Ugens ”hovedvidne” i den amerikanske impeachment-farce var landets ambassadør i EU, Gordon Sondland. Sondland, der også vidnede i oktober, sagde da, at han ikke kendte noget til, at Trump skulle have handlet ulovligt (”quid pro quo”/noget for noget). Men den 6. nov. stod Sondland så pludselig frem og kunne meddele, at hans hukommelse var blevet genopfrisket af andre af sagens vidner, der, i modsætning til ham selv, hævdede, at der havde været et ”quid pro quo”. Nu kunne Sondland så lægge to og to sammen, sagde han, og var nået frem til, at der var et quid pro quo! Under høringen onsdag (20. nov.) kunne man derfor indledningsvis se Sondland konstatere som faktum: ”was there a quid pro quo? (…) the answer is: Yes!”
Dog – da republikanerne under selve høringen begyndte at gå Sondland på klingen, viste det sig hurtigt, at Sondland havde forvekslet fakta med sine personlige antagelser. Dette blev ekspliciteret under kongresmedlem Michael Turners (R) høring af ham. Turner sagde: ”So you really have no testimony today that ties President Trump to a scheme to withhold aid from Ukraine in exchange for these investigations!” Sondland svarede: “No. Other than my own presumption (antagelse)”. Det skal i øvrigt tilføjes, at Sondlands antagelser blev direkte modsagt af et andet vidne, Kurt Volker!
Dette var et alvorligt skud for boven på “quid pro quo” narrativet, men direkte sænket blev ”narrativet”, da Sondland refererede fra en telefonsamtale, han havde haft med Trump. Han havde her spurgt Trump: ”What do you want from Ukraine? (…) What do you want?” Hertil havde Trump svaret: “I want nothing, I want nothing, I want no quid pro quo! Tell Zelenskij (Ukraines præsident) to do the right thing”.
Altså Trump sagde til Sondland, at han ikke ville have et “quid pro quo”! Dette var den 9. sept. og sidste gang Sondland talte med præsidenten. To dage efter (11. sept.) udløste Trump 391 milliarder dollars i militærstøtte til Ukraine uden at Ukraine havde gjort noget til gengæld. Altså Trump gjorde ”noget” uden at Ukraine gjorde ”noget”, dvs. IKKE et ”noget for noget”, IKKE et ”quid pro quo”, men et ”noget” for ingenting!
Alle vidner før Sondland er blevet spurgt om, hvorvidt de kunne pege på ulovligheder begået af Trump, der berettiger en rigsretssag, og alle har svaret: Nej! Som sådan var Sondlands vidnesbyrd en fastnagling af, at der intet beviseligt er at komme efter eller bare noget, der tyder på, at Trump skulle have begået ulovligheder. Disse kendsgerninger havde fake news-organet DR P1 med værterne Anders Bech-Jessen og Tinne Hjersing Knudsen dog besluttet sig for at se helt bort fra, da man torsdag morgen (21. nov.) kørte et indslag om onsdagens høringer. I stedet for kendsgerninger bragte P1 fake news direkte importeret fra deres ”mediebrødre” i Amerika. Værterne havde allieret sig med en ”ekspert”: chefredaktør på Kongressen.dk, Anders Agner. Agner viste sig dog snarere at være inkompetent og useriøs end ekspert. Det populære udtryk ”noget fordrukkent sludder” dækker udmærket det bidrag, han leverede til P1’s indslag.
Bech-Jessen startede indslaget med at erklære, at Sondland ”leverede den hidtil mest belastende vidneforklaring” mod Trump, og i løbet af indslaget lod Bech-Jessen flere gange forstå, at Sondlands vidnesbyrd var ”klar tale” og en ”rygende pistol”. Indslagets retning og dets budskab var, at nu brændte jorden alvorligt under Trump. Bech-Jessen spurgte Agner: ”Det er vel en alvorlig sag for Trump, når hans EU-ambassadør kommer med så klar tale under vidneansvar?” Med en kortslutning af sagens fakta, svarede Agner: ”I høj grad”. Ligeledes kunne Agner kundgøre: ”Vi vidste godt, at Trump havde haft fingrene nede i det her”. Agners sidste bemærkning på trods af, at fakta jo altså peger i den stik modsatte retning.
I indslaget siges på intet tidspunkt noget om, at Sondland under høringen ændrede sit ”faktum” til at være en ”personlig antagelse” eller at Sondland fortalte, at Trump havde sagt, han ikke ville have et quid pro quo. Var disse kendsgerninger blevet medtaget i P1’s fremstilling, havde Bech-Jessen ikke kunnet betegne Sondlands vidnesbyrd som ”det hidtil mest belastende” og som ”klar tale”.
Der er således tale om, at P1’s redaktion og journalister torsdag morgen (21. nov.) helt bevidst havde besluttet sig for at formidle et forvansket billede til danskerne af høringen. P1 havde frasorteret kendsgerninger fra onsdagens høring, som ikke passede ind i P1’s drømmescenario om, at Trump i relation til Ukraine har ageret ud fra et quid pro quo og derfor må for en rigsret. Nogle læsere vil måske tro, at så kan fake news næppe fås værre, men jo, kære læsere, det kan det – læs lige følgende:
Da Trump onsdag (20. nov.) skulle til at forlade det Hvide Hus, så han på TV Sondlands vidnesbyrd om, at han havde sagt, han ikke vil have et quid pro quo. Han noterede Sondlands ord på nogle stykker papir og tog dem med i hånden, da han få øjeblikke efter begav sig ud til den ventende helikopter på det Hvide Hus’ plæne. Herude ventede også den sædvanlige kødrand af fake news-journalister. Som sædvanlig var de råbende og vrælende, som sædvanlig hysterisk tiggende og bedende om en kommentar fra præsidenten – nærmest, som var de hunde, gøende og hylende for at få en godbid af deres herre! Trump stoppede op og med larmen fra helikopteren i baggrunden sagde han: ”Just a quick comment on what is going on in terms of testimony with ambassador Sondland (…) Ready? Have the cameras rolling? (…) Here is my response now if you weren’t fake news you would cover it properly”. Trump fortæller så, hvad Sondland lige har sagt under høringen og oplæser Sondlands ord: ”(…) I want nothing, I want no quid pro quo (…)”. Trump gentager dette nogle gange, for ligesom at banke Sondlands ord ind i hovederne på den pøbel af fake news-journalister, som han ved vil prøve at forvanske hvert eneste ord, der er til hans fordel, hvis de kan.
Som fremgået har DR P1 bevidst undladt at bringe Sondlands afgørende ”I want nothing” vidnesbyrd. Det betyder dog ikke, at P1 ikke fremstiller vidnesbyrdets ord. Det gør P1! Men i stedet for at fremstille citatet i dets sande relation, Sondland-høringen, så fremstiller P1 redaktionen/værterne det sådan, at lytterne skal tro, at Trump står ude foran helikopteren og svarer på spørgsmål fra journalisterne og at han herunder nærmest idiotisk påstår og gentager, at ”I want nothing, etc.”. P1 har fjernet al øvrig kontekst, så lytterne ikke kan vide, at Trump i virkeligheden refererer til dagens høring og at han citerer Sondland. Denne groft manipulerede og amputerede, ja, direkte løgnagtige fremstilling får Trump til at lyde, som om han – populært sagt – er gået bananas.
Efterfølgende har Bech-Jessen og Agner så en kort falsk dialog om Trumps udtalelser, som altså hører til i en helt anden og mere end 2 måneder gammel sammenhæng. Bech-Jessen siger: ”Ja, Anders Agner, hvad skal vi lægge i den form for svar fra en præsident?” Agner svarer: ”Det er lige før man kalder det at benægte lidt for meget, ik? Altså når han bliver med at sige ’jeg vil slet ikke ha’ noget’. Det er lige før han kunne have stået og råbt at i øvrigt løber vand op”!!
Vi kan konkludere, at P1 redaktionen/værterne torsdag morgen bevidst manipulerede og fordrejede deres indslag i en grad, at det, de sendte ud i den danske morgen-æter, intet havde at gøre med public service-formidling, men tværtimod – skandaløst – var rendyrket anti-Trump propaganda og direkte løgn!!
Den reelle status på høringerne er, at ingen vidner har kunnet fremføre fakta ifølge hvilke Trump skulle have begået ulovligheder. Sagens næste skridt er formentlig en afstemning i Repræsentanternes Hus om impeachment. Stemmes der for, overgår sagen til Senatet, der afgør, hvad der videre skal ske. Trump håber, at Senatet får sagen, idet han her vil komme til orde og kan indkalde vidner. Noget Demokraterne i modstrid med kutyme har nægtet ham. Herunder vil de Demokratiske hovedpersoner i sagen mod Trump selv skulle afhøres og det ser han som en mulighed for at komme magteliten yderligere til livs.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)