Klummens overskrift er inspireret af en artikel i Storbritanniens ledende konservative avis The Daily Telegraph d. 3. februar i år, der stiller samme spørgsmål til et engelsk publikum.
KGB-museerne i Vilnius og New York City
Sådanne museer findes – dette siger næsten sig selv – i en række østeuropæiske lande, der i så mange årtier frem til 1989-90 måtte lide under et kommunistisk diktatur, hvilket som bekendt – ifølge denne ideologis søjlehelgener Karl Marx og Vladimir Lenin – skulle bringe frihed til den undertrykte og udbyttede arbejderklasse. Det drejer sig om en ideologi, der stadigvæk har sine forhærdede tilhængere således i Danmark blandt Enhedslistens funktionærer og vælgere. Som påvist i en tidligere klumme indtager ikke blot klassekampen, men også en revolutionær omfordeling af ejendomsretten en fremtrædende plads i partiets program.
Denne klummes forfatter besøgte for en del år siden KGB-museet i Litauens hovedstad Vilnius. KGB var frem til 1991 navnet på det frygtede hemmelige politi, der tog sig af indlands- og udlandsspionage i de kommunistiske lande med ca. 400.000 ansatte. Efter 1991 blev organisationen opdelt i henholdsvis FSB (indlandsspionage) og SVR (udlandsspionage). I det litauiske museum dokumenteres ned til den mindste detalje KGBs undertrykkelse og terror – selv det underjordiske rum med diverse skudhuller i væggen, hvor en række dødsdomme ved skydning blev eksekveret, kunne ses med tilhørende chokeffekt. Mon Enhedslistens vælgere og andre medløbere på venstrefløjen, vel at mærke ikke medlemmer af den ”undertrykte” arbejderklasse, som ikke længere findes, men forblændede kunstnere og akademikere, nogensinde har besøgt et sådant museum? Adressen er iøvrigt, om nogle skulle føle sig fristet: Genocido Auku Muziejus, Aukų g. 2A, Vilnius 01400. Adgangsbilletten koster 4 euro, hvilket må siges at være rimeligt for en dosis modgift.
Lignende museer findes både i Estland, Tyskland og Ungarn, og et museum med en beslægtet tematik er netop åbnet i New York City under navnet The KGB Spy Museum, beliggende 245 West 14th Street. Her drejer det sig om verdens største museum af sin art, der viser de utallige metoder, det hemmelige politi anvendte til dets spionage- og terrorvirksomhed, der har haft en så afgørende indflydelse på international politik. Ikke blot afsløres og illustreres en række kendte agenters dobbeltliv, men også deres tekniske hjælpemidler vises, som f.eks. en kopi af den paraply forsynet med en giftig spids, hvormed den bulgarske efterretningstjeneste hjulpet af KGB myrdede forfatteren og dissidenten Georgi Markov på Waterloo Bridge i London i 1978.
Sandheden om kommunismen
Hvad der mangler i museet i New York er en dokumentation af den generelle vold og blodige undertrykkelse, som KGBs ideologiske bagland, the kommunistiske system, har udøvet i de sidste 100 år siden Oktoberrevolutionen i 1917. Alle de efterflg. rædsler skal ikke gentages her, men det må dog være på sin plads endnu engang at gøre opmærksom på den bølge af tortur og mord, der fulgte i kølvandet på bolsjevikkernes magtovertagelse under Lenins førerskab for ikke at tale om Stalins senere terrorregime.
Disse år var præget af politiske udrensninger, koncentrationslejre, de såkaldte Gulag, og det hemmelige politis, Tjekaens – det senere KGBs –, terror frem til tiden efter Stalins død i 1953.
Gulaglejrene blev oprettet efter Oktoberrevolutionen til indespærring af de antibolsjevistiske soldater, som forsøgte at nedkæmpe revolutionen. I 1921 var der således 84 sådanne lejre, hvor fangerne måtte udføre regulært slavearbejde i den sibiriske kulde. Senere er ordet Gulag ganske enkelt blevet et synonym for alle aspekter af den sovjetiske undertrykkelse og på rystende vis beskrevet af Alexander Solzhenitsyn i dennes hovedværk fra 1973, GULAG øhavet (da. 1974). Ca. 18 mio. fanger menes at have arbejdet i lejrene, og i alt skal disse Gulagophold have kostet næsten 3 mio. menneskeliv.
Men koncentrationslejrene var kun ét aspekt af kommunismens undertrykkelse. Lige så uhyrlig var Josef Stalins rædselsregime. Nu blev terroren især rettet mod landbefolkningen og politiske modstandere. Fra 1922 var Stalin den almægtige generalsekretær for kommunistpartiets Centralkomité, og han gik omgående i gang med en tvangskollektivisering af landbruget i 1928, der førte til misvækst og hungersnød. I 1932 kastede han så blikket på Sovjetunionens kornkammer, Ukraine. Her blev bønderne og deres familier enten myrdet eller fik forbud mod at forlade deres landområde. Her måtte de så sulte ihjel eller blev sendt i godsvogne til de sibiriske fangelejre. Historikerne antager, at en fjerdedel af den ukrainske landbefolkning – mell. 10 og 15 mio. mennesker – blev myrdet.
Til disse tal kan lægges ca. 300.000 ofre for Stalins forsøg i årene 1937-38 på at udrydde alle etniske polakker og ukrainere inden for Sovjetunionens grænser. Hertil kommer diktatorens udrensning af modstandere i det kommunistiske parti i forbindelse med de såkaldte Moskvaprocesser i 1936-38, hvor mindst 400.000 blev henrettet efter under tortur at have bekendt sig til sammensværgelse og andre ”forbrydelser” mod regimet. Alt dette er dokumenteret af den kendte amerikanske historiker Timothy Snyders bog fra 2010, Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin (da. Bloodlands – Europa mellem Hitler og Stalin, 2011).
Det må være på sin plads at minde om, at Stalin var en slags kæledægge blandt vestlige intellektuelle i 1930erne, og at Moskvaprocesserne blev mødt med varm sympati af en række vestlige forfattere, f.eks. George Bernard Shaw, Jean-Paul Sartre, Bertolt Brecht og den norske Nordahl Grieg. Heller ikke danske medløbere manglede, således forfatterne Hans Scherfig, Hans Kirk og Otto Gelsted samt salonkommunisten og senere rektor ved Københavns Universitet fra 1966-72 Mogens Fog. Herom kan den interesserede læser i øvrigt orientere sig i Bent Jensens dokumentation Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle fra 1984.
Men kommunismens velsignelser kan ikke kun fastslås i det tidligere Sovjetunion. Her skal især peges på Mao Zedong i Kina. Hans kampagne, Det Store Spring Fremad, mell. 1958-60 for at fremskynde den økonomiske udvikling blev gennemført med en så voldsom brutalitet, at op til 45 mio. mennesker omkom som følge af sult og overarbejde, hvis de da ikke direkte blev myrdet eller begik selvmord. Maos såkaldte kulturrevolution i årene 1966-76 menes at have kostet mellem 750.000 og 1½ mio. menneskeliv, mens ca. 36 mio. blev forfulgt, fængslet og/eller underkastet tortur. Sammenlignet hermed synes Walter Ulbrichts regime i det såkaldte DDR, Marskal Titos i det tidligere Jugoslavien og Fidel Castros i Cuba at have været rene bagateller, men skinnet bedrager, mens Nicolae Ceaușescus i Rumænien og Pol Pots i Cambodia snarere lever op til det store sovjetiske forbillede. Ikke mindst Pol Pots kommunistiske gruppering, De Røde Khmerer, har gjort sig bemærket med drabet af op imod to mio. mennesker i årene 1975-79.
Et fremtidigt museum?
Så der er nok materiale at tage af, og der er forhåbentlig ingen tvivl om, at enhver retsindig dansker vil være enig med det forslag, der er udtrykt i klummens overskrift. Men ligeså sikkert er det, at det her må dreje sig om en offentlig, statslig opgave, så alt håb lades desværre nok ude. Ikke desto mindre er det vores pligt i hvert fald i skrift og tale at minde om kommunismens rædsler, for man kan nemlig godt lære af historien – hvis man altså vil!
At opgaven er påtrængende – og at der er politikere, der ikke vil lære – viser det aktuelle politiske landskab i Storbritannien, som jeg har analyseret i en tidligere klumme. Her blev efter sidste parlamentsvalg i 2016 marxisten Jeremy Corbyn ny leder af Labourpartiet, et parti, der ligger til venstre for det danske socialdemokrati. Corbyn er kendt for sin afvisning af NATO som en trussel mod verdensfreden, og for sine stærke sympatier både for den palæstinensiske terrororganisation Hamas og den venezuelanske socialistiske diktator Nicolas Maduro. Men langt farligere er Labours skyggefinansminister John McDonnell, der i det britiske Underhus har dristet sig til at vifte med Maos revolutionsbibel, Den Lille Røde, mens han samtidigt krævede en tvangsnationalisering af banker og andre finansinstitutioner og de største private industrivirksomheder. Her er de blodige ugerninger begået i socialismens og kommunismens navn ikke glemt.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)