Klumme: EUs første kommissionsforkvinde


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Mens feministerne ukritisk jubler over det nylige valg af den 60-årige tidligere tyske forsvarsminister Ursula von der Leyen til forkvinde for Den Europæiske Kommission i Bruxelles, er der dog al grund til at slå koldt vand i blodet. I glædesrusen skubbedes helt i baggrunden, at hendes udnævnelse skyldtes en usmagelig studehandel mellem Angela Merkel og Emmanuel Macron – omtalt i en tidligere klumme – og at hun kun ganske knapt med kun ni stemmers flertal blev godkendt af EU-Parlamentet.

Dette var en tilslutning, der er den laveste i et kvart århundrede – og det er bemærkelsesværdigt, at alle tyske medlemmer af den socialdemokratiske fraktion, der er Merkels koalitionspartner, stemte imod von der Leyen.

Hvordan fungerer Ursula von der Leyen?

Ikke desto mindre og med en god portion selvovervurdering udtalte hun, efter at det pinlige afstemningsresultat i EU-Parlamentet var blevet kendt: ”Jeg føler mig beæret og overvældet. Vores fælles mål vil være et forenet, stærkt Europa.” Og så kørte hun løs med endnu flere klicheer: ”Lykkens hemmelighed er friheden. Lad os i fælleskab vise mod med henblik på Europa.” Så nu ved vi, hvad vi har at vente ,og denne skrækvision kan suppleres med de valgtaler von der Leyen før afstemningen holdt rundt omkring i en række EU-hovedstæder.

Her lovede hun bl.a.: ”Jeg vil i mine første 100 dage fremlægge en europæisk klimalov, der vil gøre EU-Kommissionens målsætning for året 2050 [dvs. en reduktion af CO2-udstødningen med 85-90%] bindende.” Overhovedet skal Europa gøres til ”verdens første klimaneutrale kontinent”. Store ord, der intet er værd, da der ikke hersker enstemmighed inden for EUs nationalstater med Polen, Tjekkiet og Ungarn i spidsen, og von der Leyens forslag er da også allerede prompte blevet afvist.

Ligeså overfladisk er hendes forslag om at etablere ”en fond til finansiering af en retfærdig klimaforandring” for at understøtte de arbejdere, der vil miste deres job i forbindelse med en radikal formindskelse af CO2-udstødningen. Her må hun have overset, at der allerede i 2006 blev oprettet flere sådanne EU-fonde og at disse indtil videre ikke har haft nogen større succes.

Samme blåøjethed, der ikke burde forventes af en erfaren og professionel politiker – von der Leyen har dog været minister siden 2013 – kom også til udtryk i hendes udtalelse i forbindelse med EUs mest konfliktfyldte problem: ”Jeg vil foreslå en ny traktat vedrørende migration og asylpolitik (…). Et fælleseuropæisk asylsystem skal netop være – fælles. Vi har brug for solidaritet. Vi har brug for en ny fordeling af byrderne.” Jamen, hvordan skal denne traktat se ud? Derom vides intet. Altså igen tomme ord udtrykt i en række klicheer.

Men ganske smart var hendes valg af netop disse to temaer, hvormed hun søgte at lokke parlamentets grønne partier og socialdemokrater til at kaste deres stemmer på hende. Men hvor blev en sammenhængende programerklæring af, som hun burde have præsenteret for EU-Parlamentet? Udover klima- og migrationproblematikken blev det til tomme fraser om social retfærdighed, ligestilling mellem kønnene – således lige mange kvindelige og mandlige kommissærer – ungdomsarbejdsløshed og fattige børn.

Andre problemer

I sin ministertid blev von der Leyen kendt som en politiker uden profil og tilmed med et blakket renommé. Således bør det nævnes, at det medicinske fakultet ved universitetet i Hannover har fastslået, at hun i 2015 begik plagiat i forbindelse med sin disputats – en tredjedel skulle være skrevet af – uden at hun dog fik frakendt sin doktortitel. Ja, der er forskel på folk. Von der Leyen er født ind i et kendt tysk politisk dynasti!

I hendes mange år som minister blev der skåret katastrofalt ned på det tyske militær, der i forbindelse med en række øvelser – som nævnt i en tidligere klumme – måtte nøjes med kosteskafter som riffelattrapper, og under en vintermanøvre i Baltikum måtte låne sig frem til lange underbukser til de frysende soldater.

Et luftvåben der ikke kan flyve

Af det tyske luftvåbens 254 kamp- og transportfly er for tiden kun 100 i stand til at gå i luften. Således er af 109 „Eurofighter“-fly kun 42 kampklare, af 89 „Tornado“-fly kan kun 38 lette og alle 53 „Tiger“-kamphelikoptere har pga. materialefejl startforbud. Producenten har ganske enkelt advaret mod problemer med de anvendte metalbolte. Meget bedre er situationen ikke for transporthelikopteren „CH-53“. Af de 83, som luftvåbnet besidder, kan blot 16 anvendes. Men dette har luftvåbnets ledelse ikke brokket sig over. Her mener man at være i stand til både at uddanne personale – manglen på et sådant er katastrofalt – og at forsvare det tyske luftrum. I parentes kan det tilføjes, at af flådens 43 helikoptere er kun syv i stand til at flyve – og dette er altsammen problemer, der har været kendt i årevis.

Selv politikere fra det pacifistiske grønne parti, Bündnis 90/Die Grünen, er begyndt at protestere, hvilket – skulle man tro – måtte være enormt pinligt for Merkels og von der Leyens ellers forsvarsvenlige konservative regeringsparti CDU. Således er en fremtrædende politiker fra det grønne parti, Tobias Lindner, i dén grad chokeret over militærets ”jammerlige” tilstand, at han kalder den for „en forfærdelig redelighed”, hvilket forsvarsministeriet her på det sidste da også officielt har indrømmet. Men stadigvæk sker intet.

En hær der mangler udrustning

Problemerne ser ud til – igen ifølge forsvarsministeriet – at være noget mindre inden for hæren. De fleste kampvogne skulle således være driftsklare. En undtagelse er dog den pansrede mandskabsvogn „Boxer“. Af 180 sådanne vogne, der har været anvendt i Afghanistan, trænger ialt 110 til at blive repareret, og kun 70 er til rådighed for militære øvelser.

Endnu et eksempel på den katastrofale situation går tilbage til en dag i januar 2019. Von der Leyen var her på besøg i en kaserne med den ene opgave at overrække soldaterne 132 natkikkerter. „Dette er en god dag for hæren“, udtalte forsvarsministeren stolt og kastede et blik gennem kikkerten. Grotesk! Nu modtog hæren således hele 132 natkikkerter, mens sandheden er dén, at man manglere flere tusinde sådanne. Det er en trist kendsgerning, at tyske soldater for egne penge indkøber ørepropper og walkie-talkies, fordi de ikke kan vente på bevillingerne hos bureukraterne i ministeriet.

Og fik jeg forøvrigt nævnt, at alle flådens seks u-både (ja, det store Tyskland kan kun præstere seks u-både) er defekte og at kun 99 af hærens ialt 244 ”Leopard”-kampvogne er operative? Listen over mangler og problemer, der ikke blot er groteske, men i langt højere grad katastofale for det rigeste europæiske NATO-land, synes uendelig. Immervæk har Tyskland et forsvarsbudget på 43,2 mia. euro, men dette ligger betydeligt under de 2% af bruttonationalproduktet (BNP), som præsident Donald Trump – idet han peger på et løfte, der allerede i 2014 blev afgivet af alle NATO-lande – utrætteligt kræver indfriet af USAs allierede.

Tydeligvis har manglende planlægning og overblik lagt en klam hånd over det bureaukratiske forsvarsministerium, hvor der mangler en fast hånd og vilje hos den ansvarlige, nemlig von der Leyen, der hellere bruger sin tid på at lege julemand (eller er det julekvinde?) ved at overække hæren 132 natkikkerter end at indkøbe et par hundrede kampvogne og andet tungt isenkram. Til gengæld har von der Leyen spenderet flere hundrede mio. kr. på konsulenthonorarer, der nu endevendes af en parlamentarisk kommission. Skandaløse er ligeledes de eksploderende udgifter til en reparatur af flådens sejlskoleskib ”Gorch Fock”, der blev påbegyndt tilbage i 2015, men er forblevet uafsluttet. Det oprindelige budget var på 9,6 mio. euro, men er af uforklarlige grunde steget til ufattelige 135 mio. euro.

Status

Angela Merkels nominering af Ursula von der Leyen blev da også mødt med voldsom kritik i Tyskland. Således har den tidligere tyske udenrigsminister Sigmar Gabriel i forbindelse med udpegelsen talt om ”et hidtil uset politisk svindelnummer” og foreslået, at hans parti i protest burde trække sig ud af koalitionsregeringen. Og den tidligere tyske socialdemokratiske præsident for EU-Parlamentet, Martin Schulz, har ganske ligeud kaldt von der Leyen for ”Tysklands værste minister”.

Nu er hun chef for EU. Det bør være en dårlig nyhed for alle EU-tilhængere, men måske en god nyhed for modstanderne.

Kommentarer