USA, EU og NATO:  En ”våben-fremfor-fred” politik.


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Lige før jul, den 21. dec., besøgte Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj USA. Formålet med besøget var ikke – hvilket næppe kommer bag på nogen – et ønske om at få hjælp til at opnå fred og genopbygning af Ukraine, men derimod at få flere penge til våben for at kunne fortsætte en fuldstændig meningsløs og udsigtsløs krig mod Rusland. En krig der nedbryder og ødelægger Ukraine.

Zelenskyj taler kun om våben, ikke fred

En af de efterhånden meget få kritiske TV-værter/journalister i USA, Tucker Carlson, var tydeligvis vred og forarget, da han foran sine seere udbrød om Zelenskyjs besøg:

”Så lederen af en udenlandsk regering iklædt grøn sweatshirt valser ind i De Forenede Staters kongres og begynder at kræve penge og belærer amerikanerne om, at pengene ikke er godgørenhed, men at de er en investering! … Virkelig, hvad får vi ud af det? Hvad er målet her? Hvad retfærdiggør det!? Hvordan vinder vi her? Hvad er der i det for os? Er det ikke vores land? Og hvorfra har han fået retten til at tale sådan til os? Hader vi os selv så meget? Har vi så lidt respekt for Amerikas Forenede Stater, at vi finder os i det, at vi applauderer det? Mange tak, Hr., må jeg få en til? Hvad er der galt med os? Hvad er der galt med vores ledere? Og hvor er det her på vej hen!?” (Fox, ”Tucker Carlson”, 21. dec.)

Jeg har fuld sympati og forståelse for Tucker Carlsons vrede og forargelse. Ja, ikke bare det – jeg deler dem begge! For hvad bilder denne lille, våbenfikserede, selvoppustede mandsling fra Ukraine sig egentlig ind!? Han spørger aldrig pænt om noget, nej, som et andet overforkælet barn, forlanger han det bare, som om det er en ret, han har! En sjælden gang kan man opleve, at der undslipper et ”tak” fra ham, men sker det, kan man være lige så sikker som Amen i kirken på, at det altid efterfølges af nye krav om flere våben og flere penge og stadig flere våben og stadig flere penge. Som da han i sin tale til den amerikanske kongres sagde: 

”Vi har artilleri, ja. Tak for det. Er det nok? Ærligt talt, ikke rigtig (…) vi behøver flere kanoner og granater”.

Våben og penge. Penge og våben. Det er tilsyneladende det eneste, Zelenskyjs hjerne rummer. Fred til Ukraine og landets befolkning er ikke en prioriteret agenda hos ham. Derfor er Ukraine ved at blive forvandlet til en ruinhob af smadrede huse og bygninger og sorte brand- og bombetomter, alt imens ukrainerne selv bliver dræbt, lemlæstede og traumatiserede. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Alternative medier lever af pressens svigt

Danskernes penge bruges på krigen før de bruges på danskerne selv

Med hjem fra USA fik Zelenskyj en gigantisk krigspakke på 45 milliarder dollars (315 milliarder kroner). Dette bragte den samlede hjælp fra USA siden krigens start op på svimlende næsten 100 milliarder dollars (= 700 milliarder kroner!). Det russiske militærbudget på 62 milliarder dollars for 2022 blegner i sammenligning. 

Den 19. dec., et par dage før sin tur til USA, henvendte Zelenskyj sig også til Danmark. Selvfølgelig for at kræve flere våben. Som om den danske udenrigsminister, Jakob Ellemann, var en af bonkammeraterne nede fra det lokale værtshus, sagde Zelenskyj til ham:

Du kender vores behov for Caesar-systemer, som har vist sig at være fantastiske på slagmarken. De er vitalt vigtige nu for Ukraine, og vi har brug for jeres beslutning om at sende Caesar-systemer”.

Altså Ukraine havde brug for de danske Caesar-systemer (langtrækkende kanoner monteret på en pansret lastbil). Danmark har lige købt disse af Frankrig og vi har ikke fået dem leveret endnu. Intet kunne dog interessere Zelenskyj mindre og som en anden grib, forlangte han, at systemerne sendtes til Ukraine i stedet for til Danmark. Parentetisk kan det lige nævnes, at våbensystemerne har kostet hundrede af millioner kroner, og at de er betalt af de danske skatteydere/det danske folk, altså dig og mig, og at meningen med dem er, at de skal medvirke til forsvaret af netop de danske skatteydere/det danske folk.  

På trods af degraderingen til ufrivillig bonkammerat hørte udenrigsminister Jakob Ellemann straks Zelenskyjs krav og skønt det ikke umiddelbart blev til Caesar-systemerne, så stod den danske regering og et samlet dansk folketing allerede den 21. dec. klar med en check på 300 millioner kroner til nye våben oven i de ca. 5 milliarder kroner, som Ukraine allerede har fået.  

Så hurtigt kan det altså gå, men gør det bare ikke, når det er de danske skatteydere/det danske folk, der har et eksistentielt økonomisk hjælpebehov. F.eks. vedtog folketinget den 11. feb. at udskrive en ”varmecheck” til 419.000 danskere. Der gik dog hele 6 måneder (10. aug.), før folketinget fandt det opportunt at lade danskerne få glæde af den hårdt tiltrængte økonomiske hjælp, som jo i øvrigt var danskernes egne penge. Og her – mere end 2 år efter beslutningen om at slå alle landets mink ned – har staten endnu ikke udbetalt de skyldige erstatninger til minkfarmerne. Og skønt danskerne er blevet ”energidsler” i den danske regerings krigspolitik, så er der ikke tale om, at de får betalt deres fordyrede el- og varmeregninger. Nej, de må låne, hvis de vil have dækket udgifterne. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Klassesamfund

Danskerne finansierer drab på civile

Og hvad bruger Zelenskyj og hans mænd så våbnene fra Danmark, USA og det øvrige Vesten til? Jo, hvis man skal tro den våbenfikserede ukrainske præsident selv, så bruges de udelukkende på slagmarken. At Zelenskyj og hans mænd også retter de vestlige våben imod den ukrainsk-russiske civilbefolkning i Donbas og imod den russiske civilbefolkning i de russiske regioner, der grænser op til Ukraine, som dræbes og lemlæstes, det føler vestens store helt sig altså ikke tilskyndet til at fortælle om.

Men vores politikere, dvs. hele det danske folketing fra det yderste højre hen over midten til det åh, så frelste og rigtige yderste venstre i Enhedslisten, samt den samlede danske nyhedsverden ved godt eller har en klar fornemmelse af, hvad der foregår i Ukraine.  De siger det bare ikke. Tværtimod – de lyver for befolkningen! Politikerne med Jakob Ellemann og Mette Frederiksen i spidsen fortæller således danskerne løgnen om, at Ukraine er demokratiets forpost, der kæmper for den frie verden mod den onde diktator Putin. Nyhedsmedierne fortæller dels den ensidige historie til danskerne om, at russerne angriber ukrainske civilområder og dræber sagesløse ukrainere, dels fortæller de danskerne løgnen om, at Zelenskyj og hans mænd er engle og helte og det impliceres, at de aldrig kunne finde på at krumme så meget som et hår på en uskyldig civils hoved. De kæmper alene imod og dræber de barbariske russiske soldater.

Sandheden er, at russere og ukrainere – efter i næsten tre generationer at have været samlet i en stat (Sovjetunionen 1922-1991), hvor de har gennemgået en markant etnisk og kulturel opblanding – mentalitetsmæssigt er to alen ud af et stykke. Den ene er hverken værre eller bedre den anden, som de vestlige befolkninger ellers søges bildt ind. Derfor er det, at der rapporteres om angreb og drab på civile også fra ukrainsk side – bare ikke i de vestlige/danske medier altså.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Må man være en hykler, når bare man er enhedslister?

Som våbenleverandør til Ukraine er det ikke usandsynligt, at der ”står” Danmark på noget af det artilleri og nogle af de granater, som ukrainerne beskyder landsbyer, boligblokke og butikscentre med og som dræber og lemlæster civile russisk-ukrainere og russere. Danmark altså, dvs. de danske skatteydere, dig og mig! Vi er således potentielt medansvarlige for mord på civile i Ukraine og Rusland som følge af den krigspolitik, der føres af vores regering og folketing. Medmindre man synes, at den potentielle deltagelse i dette afstumpede vanvid er helt ok, så bør enhver dansker rejse sig og kræve, at den danske regering/folketing øjeblikkeligt standser sin krigspolitik og sine våbenleverancer til Ukraine for i stedet at arbejde for FRED!

Tre scenarier

Den nuværende ”våben-fremfor-fred” politik som føres af USA, EU, herunder Danmark, og NATO er fuldstændig meningsløs og hjælper ikke ukrainerne. Tværtimod, krigspolitikken forlænger bare krigen og forværrer ukrainernes lidelser. Og hvad mere er, så nedbryder krigen den globale orden, økonomi og levestandard – den rammer os alle. 

Det er det rene galimatias og fantasteri at mene – som den våbenfikserede præsident og hans krigsfikserede vestlige mæcener gør det – at Ukraine vinder krigen. Det kommer ikke til at ske. Derimod ender det i det rene ragnarok for Ukraine og ukrainerne, hvis krigen får lov at fortsætte. Et ragnarok – der som allerede antydet før i denne klumme – er startet. Putin har afført sig ”fløjlshandskerne” og har initieret en vinteroffensiv som i de kommende måneder vil eskalere voldsomt og vise os en ubarmhjertig russisk krigsmaskine, der vil knuse enhver ukrainsk modstand.

Lige nu er det derfor svært at se lyset. De overordnede scenarier man kan forudse til en afslutning af krigen, er tre:

Det ønskelige scenario er en fred, som nås mellem parterne ved forhandlingsbordet.  Dette har Rusland længe udtrykt interesse i og det var i otte år forud for krigen (Minsk-aftalerne) deres ønske og politik. Nu har Putin dog – som nævnt – lagt ”fløjlshandskerne” og hverken Zelenskyj, USA, EU eller NATO viser umiddelbart nogen interesse for en fredsløsning.

Det andet scenario er, at krigen fortsætter, indtil Rusland har vundet, dvs. til Rusland har nedkæmpet enhver ukrainsk modstand og fjernet Zelenskyj. 

Det tredje scenario er – en atomkrig … !!

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)