver mere og mere diktatorisk
På partikongressen i oktober 2017 talte præsident Xi Jinping om demokrati, folkets magt og et internationalt Kina, der skal vokse, investere og eksportere. Ifølge politiske analytikere er det kinesiske regime imidlertid på vej til at blive endnu mere diktatorisk. Præsident Xi Jinping har under sine nu fem år ved magten indskrænket kinesernes frihedsgrader, skærpet kontrollen med de sociale medier, øget presset på de toneangivende forsvarsadvokater og taget skridt til at dæmme op for den vestlige indflydelse på de kinesiske læreanstalter. Den økonomiske og politiske frihed i Kina er på samme niveau som i Iran, Cuba og Yemen ifølge den årlige opgørelse foretaget af Freedom House. Regimet anvender enorme ressourcer på at kontrollere internettet, udøve censur, drive ideologisk propaganda samt overvåge og kontrollere befolkningen. Politisk er landet et jernbur.
Verdens dyreste væksteventyr
Dumnaive danske politikere og journalister kan ikke få armene ned af begejstring over det kinesiske væksteventyr. Det er rigtigt, at Kina løftet millioner af kinesere ud af fattigdom, men målt i tab af menneskeliv kan det kinesiske væksteventyr kaldes et af de dyreste i verdenshistorien. Der er bred enighed blandt historikere, at ca. 65 mio. døde ved direkte vold (f. eks. henrettelse) og indirekte vold (f. eks. tvangsarbejde og hungersnød).
Kina minder om Sovjetunionen i 1950’erne. Ligesom Sovjetunionen har Kina haft imponerende vækstrater ved at mobilisere arbejdskraftreserven og foretage omfattende infrastrukturinvesteringer, som har skabt enorme spøgelsesbyer og tomme motorveje. Det er den primitive vej til vækst i modsætning til vækst, der skabes af den teknologiske og organisatoriske innovation. Sovjets vækst blev drevet af et enormt ressourceforbrug, der var camoufleret i den officielle statistik. Det endte brat og destruktivt, og Kina er på vej ned ad den samme vej.
Tom snak om frihandel
Mens Kinas præsident, Xi Jinping, i Davos har talt dunder mod protektionisme, er det fortsat svært for europæiske virksomheder at konkurrere på lige vilkår i Kina. I 2016 opkøbte kinesiske selskaber fem gange så meget i Europa, som europæiske selskaber gjorde i Kina. Ca. halvdelen af de europæiske selskaber i Kina mener, at de bliver uretfærdigt behandlet i forhold til kinesiske konkurrenter. “Kina taler meget om frihandel, men konkret oplever vi, at der i stigende omfang opstilles nye barrierer for adgangen til det kinesiske marked,” siger Dansk Industri (DI).
Kinesiske myndigheder siger, at reglerne i Kina er ens for alle, og det er de måske også, men håndhævelsen er ikke ens for alle,” mener man i DI, som samtidig henviser til, at der er industrier, som er “lukket land for udenlandske virksomheder, fordi Kina har udset dem som strategiske sektorer, f.eks. elektriske biler, pharma og vedvarende energi”.
Det er ikke kun private kinesiske, men også udenlandske datterselskaber i Kina, der mærker Kommunistpartiets øgede kontrol og indflydelse. Det sker ved, at partimedlemmer holder møder i arbejdstiden og arrangerer aktiviteter på arbejdspladsen. Alle private kinesiske virksomheder og joint ventures skal have en parallel bestyrelse bestående af partimedlemmer, mens udenlandske selskaber endnu ikke er underlagt de bestemmelser. Men det er på vej.
På klimaområdet er Kina også en udfordring. Landet er et kæmpe marked for vedvarende energi, men kineserne bruger statsstøtte til at promovere egne grønne teknologier, hvilket gør det uhyre vanskeligt for udenlandske leverandører at konkurrere på det kinesiske marked. Det er ikke uden grund, at Donald Trump råber højt om Kina som unfair handelspartner, og at der i EU er voksende utilfredshed med, at kineserne indfører flere tekniske handelshindringer.
Kinas økonomiske og militære ekspansion bekymrer
Kina er i færd med at udvide sin økonomiske indflydelse ved at sætte sig på en stor del af den globale infrastruktur i Asien, Afrika, Europa og Sydamerika. Det afføder klager over det, der ses som kinesisk kolonialisme. Militært er kineserne også blevet meget offensive og aggressive. Det mærker Sydkorea og Japan og en række andre demokratier i Asien. Kineserne har i årevis udvidet søterritoriet ved at bygge kunstige øer. Både Japan og Sydkorea, som er vestens gode demokratiske samahandelspartnere, er bekymrede. Samtidig har kineserne demonstreret, at de er totalt ligeglade med internationale domstolsafgørelser på det felt.
I juli 2017 sejlede en kinesisk flådeenhed bestående af en missildestroyer, en fregat og et forsyningsskib gennem danske farvande som led i en fælles militærøvelse med Rusland. Lektor Liselotte Odgaard, der er forsker i kinesisk militær og diplomati ved Forsvarsakademiet, vurderer, at Kinas deltagelse i russisk militærøvelse har en stærk signalværdi. ”Kineserne ville vise, at de står sammen med Rusland”, siger Liselotte Odgaard. ”Kina deltog med deres tre skibe for at signalere, at de er enige med Rusland i, at det er Vesten, der truer Rusland, og ikke omvendt, og at de to lande står sammen imod Vesten og NATO”, fortsætter lektoren.
Verdens største miljøsvin
I Davos blev det ådt råt, da præsident Xi Jinping gjorde sig til miljøets og klimaets forkæmper. For nylig skruede præsident Xi Jinping op for retorikken mod miljøsynderne. Men trods den skrappe retorik kan det vare længe, før miljølovgivningen gør livet bedre for de kinesiske borgere. Regeringens grønne intentioner modarbejdes af lokalregeringerne, som ikke ønsker vækstdagsordenen bremset af miljøhensyn. Lokalregeringer fabrikerer falske data om forureningsniveauet for at pynte på miljøregnskabet, og hensynet til at opretholde den galopperende økonomiske vækst, som er skyld i den voksende forurening, fortsat prioriteres frem for miljøbeskyttelse.
Kina er fortsat verdens største udleder af drivhusgasser. Grundvandet i 90 pct. af Kinas byer er forurenet, 60 pct. er ”alvorligt forurenet”. Vandet i 43 pct. af de lokaliteter, som miljøministeriet overvågede i 2011, var så forurenet, at det ikke engang egnede sig til ”menneskelig kontakt”. Kemikalieforureningen er årsag til eksistensen af det gevaldige antal af såkaldte ”kræftlandsbyer”, hvor indbyggerne lider under abnormt store kræftrater. Miljøministeriet sagde i 2006, at mere end 10 pct. af Kinas landbrugsjord var forurenet, og at omkring 12 mio. ton korn årligt blev inficeret af tungmetaller. Siden er tallene ikke blevet opdateret. Listen over kinesiske miljøsynder er lang, men i Danmark vrøvler man lystigt om Kinas lederskab på miljø- og klimaområdet.
Kina er en global bølle
Det kan ikke overraske nogen, at danske politikere og mediefolk ikke har intellektuel tyngde nok til at se, at Kina ganske vist er blevet mere velhavende og mere stærk, men opfører sig som en regulær bølle og ikke som en global leder. Kina er fortsat et brutalt kommunistisk diktatur, som tillader privat initiativ, så længe det ikke truer kommunistpartiets magt. Menneskerettighederne i Kina overtrædes, korruption og ideologisk ensretning præger samfundet, og international handel foregår på Kinas betingelser. Kina stjæler intellektuelle rettigheder. Kina er protektionistisk over for vestlige virksomheder. Kina tiltager sig mere territorium, som ikke er rodfæstet i international lov. Og Kina forsøger at dominere naboer gennem investeringer og handel. Kort sagt: Kina er ikke en global leder, men en global bølle, som vi ikke har noget værdifællesskab med.
