Klumme: Den modigste politiker


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Stueren blev Pia Kjærsgaard og hendes parti i allerhøjeste grad – Pia Kjærsgaard slår alle akademikerdrengene med mange banelængder – de skulle skamme sig.

Da en lille nydelig blondine i 1984 kom ind i Folketinget som suppleant for fængselsdømte Mogens Glistrup, anede ingen, hvilket politisk talent, der var på vej. Herregud, Pia Kjærsgaard var jo bare en hjemmehjælper fra Gentofte uden nogen akademisk baggrund. Men hun var da meget sød og kunne godt bruges til at skænke kaffe til de erfarne MF-drenge. De skulle blive klogere.

Pia Kjærsgaard har siddet i folketinget lige siden 1984 – det er halvdelen af hendes nu 75-årige liv – og hun har længe været dybt respekteret på Christiansborg. Med rette. Jeg var selv medlem af Folketinget for de Konservative, da Pia Kjærsgaard, Thulesen Dahl og to andre i 1995 forlod Fremskridtspartiet og dannede et nyt parti: Dansk Folkeparti. Partiets mærkesag var og er som bekendt kampen mod indvandring fra kulturfremmede lande, og dét var der allerede dengang stor opbakning til fra mange vælgere. Så det lille nystiftede parti voksede hurtigt i meningsmålingerne.

Hvad i al verden bildte sådan en lille hjemmehjælper sig ind at stjæle mandater fra de gamle partier! Hun skulle stoppes, var reaktionen fra de gamle partier, og så begyndte disse såkaldte ”hæderkronede” og ”statsbærende partier” en smædekampagne af værste skuffe. Desværre også mit eget parti, de Konservative. Det var ondt, det var dumt, og det var udemokratisk – på kanten af det kriminelle. Pia Kjærsgaard blev i den sidste halvdel af 1990erne svinet til i et omfang, som ingen anden dansk politiker i efterkrigstiden har oplevet det. Hun blev stemplet som en ond racist uden empati for de fattige i Afrika og Mellemøsten. Der var ingen grænser for, hvad Pia Kærsgaard blev tillagt af usympatiske holdninger – holdninger, som hun på ingen måde havde. Det er ikke noget, jeg tror. Det er noget jeg ved. Som MF’er lærte jeg nemlig Pia at kende som et ordentligt og anstændigt menneske. Jeg deltog bl.a. med hende i TV-underholdnings-serien ”Fangerne på Fortet” i Frankrig i 90’erne – og var også på rejse med Udenrigsudvalget i Afrika, hvor hun og Thulesen Dahl deltog. På sådanne rejser kommer man tæt på hinanden og man får talt meget sammen både om politik og private forhold.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Før havde vi en grundlov – nu har vi gøgeunge-effekten

”Jeg er imponeret over, at du og Thulesen Dahl ikke giver igen med samme mønt, for det er dybt urimeligt, at I skal svines sådan til af jeres politiske modstandere og af pressen”, sagde jeg til Pia og Kristian. Svaret var, at den stil ville de ikke nedlade sig til. Det var en beslutning, at de ville opføre sig ordentligt over for de andre.

De mange hadske og totalt urimelige anklager mod Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti fik hidset så mange mennesker op, at mange efterhånden opfattede Pia Kjærsgaard som fredløs. Som en person, man bare kunne slå og spytte på. Eller slå ihjel. Pia var efterhånden i livsfare. I marts 1998 var det tæt på at gå galt. Pia blev overfaldet af mange autonome på Nørrebro i København med stenkast og voldsomme slag. Hun slap med nød og næppe væk fra de mange angribere og ind i en bank, som fik låst døren og tilkaldt politiet. Dette var en direkte følge af, at ingen af partilederne i de ”hæderkronede” og ”statsbærende” parti sagde fra. De godtog stiltiende de mange løgne omkring Pia Kjærsgaard og den hetz-stemning, der blev bygget op mod en demokratisk valgt partileder. Det er, hvad jeg kalder på kanten til at være kriminelt. For ikke at sige ud over kanten.

Jeg var som MF også til stede ved åbningsdebatten i Folketinget i 1999, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti sagde ordene ”Stuerene, det bliver de aldrig”. Sådan en bemærkning fra en statsminister opfattede nogle mennesker et som grønt lys til at overfalde DF-folk og specielt lederen, Pia Kjærsgaard. Det skete da også ved de danske årsmøder i Flensborg i sommeren 2001. 25 betjente måtte tilkaldes for at bringe Pia Kjærsgaard væk fra den ophidsede og talrige bølleflok.

LÆS OGSÅ:  Vesten/Ukraine: Inkompetence, løgne, propaganda og - nederlag!

Jeg blev vred og skrev et brev til lederne af samtlige partier i Folketinget. Jeg var stadig medlem af Folketinget og anklagede dem for – ved ikke at tage afstand fra den stadig mere ophidsede hetz-stemning mod DF – at have fremkaldt overfaldene på Pia Kjærsgaard. Jeg fik kun svar fra en enkelt af partilederne, den radikale Marianne Jelved. Det var et ”det er hun vist selv ude om” -svar….

Derefter fik Pia Kjærsgaard politibeskyttelse døgnet rundt. Tænk at det skulle være nødvendigt for en partileder. En skamplet på et ellers velfungerende dansk demokrati. Skam jer i de andre partier!

Jo, stuerent, det blev DF i den grad. Og Pia Kjærsgaard blev formand for Folketinget i perioden 2015-19. Mere stueren kan man vist ikke blive.

Pia Kjærsgaard er en politiker med stærke meninger, men hun har altid opført sig ordentligt. Det samme kan man ikke sige om mange af hendes politiske modstandere. De var dybt misundelige på hendes succes hos vælgerne. Jeg husker således et politisk møde ved dyrskuet i Kværndrup på Fyn i 1998, hvor folk i pausen stod i kø for at tale med Pia Kjærsgaard, mens der ikke var nogen, der rigtig gad tale med Lone Dybkjær eller andre af partiernes repræsentanter. Hjemmehjælperen var mere interessant end de mange akademiker-politikere. Hun var og er folkelig på den gode måde.

LÆS OGSÅ:  Mere propaganda fra Berlingskes Carolina Kamil

Jeg husker også stemningen i slutningen af 90’erne, når Pia gik på talerstolen i Folketinget. Der var en frygtblandet respekt for Pia. Hun kunne nemlig holde en tale uden manuskript og uden mange fremmedord. Hun kan argumentere, og hun kunne sige sin mening, så det var til at forstå for almindelige mennesker. Hun skovlede vælgere til Dansk Folkeparti og tappede de gamle partier for mandater.

Men er det ikke gået grueligt galt for Dansk Folkeparti siden 2019? Både ja og nej. Ja, fordi partier har mistet de fleste af sine vælgere siden 2015. Nej, fordi de andre partier har lagt sig fladt ned og adopteret Dansk Folkepartis mærkesag: Udlændingepolitikken. Ikke mindst Socialdemokratiet og de Konservative, som tidligere svigtede så fatalt på dette vigtige område. En større succes kan vel ikke tænkes.

Om så Dansk Folkeparti går helt op i limningen i den kommende tid, så vil Pia Kjærsgaard sammen med Kristian Thulesen Dahl stå som de store sejrherrer. Med Pia klart i front. Hun har vist et sjældent mod – og her tænker jeg hverken på hendes tætte omgang med fugleedderkopper og skorpioner i ”Fangerne på Fortet” i 90’erne, eller hendes frit-fald faldskærmsudspring i 2018. Nej, jeg tænker på hendes stædige vedholdenhed i udlændingepolitikken. Trods en voldsom hetz-kampagne og fysiske overfald holdt hun fast og fortsatte sit politiske projekt frem til sejr.

Pia Kjærsgaard er Danmarks til dato modigste politiker. Hun fortjener stor hyldest på hendes runde fødselsdag den 23. februar. Stort til lykke!

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)