Klumme: Fire engelske og en skotsk særling, der satte deres varige præg på Mellemøsten – Del V

Del V : Ørkenens dronning : Gertrude Bell

For at forstå Gertrude Bell’s betydning for Mellemøsten skal man skrue tiden tilbage til årene efter Første Verdenskrig. Den havde tyskerne tabt og det havde deres allierede, de osmanniske tyrkere, også. Og hvad skulle der nu ske med det enorme osmanniske rige, der omfattede det meste af Mellemøsten?  ”Hvem skal have hvad” for at sige det meget brutalt, og det var noget sejrherrerne bestemte.

Hvad der også lyder rimeligt nok. Men ak og ve.

Det hele gik galt fra starten. Ud af ruinerne af det osmanniske imperium i Mellemøsten skabte Storbritannien og Frankrig tre protektorater kaldet  ”mandatområder”: Syrien, Irak og Palæstina. Var denne mandattanke dødsdømt fra begyndelsen? Det er der forskellige meninger om, og hvorvidt det var begærlige hvide kolonialister eller bare naive ignoranter der var på spil, er ikke nemt at finde ud af.

Hele området var i oprør, og som man nok tænke sig, foregik det hele i en lukket mandeverden af diplomater og soldater.  Men der var en enkelt ganske usædvanlig undtagelse. I de mange fotografier af britiske udsendinge til Mellemøsten figurerer der ofte en enkelt kvinde; lille, spinkel og iklædt lange elegante gevandter i trit med tidens mode. Det er Gertrude Bell, der ud over sine mange bedrifter som blandt andet arkæolog, spion og ørkeneventyrerske også var fødselshjælper for det moderne Irak.

Man læser i Wikipedia, hvordan hun som indflydelsesrigt medlem af det britiske styre i Mesopotamien sammenmejslede et britisk mandatområde, Irak, af  tre osmanniske provinser, Bagdad, Basra og Mosul. Her skulle hun ifølge Wikipedia have installeret et monarki under britisk ”beskyttelse” og formet landets politiske institutioner. Hvilket ikke var så lidt,  og en usigneret artikel i The Guardian forklarer nærmere: ”Da Første Verdenskrig brød ud, blev Bell sammen med T.E. Lawrence og andre arkæolog-spioner samlet i et efterretningshovedkvarter i Cairo, der gik under navnet Arab Bureau. (…) men da tyrkernes modstand omsider smuldrede, tog Bell til Basra, hvor hun blev udnævnt til den britiske guvernør Cox’ sekretær med ansvar for relationer med araberne.”

Hun var glad for dem og de for hende, men sympatien alene var ikke nok i Mellemøstens heksekedel. Der skulle også realpolitik til, og Bell, der var idealist, troede på, at de forskellige folkegrupper kunne forenes. Og derfor overså hun advarsler fra politikerne i London  – men det var sidstnævnte, der have ret. Kort efter at Irak blev skabt som det ene af de to britiske mandater (det andet var Palæstina) rejste shia-stammerne sig, fordi britenre havde givedet dem en konge, Feisal, der var sunni muslim. Inden oprøret blev kvalt, havde det kostet hundreder af britiske soldater og 8000 arabere livet. Hvilket varslede ilde.

”Jeg vil aldrig spille kongemager igen”, sagde Gertrude Bell. Men om skylden var hendes alene, er vanskeligt at vide. Nogle giver den ligeledes arabervenlige Lawrence æren (eller skylden!) for det, andre hende. Men havde hun virkelig så megen indflydelse i denne mandeverden? Hun var i hvert fald noget af et fænomen. På Oxford Universitet havde hun lært sig flydende arabisk, tyrkisk og persisk. Og ikke nok med det, hun oversatte også sufidigte, studerede kartografi, arkæologi og fotografi.

Hun blev også en berømt bjergbestiger, opdagelsesrejsende og ekspert i arabisk politik. Alt ved hende var usædvanligt. Hun havde erklæret sig for ateist i en tidlig alder og gjorde også oprør mod tidens foreskrevne kvinderolle. Men på sin helt egen måde, fordi hun samtidig var imod kvinders stemmeret ud fra det ræsonnement, at hendes kønsfæller ikke var kvalificerede til at træffe politiske afgørelser. Lige som T.E. Lawrence deltog hun i den berømte Kairo Konference i 1920, hvor den britiske koloniminister Winston Churchill forslog en kompromisløsning (som Churchills rådgiver Richard Meinerzhagen kaldte forræderi mod jøderne) i det håb, at det ville løse den tilstundende konflikt i det nylig skabte Palæstina, (det andet af de to britiske mandatområder,) og den lød ret fornuftig.  Araberne skulle få Øst Palæstina (det nuværende Jordan) og jøderne Vest Palæstina, (det nuværende Israel, Vestbredden og Gaza).

Men lige som i Irak  gik det straks galt. Araberne lod sig ikke formilde, mens jøderne, der oprindelig ikke var interesseret i Østjordanland, for sent vågnede op til den kendsgerning, at de havde ladet sig spille et vigtigt kort af hænde. Ifølge Balfour Erklæringen i 1917 og San Remo beslutningen af 1920 havde jøderne ret til at bosætte sig overalt i Palæstina (uden at man præciserede, hvor det var), men med Churchills snuptagsløsning i 1921 – Østjordanland til araberne alene, Vestjordanland til både arabere og jøder – blev denne bosættelsesret alvorligt indskrænket.

Og sådan blev det. Men uden at det førte til fred.

I dag er Churchills løsningsforsøg glemt og borte, men historien viser blot, hvor umådeligt kompliceret det hele var. Hundrede år efter er det lige så kompliceret, og mon ikke der vil gå flere århundreder til, før tingene falder på plads.

Hvis de nogensinde gør.