Klumme: Det lalleglade DDR

I dansk selvforståelse er Danmark et kapitalistisk og demokratisk land, men set udefra har landet meget til fælles med kommunistiske lande som f. eks. DDR: kammeratsocialisme, altomsiggribende offentlig sektor, omfordeling, formynderisk statslig intervention, adfærdsregulering af borgerne, socialistisk planøkonomi, massive statssubsidier til erhvervslivet, kollektivistisk tankegang og politisk korrekthed overalt i samfundet.

Danmark er teknisk set et liberalt demokrati med institutioner såsom grundlov, parlament, frie valg, ejendomsret mv. Men reelt er socialismen den herskende samfundsform.

I den danske kammeratkapitalisme sammenblandes offentlige og private interesser og den demokratiske beslutningsproces sættes ud af spillet, så samfundets elite – politikere, stærke lobbyorganisationer, særinteresser og erhvervsfolk – kan skaffe sig privatøkonomiske fordele, der ofte skaber et samfundsøkonomisk tab. Vennetjenester, nepotisme, kammerateri, lokumsaftaler og legaliseret misbrug af offentlige midler mv. er systemiske, men holdes typisk under offentlighedens radar.

Den altomsiggribende velfærdsstat/klientstat er en accepteret grundpræmis i det danske samfund. Skatteydernes penge går ikke til at give borgerne flere valgmuligheder, men til at finansiere den velfærdsstat, som er blevet målet i sig selv.

Den socialistiske stat er lig med ”fællesskabet”. Danskerne indbetaler ca. 60% af deres løn til ”fællesskabet” i den naive tro, at de får valuta for pengene. Det ligger i det danske DNA at have en romantisk og barnlig tillid til det politiske system og regeringen som beskyttere af almenvellet.

Det, man kalder velfærd, er forbrug, som er placeret i en offentlig monopolsektor. Staten tager sig af børnepasning, ældrepleje, uddannelse, sundhed, transport, feriepengeadministration, medievirksomhed, underholdning og meget andet, og offentlige aktører udfører opgaver i direkte konkurrence med private virksomheder.

Den socialistiske formynderstat insisterer på, at individet ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse. Formynderstaten passiviserer derfor danskerne og gør dem til hjælpeløse klienter. Ligesom i de kommunistiske lande adfærdsregulerer formynderstaten borgerne og blander sig lovgivningsmæssigt i, hvordan ”homo socialdemocratus” lever sit liv.

Den offentlige sektors organisering er grundlæggende planøkonomisk. Økonomiske planer, som de skiftende regeringer vedtager, har ofte samme betonkarakter som de sovjetiske femårsplaner, der effektivt bidrog til at standse udviklingen i sovjetblokken. Det er også tilfældet i Danmark, og det kan derfor ikke undre, at Danmark er et land på vej ned.

Af de knap 4 mio. vælgere er ca. 2,6 mio. gjort privatøkonomisk afhængige af statskassen, enten som offentligt ansatte eller sociale klienter. I stedet for have fokus på velstandsskabelse, har politikerne derfor travlt med at udplyndre danskerne gennem kreative skatter og afgifter og fordele den skrumpende samfundskage.

Det socialistiske skindemokrati i Danmark giver ikke mulighed for alternative løsninger på samfundets problemer. Da der ikke er forskel på S, DF og V, handler folketingsvalg i praksis om, hvilke politikere der er bedst til at forklare vælgerne, hvorfor de ikke har noget reelt valg. Politik er degenereret til en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af statskassen i form af bevillinger eller regulering. Alle skal have deres del af rovet, og vinderne er dem, som taler systemets sprog med klynk og krav.

Det private erhvervsliv lever i en tæt symbiose med det offentlige. Statssubsidier til erhvervslivet ligger på ca. 20 mia. kr. om året. Hertil kommer den offentlige erhvervsfremme på 4,7 mia. kr. Vindmølleindustrien har været på støtten siden 1979. Biogasindustrien modtager i øjeblikket omkring 25% af den samlede danske støtte til vedvarende energi. Private virksomheder lægger beslag på en stigende andel af de statslige forskningsmidler. Landmændene får milliarder til at prøve kræfter med økologiske landbrug. Det siger sig selv, at de rare tilskud har virksomhederne ikke lyst til at give fra sig.

De etablerede medier er økonomisk og organisatorisk solidariske med systemet, som udbetaler den rare mediestøtte (366 mio. kr. i 2018). Som magtelitens kampagneapparat problematiserer medierne aldrig elitens tænkning og det dominerende grund-ideologiske udgangspunkt. Den politiske debat foregår inden for rammerne af den ”danske samfundsmodel”, der opfattes som et kunstværk, ingen må pille ved. Medierne serverer ensidig systembevarende propaganda og afviser systemkritiske facts og holdninger som falske og farlige. Politisk ukorrekte dissidenter marginaliseres og stigmatiseres.

Det twittende kommentariat spiller et rollespil, hvor nogle spiller venstreradikale og andre nationalkonservative. De klumper sig imidlertid sammen i 3-4 systemtro dagblade og 2 TV-kanaler, for prestigen og de rare honorarer siger man jo ikke nej til. Der er ingen ideologiske eller politiske forskelle, bølgerne går aldrig højt, man mener ikke noget selvstændigt og der er intet der deler vandende, kun en flok besserwissere, der ligner gamle slyngveninder, klapper hinanden på ryggen og beskytter deres plads i systemet.

Den dybe stat – systemets magtfulde apparatchiks såsom politikere, chefredaktører, erhvervsdirektører, fagforeningsbosser, universitetsfolk mv. – er et holdningsmæssigt sammentømret elite, som deler det samme syn på socialdemokratismen og ”fællesskabet” og bestemmer, hvor samfundet bør bevæge sig hen.

Ægte borgerlige, der kunne formulere et alternativ til klientstaten, er en marginaliseret og snart uddød race. Den borgerlige fløj har tabt kampen om, hvordan samfundet problemer defineres og italesættes. V, som i gamle dage var liberal, turnerer med et rent socialistisk budskab: ”Venstre – arbejder for fællesskabet”. De borgerlige er helt uden indflydelse på Danmarks fremtid.

I det lalleglade DDR, som Danmark reelt er, har røde ideologer gennemført en systematisk socialistisk folkeopdragelse og hjernevask. Det er lykkedes for dem at skabe en lykkelig og solidarisk tænkende ”homo socialdemocratus”, som er underordnet klientstaten og kollektivet i ”fællesskabets” navn. For danskerne er fællesskabet gud, og socialistisk skindemokrati verdens bedste samfundsindretning. ”Religion er opium for folket”, sagde Karl Marx. Den danske ”homo socialdemocratus” er så dopet, at den er helt uden for rækkevidde.