Klumme: Ekspertvældet


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Steen Leth jeppesen

Ekspert på det ene, ekspert på det andet. “Eksperter” flyder rundt i mediernes håndtering af den offentlige debat. 2500 professorer er Danmark nu forsynet med – excl. de pensionerede og de “adjungerede” – men mange flere er “eksperter”.

En del “eksperter” har en videnskabelig, faglig baggrund. Det gælder formodningsvist for de fleste af de anførte professorer og andre universitetsansatte, men egentlig også de utallige magistre, kandidater, phd’er, der er forsynet med en videnskabelig grunduddannelse.

I dagspressen – herunder i DR og TV2 – står der stor respekt herom, især da hvis “eksperterne” på kontroversielle områder siger noget, som ligger inden for den politiske korrektheds grænser.

Mange bliver i flæng nævnt som “eksperter”. De har måske forsket i årevis, eller de har aldrig forsket, men er alligevel “eksperter”. Et eksempel på de sidstnævnte er Berlingske Medias bestyrelsesformand Connie Hedegaard, der i en artikel af bladets videnskabsjournalist (næppe selv særlig ekspertagtig) for nylig blev betegnet som “ekspert i klimaet” (!).

Ofte er “eksperterne” i pressen endog anonyme. Det hedder typisk: “Ekspert(er) er af den opfattelse, benægter, tvivler på…..”  De er pressens krykker. TV og aviser finder bekvemt på den måde et holdepunkt for en position i opinions-junglen. Politikere (som Hedegaard, Lykketoft eller Uffe Ellemann-Jensen) og journalister kaldes som anført “eksperter”, hvis de bare i længere tid har beskæftiget sig med samme emne.

Journalister udspørger journalister. “Forskere” findes skam også her og der og alle vegne. Hvad de nærmere “forsker” i, og hvor kvalificeret deres forskning kan siges at være, er sjældent åbenlyst. Men: “Forsker(e) mener……” er ligeledes blevet en journalistisk standardformular til at videregive diverse budskaber og slå tvivl af banen.

Hvordan vi oplyses af medierne om, hvad der er fakta og postulater – sandsynlige eller tvivlsomme sammenhænge – er selvfølgelig vigtigt for debat og beslutninger. Man må desværre frygte, at ikke mindst de mange nulliteter i journaliststanden bidrager til at give politiske hensigtsmæssigheder overvægten, når de udvælger “forskere og eksperter” efter egne præferencer.

I coronadebatten har medierne nok hidtil givet en nogenlunde balanceret beskrivelse af den naturligt eksisterende faglige uenighed og mangel på viden. Næsten enhver medicinalperson kommer til orde. Debatten om klimaforandringer er i modsætning hertil snublet over såkaldte klimaaktivisters og mere eller mindre kvalificerede “klimaforskeres” holdninger og interesser. “Klimakampen” behandles i så godt som alle statssubsidierede medier med bedøvende ensidighed.

Der er en svær skelnen mellem faktisk og rimeligt fastslået viden, mellem videnskab, fakta samt politisk og ideologisk overtro. Medierne og journaliststanden magter den som helhed ikke, og politikerne slet ikke; sidstnævnte skal jo også bare helst genvælges. Ønsket er følgelig at finde de “rigtige” eksperter, der kan assistere dermed.

På sociale og samfundsvidenskabelige områder er “eksperterne” legio. Den statsfinansierede presse spiller fandango med eksperter og smagsdommere. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner vakler inden for humanistiske og (delvist) i samfundsvidenskabelige fag i kampen mod den identitetspolitiske virus, der helt kan udslette f.eks. biologiske kendsgerninger. Alvorligere end corona.

Ekspertvældet har nu bidraget til at smadre landets økonomi. Via “klimakampen” vil det herefter tilsyneladende forsøge at fastholde sejren. Med støtte fra Folketingets “brede” flertal.