Klumme: Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten – del IV

Del IV : Glubb Pasha 1897- 1986

De fleste var utvetydigt pro-arabiske, eksempelvis den farverige Sir John Bagot Glubb (”Glubb Pasha”) der opbyggede den slagkraftige jordanske Arab Legion. Glubb førte den over Jordanfloden under krigen i 1948 og besatte Vestbredden som først blev erobret af Israel i 1967 efter 19 års jordansk besættelse

Glubb var glad for arabere og islam (han skrev The life and times of Muhammed), men hans første loyalitet var over for Storbritannien, der belønnede hans tapre indsats i både Første og  Anden Verdenskrig med en lang række æresmedaljer. Dog betragtede de arabiske nationalister ham med voksende mistro, især efter at han under Anden Verdenskrig førte an i et angreb  mod de arabiske ledere i Irak (der havde taget parti for Hitler) og Vichy regeringens folk i Libanon og Syrien.

Allerede i 1948 under den ”jødisk/arabiske krig” (jeg tror godt, man må kalde den det), var det galt igen, da hans uvilje mod at blande sit nye hjemland Transjordanien ind i krigen bragte ham under mistanke for forræderi. Hvilket satte ham i en svær knibe af to grunde. Araberne i alle de arabiske lande forlangte en arabisk sejr, og Transjordaniens Kong Abdullah vidste, at hans trone var i fare, hvis han ingenting gjorde.

Netsiden Historynet har en spændende beretning, om hvad der dernæst skete.

”Den 14 maj 1948 udråbte Israel sin uafhængighed, og dagen efter måtte Glubb modvilligt beordre Arab Legion til Jerusalems gamle by. Her angreb de Israels hær, Haganah, der havde indtaget forsvarspositioner i både Jerusalems nye kvarterer og den gamle by. Arab Legion tilkæmpede sig fodfæste i den gamle by men i de nye kvarterer holdt Haganah stand. Så sendte Glubb to divisioner til Latrun, til Judæas åbne landskab, og ved at forhindre anmarch af jødiske forstærkninger lykkedes det Glubb at beholde Jerusalem for Transjordanien. Hans strategi var en succes, og den 23. maj angreb Arab Legion Notre Dame hospicet og stormede ind i den gamle by. Men som Glubb også havde frygtet, var det på bekostning af svære tab, der også omfattede Legionens pansrede biler, der var blevet sat ud af spillet af jødernes molotov cocktails. Og Glubb måtte opgive angrebet dagen efter. Det gik hedt til, og, lige som Glubb have forudset, løb jøderne tør for ammunition og andre fornødenheder. Resterne af de jødiske modstandsfolk i det gamle Jerusalem måtte overgive sig, men insisterede på, at det kun skulle ske til Arab Legion, da de havde set, hvad der skete med andre jødiske soldater.  Glubbs lille hær var professionelle og slagtede ikke deres fanger, sådan som det var sket ved Etzion i syd”.

Men nu løb også Glubbs soldater tør for ammunition, og det lykkedes ham at overtale Kong Abdullah at acceptere en aftale om en våbenstilstand. Hvilket ikke var så lidt af en bedrift. Transjordaniens repræsentant ved den arabiske topkonference i Kairo rapporterede tilbage, at han på på grund af de andre araberes pres umuligt kunne have stemt for fred uden at være blevet udråbt som forræder. Hvad man lige var ved at gøre ved Glubb Pasha til trods for hans store militære succeser. Han havde tjent den arabiske sag lige så meget som Lawrence havde gjort 30 år tidligere.

Pudsigt nok havde hverken Glubb eller Meinertzhagen høje tanker om T.E. Lawrence’s indsats i krigen mod det osmanniske rige, og i Glubbs bog ”A soldier among the Arabs” blev Lawrence kun nævnt i en bisætning. Men hvorfor blev Glubb selv altid omtalt som pasha?

Forklaringen er, at titlen var en rest af osmannernes indflydelse i Mellemøsten, som de havde holdt besat i præcis 400 år (517-1917), og ifølge en moderne arabisk/egyptisk parlør kan man stadig – og længe efter Egyptens formelle uafhængighed fra Tyrkiet i 1867  – blive tiltalt med ærestitlen ”pasha.” Ærestitlen ”effendi” – der indsættes efter fornavnet – blev i Mellemøsten brugt helt op til og endda efter tyrkernes nederlag i 1917, og nazisternes trofaste medarbejder, palæstinenseren Amin Husseini,var kendt som Amin effendi Husseini, en tiltaleform, der viste, at man enten havde været embedsmand eller, som Husseini, officer i den tyrkiske hær.

Jeg har selv oplevet ”Glubb Pasha” i København for 45 år siden, hvor han holdt en tale i Studenterforeningen: Hans underansigt var vansiret efter hvad jeg forestillede mig havde været et drabeligt riffel- eller pistolskud, og med hans joviale mine mindede han lidt om andre britiske militærfolk, der trods deres barske levebrød egentlig betragtede krig som jolly good fun.