Klumme: Den store stat er farlig

Før i tiden var det normalt, at regeringer og Folketingets partier ledsagede deres lovforslag og politiske ønsker med beregninger eller i det mindste et overslag over de forventede samfundsøkonomiske konsekvenser. Det gjaldt også forslag på sundhedsområdet og stemmekøbsprojekter i velfærdsafdelingen. For større investeringsprojekters vedkommende offentliggjorde man skam ligefrem såkaldte cost-benefit-analyser.

Den skik er åbenbart opgivet. For under Mette Frederiksens regering er der nu som led i en “klimakamp” vedtaget en “bindende” lovgivning, der må antages at ville få omfattende økonomiske og skattemæssige konsekvenser, uden at det på nogen måde var kendt – og da slet ikke – offentliggjort, hvad virkningerne ville være. I kulissen spøger ligeledes en såkaldt velfærdslov med nærmest uberegnelige konsekvenser. Løfter om mere pension til “Arne” osv.

Under coronakrisen er der dertil hurtigt blevet gennemført drastiske indgreb, der risikerer at smadre samfundsøkonomien. Denne gang tilsyneladende atter uden nogen fornemmelse af de vidtrækkende konsekvenser og endog uden en samtidig plan for helt at få afsluttet samfundsnedlukningen.

Efterfølgende er der så på må og få gennemført forskellige “hjælpepakker” til erhvervsvirksomheder og særlige samfundssektorer, “kulturen” f.eks. Men ikke nok med det: Der er ud over det økonomiske som bekendt også vedtaget drastiske indskrænkninger i borgernes ellers grundlovssikrede rettigheder.

Ligeledes er der vedtaget øgede straffe for særlige coronaforbrydelser, hvor f.eks. ikke engang landets dommere blev hørt om muligheden for retshåndhævelse.

Det er “Den store og stærke Stat”, der på den måde træder i karakter. Det hele støttes selvsagt af de venstreekstremistiske partier og S. Men også partierne i den “blå blok” bakkede fra starten op om de autoritære indgreb, uden kendskab til omkostningerne, endsige en plan for afviklingen heraf.

“Den store Stat” for fuld udblæsning, og så er det åbenbart ligegyldigt med – “usle” – økonomiske konsekvensberegninger og elementære borgerrettigheder. En farlig glidebane uden fornødne stopklodser, tværtimod med de servile, statsstøttede mediers hyldest til den “resolutte” statsminister Frederiksen.

Men i det mindste kan man vel håbe, at samfundet nu efter denne omgang vil være et andet og fornyet:  Nemlig med styrket bevidsthed om statens farlighed, offentlige institutioners iboende fejlbarlighed og behovet for en storstilet udskiftning af levebrødspolitikere i såvel “rød” som “blå” blok. Plus en klar reduktion af den forvoksede, ineffektive offentlige sektor. Færre smagsdommere.

Der er grund til en vis optimisme, især hvis krisen på sigt fører til, at de mange, der ellers i henhold til opinionsundersøgelser og medier indtil videre har hyldet den store stat og “stærke politikere”, kan begynde at indse, hvilket farligt monster, der er sluppet løs. Måske vil man så – i hvert fald uden for den ekstreme venstrefløj – igen begynde at interessere sig for de faktiske konsekvenser af den politik, der ønskes gennemført. Kan hænde håbet er forfængeligt?