Klumme: En moppedreng fra Horsens

Engang var økonomiske spørgsmål et hovedemne i dansk politik. I mange år op til århundredeskiftet kæmpede landet med underskud på betalingsbalancens løbende poster, folket så ned i “afgrunden” etc. I det nye sekel blev finanskrisen hurtigt debatskabende, og den hele misere herom blev yderligere beskrevet i rapporten “Den finansielle sektor efter år 2000”.

Dengang var “topøkonomer” allestedsnærværende i den seriøse politiske og offentlige debat.

Sådan er det ikke mere. I de senere år er debatten i stedet for blevet domineret af virologer og andre hvidkitlede “eksperter”. Og af “klimaeksperter”, internationalt anført af en svensk teenager Greta Thunberg. Biostaten og klimakampen (med alt det “grønne”) har taget over.

Men “topøkonomerne” er skam endnu ikke helt døde. Som en slags genfærd fra deres gyldne fortid har Det (nu: De) Økonomiske Råd således netop offentliggjort en 292 sider lang redegørelse (såkaldt diskussionsoplæg) med tilhørende kommentarer fra diverse organisationer samt Finansministeriet. Pressen omtaler det forholdsvist sparsomt, og jeg gad nok vide, hvor mange af dens økonomiske journalister, der har stavet sig igennem ret meget deraf (endsige i den kommende tid, hvor mange af de politiske beslutningstagere?). Men i det mindste beviser diskussionsoplægget, at sekretariatet (DØRS) lever videre i det nye økonommekka i Horsens.

Det er ellers ikke helt nemt i nutiden at være den institution, der oprindelig så dagens lys i 1962 med den radikale økonomiminister Kjeld Philip som ophavsmand.  I dag oprettes der således i flæng særlige ekspertgrupper eller råd om op- eller nedlukninger, om den ene eller anden slags reformer, om klimaet osv.

Man kan måske konstatere, at de såkaldte vismandsrapporter har udviklet sig til en slags opslagsværk om forskellige problemstillinger af samfundsøkonomisk relevans. Der må da også siges at være meget fornuftigt i det nu foreliggende bidrag fra Horsens.

Således må man tilslutte sig formandskabets opfattelse af, at alle gennemførte hjælpepakker og låneordninger fra corona-tiden bør rulles tilbage, ligesom den eksisterende konjunktursituation kan tale for en behersket stramning af finanspolitikken. Tilsvarende at der fortsat ikke ses at være behov for indgreb på boligmarkedet.

I en kommentar til diskussionsoplægget erklærer Nationalbanken sig uenig i denne vurdering. Nationalbankdirektøren har jo tidligere anført, at han ikke ved, hvad det er, regeringen ikke forstår med hensyn til behovet for et sådant indgreb. Tilsyneladende er indsigten herom dog ikke vokset i banken.

Vismændene fremhæver i øvrigt deres hidtidige råd om, at klimalovens målsætninger omkostningsmæssigt bedst nås ved at annoncere en ensartet beskatning af alle nettoudledninger af drivhusgasser, “hurtigt og troværdigt”.

Medens vismændene med rette fremhæver, at regeringens plan om øget aktie- og renteskat vil formindske investeringerne, og stiller spørgsmål ved erhvervsministerens planlagte nye superfond, må man forundres over, at de slet ikke nævner den ellers ret indlysende sandhed, at den planlagte “klimakamp” med stor udledningsreduktion frem til 2030 ingen mærkbar indflydelse vil få på klimaet. Men i det mindste slipper man dog for at læse om den “foregangslandsstrategi”, Det Miljøøkonomiske Råd (de samme vismænd) fablede om i sin redegørelse i marts.

Cepos undrer sig i en kommentar yderligere over, at vismændene i relation til regeringens reformplaner tilkendegiver en vis usikkerhed med hensyn til virkningerne af reduktionen af dimittendsatserne, der jo er et vigtigt led deri.

 Men sådan ser det altså ud fra Horsens.