Det demokratiske partis præsidentkandidater har været gennem de to første skønhedskonkurrencer af ialt 12(!) i forbindelse med næste efterårs amerikanske præsidentvalg. Heldigvis skal republikanerne ikke gennem samme cirkus, da det naturligvis ligger helt fast, at Donald Trump vil være republikanernes eneste kandidat. Men hvilke chancer har han for at blive genvalgt til endnu en periode som USAs præsident?
Første runde
Første runde fandt sted i to omgange i Miami, Florida, d. 26. og 27. juni og blev transmitteret direkte via de landsdækkende NBC News. Hver udsendelse varede i to timer, hvilket ikke gav de ialt 20 kandidater meget tid. Efter en kort præsentation fik hver kandidat 30 sekunder til at besvare et stillet spørgsmål og yderligere 30 sekunder til endnu et supplerende svar, hvis de blev bedt om yderligere at forklare sig.
Blandt de 20 kandidater er der kun grund til at hæfte sig ved (i alfabetisk rækkefølge): Joe Biden, vicepræsident i otte år under den tidligere præsident Barack Obama, Pete Buttigieg, borgmester fra South Bend, Indiana, med et umuligt efternavn, Bill de Blasio, New Yorks borgmester, Kamala Harris, senator fra Californien, og Bernie Sanders, senator fra Vermont. Sanders var ved sidste præsidentvalg venstrefløjens kandidat og stillede op mod Hillary Clinton i et valg, Sanders som bekendt tabte. Politisk set kan Biden og Buttigieg tilordnes det demokratiske partis moderate fløj, mens de øvrige kandidater lige fra mangemillionæren de Blasio til Sanders tilhører venstrefløjen, og hvad angår Sanders endda den radikale venstrefløj med krav om en voldsom beskatning af de højere indkomster, gratis sygesikring for alle, en eftergivelse af de studerendes studiegæld og et gratis studium for alle. Det siger sig selv, hvilket som bekendt er typisk for alle venstrefløjspolitikere, at alle disse ønskedrømme skal finansieres af de onde kapitalister, dvs. gåsen, der lægger guldæggene, skal slagtes.
Det var ganske betegnende under de to debatter, at ud over Trump, der af alle blev udskældt som halvfascist og helracist, var det den 76-årige Joe Biden, der var fjenden – og det i en sådan grad, at selv Barack Obama, der havde valgt ham som vicepræsident, og som i de venstrevredne medier fejredes og stadigvæk fejres som dén helgen, han ikke var, også kom i klemme. Det var ikke mindst den afro-amerikanske Kamala Harris, der konfronterede Biden med dennes udtalelser, der ligger årtier tilbage, som forsvarede raceadskillelse. Direkte angreb mod Obama blev rettet af de Blasio, der spurgte Biden, om denne i sin tid havde frarådet de massive deportationer af mexikanske flygtninge, der havde fundet sted netop under Obama, men som vi ellers intet har hørt om. Biden forsvarede sig ved at sige, at han dengang jo kun havde været vicepræsident og ikke præsident – en ret sølle undskyldning.
Også i sundhedspolitiske spørgsmål kom Biden og Harris op at slås, idet Biden hævdede, at Harris’ planer om gratis sygesikring for alle aldrig ville kunne finansieres og derfor var et fata morgana, som hun bedrog vælgerne med. Denne konstatering ramte naturligvis også Sanders, der ellers bedemølleagtigt gentog sine neomarxistiske ønskedrømme om nationalisering af bankerne og højere beskatning. Også de andre kandidaters krav om at afkriminalisere den illegale masseindvandring fra Mexico blev afvist af Biden, der hermed tydeligt placerede sig i en moderat position. Ligeledes relativt moderat var Buttigiegs positioner. Han skilte sig ud fra de andre kandidater ved stædigt at fokusere på øget våbenkontrol, men kan man vinde et valgt på dette program? Iøvrigt skændtes kandidaterne hidsigt på kryds og tværs – dog med en sympatisk tilbageholdende Buttigieg – og enkelte brød sågar ud i spanske sætninger for at indynde sig hos vælgere med latinamerikanske rødder ikke mindst i det befolkningsrige Californien. På mange måder var runderne til dels yderst pinlige, og det var tydeligvis dværgenes vagtparade, man blev vidne til, og konservative journalister var enige om, at det burde være en let sag for Trump at besejre dem.
Før de to debatrunder lå Joe Biden i spidsen i det store felt af demokratiske kandidater. Således viste en meningsmåling, at han havde en tilslutning på ca. 32% dvs. dobbelt så mange tilhængere som nr. 2 og 3 på listen, henholdsvis Bernie Sanders og Elizabeth Warren, der på det tidspunkt endnu ikke havde været i ilden. Efter 1. runde reduceredes ganske vist tilslutningen til Biden, der iøvrigt også havde virket træt og uoplagt. Til gengæld øgedes Kamala Harris’ popularitet, men hverken hun eller de andre kandidater – og dette gjaldt også Sanders – kunne true Bidens førerposition.
Anden runde
I anden runde, d. 30.-31 juli, fulgtes de samme regler som ved første runde, og igen fik 20 kandidater i to omgange en chance for at præsentere sig. Denne gang fandt skønhedskonkurrencen sted i Detroit, Michigan. Blandt de mere kendte gengangere var Bernie Sanders, Pete Buttigieg, Joe Biden, Kamala Harris og Bill de Blasio, og af de nytilkomne kan nævnes Elizabeth Warren, senator fra Massachusetts, der her markede sig som endnu en markant venstrefløjskandidat. Det er nok blandt disse seks håbefulde personer, vi skal finde den demokratiske præsidentkandidat, men løbet er endnu ikke kørt.
Igen blev Biden nærmest overfaldet af Kamala Harris, og han virkede – ligesom i første runde – udpræget defensiv. Hans indledende bemærkning til Harris lød: ”Go easy on me, kid”, dvs. ”Du skal behandle mig mildt, mit barn”, hvilket omgående i det betændte amerikanske politisk korrekte miljø blev udlagt som racisme. Dette våben blev også benyttet af de Blasio i endnu et angreb både på Obama – og naturligvis også på Trump – for at være renlivede racister.
Den nye stemme i koret, den 70-årige Elizabeth Warren, førte sig frem med skarpe angreb naturligvis især på Trump og undgik bevidst at angribe Bernie Sanders, med hvem hun deler samme socialistiske overbevisning. Sanders revancherede sig ved ikke at angribe Warren, der i sin tid uden at kunne bevise det havde ført sig frem som direkte nedstammende fra den nordamerikanske urbefolkning og dermed gjort sig til grin. Men dette er åbenbart i mellemtiden både gemt og glemt, og iøvrigt kom der intet nyt frem under debatten.
Status
Derfor kan det ikke undre, at Biden stadigvæk ligger i spidsen blandt kandidaterne fulgt at Sanders, Warren og Harris på en delt andenplads. Harris scorede mange point på sine gentagne beskyldninger mod Biden for at være racist. På femtepladsen følger så Buttigieg, der også i anden runde førte sig frem med et moderat program.
Som et resultat af de to debatrunder er der god grund til at tale om to separate demokratiske partier i USA – og republikanerne jubler! Det radikalt-socialistiske parti repræsenteres af Sanders, Warren og tildels Harris, mens det moderate parti repræsenteres af Biden og Buttigieg. Sidstnævnte, der med sine 32 år er langt den yngste af kandidaterne, fører sig bevidst frem som en repræsentant for en yngre generation, der har nye løsninger på nye problemer.
Det er klart, at Donald Trump hos de generelt konservative amerikanske vælgere vil have de største chancer med en socialistisk modkandidat, mens en Biden eller en Buttigieg nok snarere ville kunne true ham. Men lad os slå koldt vand i blodet. I september følger en ny runde, og dermed fortsætter grovsorteringen af kandidaterne, men nye kandidater kan melde sig, så alt kan ske. Spændende er det.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)