Klumme: Er Matteo Salvini på vej tilbage?

Forhistorien

I august måned udløste lederen af det nationalkonservative parti Lega (tidligere Lega Nord) Matteo Salvini valg i Italien, idet han efter en 14 måneders regeringsperiode sprængte Legas koalition med den venstrepopulistiske såkaldte Femstjernebevægelse, Cinque Stelle. Regeringschefen var den partiløse juraprofessor Giuseppe Conte, mens Salvini havde posterne som indenrigsmninister og vicepremierminister og Luigi Di Maio fra Femstjerne-bevægelsen var regeringens anden vicepremierminister.

Den karismatiske Salvini, der af sine tilhængere kaldes Il Capitano, blev kendt som den italienske politiker, der endelig fik sat en stopper for den ukontrollerede strøm af flygtninge fra Nordafrika ikke mindst via øen Lampedusa og som tydeligere end de fleste europæiske politikere vovede at sætte et spørgsmålstegn ved EUs totale mangel på solidaritet i migrationsspørgsmålet. Dette udsatte Salvini for hårde angreb fra de venstrevredne medier i hele Europa, der beskyldte ham for kynisme og manglende medmenneskelighed. Derimod blev han utrolig populær blandt menigmand i det plagede Italien.

Politisk nedtur

Desværre forregnede Salvini sig politisk. Den af ham fremkaldte regeringskrise, der førte til regeringens afgang d. 20. august i år pga. Italiens præsident Sergio Matarellas modstand, reslterede ikke i et hurtigt valg, der givetvis ville have givet Lega store gevinster. Tværtimod valgte Femstjernebevægelsen d. 5. september at indgå en ny koalition med det socialdemokratiske parti, Partito Democratico, fortsat med Conte som premierminister, men denne gang med Di Maio som udenrigsminister.

Hvad der kunne frygtes, gik omgående i opfyldelse. Den nye regering åbnede landets grænser for migranter fra Nordafrika. Skibe med flygtninge, der lå i venteposition uden for de italienske havne, fik lov til at lægge til, og igen blev Italien udsat for en tilstrømning af migranter, hvilket – som det kunne forventes – naturligvis vandt bifald i medierne, men vakte stor modstand i befolkningen og som heller ikke var velset i store dele af Femstjernebevægelsen. Således plæderede Di Maio for omgående at sende afviste asylansøgere tilbage til dét land, de var kommet fra.

Flg. to læserbreve i den italienske presse udtrykker præcist denne afvisende holdning i befolkningen: ”Tillykke! Italiens havne sikkert igen åbne for indvandrere og den længe ventede afrikanisering af Europa accelererer“ (28.8.2019) og „Hvor længe vil italienerne acceptere dette? Mon denne regering vil gå lige så langt som så mange andre tidligere regeringer? Jeg ville ønske dette og samtidigt ønske, at Salvini så ved de næste valg vil vinde et flertal af stemmerne og lukke grænserne én gang for alle.“ (29.8.2019)

Salvini har udnyttet denne stemning, meningsmålingerne pegede opad, og han organiserede her i efteråret en række velbesøgte folkemøder ikke mindst i den mellemitalienske region Umbrien før valget her d. 27. oktober, en region, der med universitetsbyen Perugia var kendt for sine venstreorienterede vælgere. Han lagde ud med et kæmpearrangement d. 19. oktober i Rom, hvor han angreb de andre politiske partier for at være korrupte. Han vil dog ikke ”stikke halen mellem benene” og ”jeg er mere end nogensinde indstillet på at vende tilbage til magten”. Udover valget i Umbrien vil der allerede i januar 2020 også udskrives regionalvalg i det mellemitalienske Emilia-Romagna og i det syditalienske Kalabrien – så der er nok at kæmpe for.

Salvinis triumf i Umbrien

At det lykkedes Salvini at udnytte befolkningens utilfredshed med den nye regering viste så resultatet af valget i Umbrien. Her fik hans Lega-parti 37% af stemmerne og det højrekonservative nye parti af ex-premiermnisteren Silvio Berlusconi, Forza Italia, 6%, mens det post-fascistiske parti Fratelli d’Italia kom op på 10%. Hermed havde højrefløjen i italiensk politik klart vundet valget og kunne overtage magten i Umbrien, mens den siddende regerings spidskandidat kun fik 27% fordelt med 22% til socialdemokraterne og sølle 5% til koalitionspartneren Femstjernebevægelsen.

Femstjernebevægelsen på vej mod udslettelse?

Femstjernebevægelsen blev grundlagt i 2009 af den populære politiske aktivist, skuespiller og komiker Beppe Grillo som en borgerbevægelse, og dens tilhængere kaldte sig selv for ”grillini”. Et væsentligt kendetegn for partiets organisationsstruktur er internet-platformen Rousseau via hvilken de registrerede medlemmer (de såkaldte ”iscritti”) både kan bestemme partiprogrammet og udpege partiets kandidater til de forskellige valg.

Partiet er EU-skeptisk og delvis Euro-kritisk – her ligger det i strid med den socialdemokratiske koalitionspartner – og kræver en reduktion af det bureaukratisk statsapparat, bekæmpelse af korruption, lavere skatter, fri uddannelse og nedsat pensionsalder – altså i flere henseender et venstrepopulistisk program. Men indtil nu har ingen af disse programpunkter kunne gennemføres. Ikke mindst i Rom er Femstjernebevægelsens fiasko tydelig. Her har partiets borgmester, Virginia Raggi, langtfra været i stand til at bekæmpe korruption og mafia-indflydelse, og alle, der har besøgt Italiens prægtige hovedstad, kan fortælle om et ikke-fungerende transportsystem og en ophobning af skrald på gadehjørnerne.

Fremfor alt i det fattige Syditalien havde Grillos protestbevægelse stort tilløb, og med lynets hast blev Femstjernebevægelsen ved parlamentsvalget i 2018 Italiens største parti med 32% af de afgivne stemmer og flere end 300 pladser i parlamentet. I mange byer i Sicilien, Apulien og Kalabrien kom partiet op på et stemmetal på over 50%. Men både dens manglende gennemslagskraft og manglende politiske erfaring, hvilket ikke mindst gælder partiets leder Luigi Di Maio, samt ikke mindst den seneste alliance med Partito Democratico har kostet dyrt. Og fremtiden ser ifølge en række meningsmålinger ikke lys ud.

Salvini på vej

Umbrien er tydeligvis det første trin af Matteo Salvinis generobring af regeringsmagten i Italien. Udover de tidlige regionalvalg i Emilia-Romagna og Kalabrien følger næste år også regionerne Apulien, Ligurien, Venetien og Toscana. Med en modstander, den siddende regering, der i stigende grad er i splid med sig selv og med den utålmodige italienske befolkning, tyder alt på, at et nyt parlamentsvalg venter lige rundt om hjørnet. Og der kan næppe herske tvivl om, at det denne gang er den dynamiske Matteo Salvini, der bliver Italiens næste premierminister.