Klumme: Er de radikale landsforrædere?

I et interview i Jyllands-Posten for nogen tid siden sagde Zenia Stampe, at selv om hun er blevet kaldt meget i tidens løb, vil hun absolut ikke finde sig i tillægsordet ”landsforræder”. Og det kan man sådan set godt forstå, selv om det var hendes eget parti i skikkelse af Peter Munk og Erik Scavenius, der sørgede for, at Danmark lå åbent for, hvad Nazityskland kaldte en ”fredsbesættelse”. Men det var ikke landsforræderi, fordi det i samarbejdspolitikkens perspektiv var til befolkningens eget bedste.

Sådan lyder det Radikale Venstres forklaring i hvert fald, og den er også rigtig i den forstand, at besættelsen kun varede fem – i forhold til situationen i f.eks. Polen –  ikke særlig forbandede år, og at Danmark bagefter var mere eller mindre det samme som før – takket naturligvis være England og USA, der ikke havde samme snusfornuftige holdning til at blive besat og styret af Adolf Hitler som de radikale.

Danmark besat

Danmark slap med skrækken, kan man sige, og hvis alle besættelser udefra var lige så kortvarige, ville det ikke være så slemt at være besat. Men det er ikke sikkert, at kommende besættelser vil være så nemme at ryste af sig, og jeg taler naturligvis om den stormflod af mennesker fra Mellemøsten som nu tegner til at ændre Danmark for altid. Og det er trods alt de radikale og deres sympatisører i store dele af statsapparatet og kulturlivet, der er ansvarlige herfor. Det er folk med et andet danmarksyn end de fleste, og de kan sagtens forestille sig et Danmark, hvor de nuværende etniske danskere kun er et mindretal. Eller slet ikke er der overhovedet.

Begrebet danskhed skal af​ksaffes

”Kun ved at underminere forestillingen om, at der findes en fælles kultur for indbyggerne i Danmark, kan man åbne og efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædagogisk og dannelsesmæssigt ideal (…) Danskfagets formål er at undergrave danskheden.” stod der i forordet til Peter Lützens “Danskfagets danskhed” (Dansklærerforeningens efteruddannelsesserie fra 2003), og Morten Sabroe var nogle år tidligere endnu mere kontant:

”…..Danmark ville være et dejligt land uden danskere. Jeg ville elske det, hvis det var fuldt af arabere…. kinesere, japanere, polynesere, grønlændere og lapper. Jeg tror også, de ville synes, Danmark var et dejligt land uden danskere. Man kunne flytte danskerne op til Grønland, der ville være masser af plads og alt for koldt til at trække bukserne ned og vise den store hvide røv frem.” (Politiken 20/6 1999).

Maddikefarvede danskere

Ja, deres røv – ligesom resten af kroppen – er hvid. Og den farve har mange progressive radikale ikke brudt sig om. En af dem er forfatter, cand. psych., Carsten Nagel:

”De maddikefarvede danskere kan ikke tåle lyset og solen, de får kræft af den”, skrev han i Ekstrabladet 1/12 1991. ”Hvad med at få nogle flere fremmede hertil, nogle mørke mennesker, så det sarte blod bliver fortyndet, og den rette kulør opnås… Ud med solarierne! Ind med de fremmede!”

Klaus Rifbjerg

Ja det er danskerne selv, det er galt med, kan man forstå. Landet selv er okay, men den meget gemene fejlfarvede hob, der bor i det, bryder kulturradikale sig slet ikke om. Danskere er ikke værd at samle på, skrev Klaus Rifbjerg i Politiken, 24/4 1988, og de skulle i smuk overenstemmelse med Janteloven absolut ikke bilde sig ind, at de var noget. ”Vi burde med entusiasme tage imod tilskuddet på et tidspunkt, hvor vi – ærligt talt – ikke har så forfærdeligt meget at byde på selv.” Den forhenværende svenske minister Mona Sahlin har sagt noget lignende om den efter hendes mening ikke eksisterende svenske kultur, og TV-vært Gregers Dirckinck-Holmfeld var helt enig,

“Tænk på, hvad vi kan lære af muslimerne”, skrev han i Ekstrabladet 3/10 1986, ”Jeg synes, at vi skal lade verdens flygtninge vælte ind over vore grænser og labbe al deres kultur i os.” Og det er vel fordi vi ikke har nogen kultur selv, kan man forstå.

Landet Danmark er som sagt godt nok, men det er danskerne – disse maddikefarvede, skimlede kældermennesker – bestemt ikke.

Ja, det er skrappe ord, Fru Heilbunth, men er det landsforræderi at sige sådan? Nej det er blot en mening, som de fleste nok ikke synes om, men ikke noget der kan måle sig med f.eks. Stasis danske medhjælperes aktiviteter under den kolde krig.

Men her er det ikke blot ord, thi de radikale har det ikke kun i munden men også i næven. Det så vi i deres behændigt gennemlobbyede Udlændingelov af 1983 – der med Søren Krarups ord lavede Danmark om et til et herberg. Landet selv består, men befolkningen er godt på vej til at blive skiftet ud og oplever sig selv nu som kun anden- eller tredjerangsborgere i det, de tidligere opfattede som deres eget hjem.

Kongebilleder på toiletdøren

Og det kan de først og fremmest takke de radikale og deres mægtige frænder i statsapparatet og kulturlivet for. Vist er det meget sympatisk, at Zenia Stampe har billeder af danske konger posteret rundt omkring i huset – inklusive på indersiden af toiletdøren, noterede intervieweren med noget, der lignede ærefrygt – men disse kongers undersåtter er de radikale ikke særlig vilde med. De foragter dem.

Men landsforrædere er de radikale i hvert fald ikke. Og selv ”folkeforrædere” er en smule højtsvunget. Men folkeforagtere, ja, det synes jeg sørme godt, man kan kalde dem.

…

Hvad synes du? Kan man med rette kalde de radikale for landsforrædere? Skriv din mening i kommentarfeltet nedenfor.