Klumme: Den politiske korrekthed kender ingen grænser – Romanen og filmen Borte med blæsten er den rene racisme


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

En topbestseller

Alle kan vel gætte sig til, at det må være Biblen, der er den mest populære bog i USA. Men at den mest populære amerikanske roman med litterære kvaliteter bærer titlen Gone with the Wind (da. Borte med blæsten), er nok ikke almenviden – og at forfatteren til denne bestseller er en vis Margaret Mitchell, er der vist endnu færre der ved. Alt i alt er der på verdensplan solgt over 30 mio. eksemplarer.

Og så kom filmen

Den mere end 1.000 sider lange roman udkom i 1936 og solgtes i USA inden for det første halve år i næsten to mio. eksemplarer. Allerede i 1937 modtog Mitchell den begærede Pulitzerpris, og samme år udkom romanen på dansk og derefter frem til 2008 i mindst ti oplag. Romanen med dens på én gang spændende og romantiske handling var oplagt filmmateriale, og kort tid efter udgivelsen startede jagten på at finde den egnede skuespillerinde til rollen som filmens kvindelige hovedperson Scarlett O’Hara. 1.400 kvinder blev interviewet og prøvefilmet, og valget faldt på den den britiske Vivian Leigh, mens Rhett Butler, den mandlige hovedperson, blev spillet af den flotte Hollywoodstjerne Clark Gable.

. . . og Scarlett-bådene

Filmen havde premiere i 1939, varede uhørte fire timer og gælder for at være én af filmhistoriens største succeser. Ved Oscar-uddelingen i 1940 modtog filmen hele 10 priser. Dens internationale gennembrud fulgte efter 2. Verdenskrig, men allerede i 1939 kunne den ses i Sverige, mens man pga. valutarestriktioner ikke kunne leje og dermed se amerikanske film i Danmark.

Skibsrederen Jørgen Jensen fik i 1949 den geniale idé at starte en biograftransportlinje, der den ene vej sejlede filmhungrende danskere over Øresund og den anden vej forlystelsessyge svenskere til Dyrehavsbakken.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Min grundlovstale 5. juni 2021 – med et stænk af Søren Bramfri

I begyndelsen sejlede man til Malmø, men fra juni 1949 gik biografturen i stedet til Landskrona. Undervejs blev der serveret mad og og ikke mindst drikke til favorable priser, og man dansede til levende musik. Hermed fødtes de såkaldte Scarlett-både, som sejlede mellem Landskrona og Tuborg Havn helt frem til 1980. Scarlett O´Hara fra Borte med blæsten lagde navn til skibene, fx. Dana Scarlett, Hanne Scarlett og Lilli Scarlett, og Jørgen Jensen tjente en formue.

Den egentlige sensation

Som det var forventet, vandt Vivien Leigh en Oscar som bedste kvindelige skuespiller, men at også Hattie McDaniel skulle få en Oscar – og dét for sin birolle som Mammy, Scarletts højtelskede barnepige – var den egentlige sensation, for McDaniel var sort og dermed den første afroamerikanske skuespiller, der vandt prisen.

80 år senere producerede Netflix miniserien Hollywood, der bl.a. er en hyldest McDaniel. Her spilles hun af hip-hop-sangerinden Queen Latifah.

At Hattie McDaniel i første omgang fik forment adgang til festsalen i Hotel Ambassador i Los Angeles i forbindelse med prisuddelingen må klart fordømmes, mens det ligesom ikke kom frem, at borgerrettighedsbevægelsen NAACP kritiserede hende for at have accepteret rollen. Hertil svarede hun blot: ”Hvorfor skulle jeg beklage mig over at spille en tjenestepige, når jeg fik en ugeløn på 700 dollars. Hvis jeg ikke gjorde det, måtte jeg arbejde som en sådan og min ugeløn ville være 7 dollars.”

Handlingen i bogen og i filmen udspilles i den sydlige forbundsstat Georgia under og efter den amerikanske borgerkrig (1861-65). Mitchell blev kritiseret for at forherlige slaveriet og sydstatshæren, men enhver beskyldning for racisme må skarpt afvises. Således ville Ashley, den plantageejer som Scarlett oprindeligt er forelsket i, netop have sat sine slaver fri, hvis borgerkrigen ikke var kommet ham i forkøbet. Scarlett selv er vokset op på en bomuldsplantage, Tara, hvor slaverne bliver behandlet humant; efter krigens afslutning forlader de plantagen sammen med den sejrende nordstatshær.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Regeringens dobbeltspil fører danskerne bag lyset

Politisk korrekthed på fremmarch

Ikke desto mindre udtalte den sorte borgerrettighedssforkæmper Malcolm X, at han var ved at ”krybe ind under gulvtæppet”, da han læste skildringen af romanens sorte bipersoner. Selvom netop Mammy, som Scarlett elsker over alt, portrætteres som myndig, sympatisk og ganske selvstændig.

Siden Black Lives Matter-bevægelsen er begyndt at terrorisere de amerikanske gader under de internationale mediers og det amerikanske demokratiske partis tordnende bifald er tonen blevet langt mere militant. I juni måned i år blev filmversionen af Borte med blæsten fjernet fra streaming-platformen HBO Max pga. dens ”racistiske grundtone”. Man påtænker igen at tillade filmen, men nu sat ind i ”en historisk sammenhæng”.

I det mindste har man ikke klippet i filmen, men også andre film og serier er blevet fjernet: Netflix har fx. sløjfet serierne Summer Heights og Little Britain og BBC-episoden The Germans fra den formidable serie Fawlty Towers (da. Halløj på badehotellet) med den ligeså formidable John Cleese i hovedrollen. Dette fik ham til at protestere voldsomt, men uden at det ovenud politisk korrekte BBC gav efter. Se episoden på YouTube, inden den dér bliver fjernet!

At disse censurbestræbelser således – og heldigvis – mangler konsekvens ses også af, at stumfilmen The Birth of a Nation (1915) af D.W. Griffith, der tydeligt glorificerer den hvide races overlegenhed og bidrog til en genetablering af Ku Klux Klan-bevægelsen, kan bestilles via Amazon. Den betragtes ikke desto mindre som én af de mest nyskabende og indflydelsesrige værker inden for filmhistorien.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten – Del V

Også Walt Disney rammes

Man skulle måske tro, at Walt Disney ville gå ram forbi, selvom han allerede af feministbevægelsen i 1970erne beskyldtes for at være mandschauvinist, da prinsen, der i Snehvide (1937) og Tornerose (1959) befrier eller redder den forsvarsløse prinsesse, faktisk viser sig at være – en mand!

Men nu er en tilsyneladende helt uskyldig Disney-film som Dumbo (1941) kommet i søgelyset. Den beskyldes for at være fyldt med racistiske klicheer, bl.a. pga. en her optrædende kragekvintet, der ledes af Jim Crow (Krage). Dette navn blev i d. 19. årh. i USA anvendt som øgenavn for syngende og dansende sorte. Så fy, da da! I 2020 har Disneys streamingtjeneste Disney+ taget konsekvensen af den herskende politiske korrekthed og garderet sig med en indledende advarsel før selve filmen: ”Forældet kulturelt indhold”.

De to fronter

Fronterne i kampen om yringsfriheden er kraftigt trukket op: på den ene fløj de politisk korrekte, der ønsker at fjerne enhver ytring eller hentydning inden for kunst, film og litteratur, der kan fortolkes som racistisk – Lille sorte Sambo er ytt og Pippi Langstrømpe skal censureres. Og på den anden sfløj befinder vi andre os, der fastholder den kunstneriske frihed og ytringsfriheden som et kostbart, demokratisk gode.

Længe leve den politiske ukorrekthed

Er De tilhænger af politisk ukorrekthed, så skynd Dem at låne eller købe forskellige film med den formidable amerikansk-kanadiske skuespiller Leslie Nielsen, hvis far forøvrigt var dansk, fx. Airplane! (1980) og The Naked Gun (1988), som modgift. God fornøjelse!