Klumme: Højrefløjen har mistet evnen til at mobilisere den folkelige protest mod overklassens EU-projekt, og det er dårlig nyt for fædrelandet


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Så fik vi resultatet af folkeafstemningen. Jeg havde selv fornøjelsen af at følge valghandlingen som valgtilforordnet i Rødvig, Stevns. Her kommer mine tanker i forhold til valgresultatet. De fleste er allerede kommet videre, men der er nogle ting som er værd at hæfte sig ved.

Fordi, ovenpå valgresultatet er det relevant at spørge hvad der gik galt for den ellers så stærke danske EU-modstand? 

Jeg tror, at en del af svaret handler om at EU-modstanderne ikke har formået at trænge igennem til de vælgergrupper som man ellers normalt har haft godt fat i. Det ærgrer mig oprigtigt, for jeg stemte selv nej. 

At det ikke er lykkedes, er der flere forklaringer på bl.a. at der er gået overklasse i den hos især Dansk Folkeparti og derfor har man desværre mistet sin evne til at mobilisere den folkelige protest mod overklassens EU-projekt. 

At nej-kampagnen fejlede skyldes formentlig det faktum, at topledelsen af Dansk Folkeparti ikke længere formår at repræsentere de danskere, som man påstår at tale på vegne af – altså, spørgsmålet er om man med troværdighed kan argumentere imod et ikke-folkeligt overklasseprojekt, når man ser sig selv som tilhørende overklassen og når DF-formanden tilmed har forvaltet EU-midler på en uhensigtsmæssig måde? Nu kender vi svaret… 

Og så kan man godt undre sig over at profiler som Pia Kjærsgaard, Søren Espersen, Peter Kofod mfl. har været så usynlige i valgkampen. Det handler vel om den dårlige stemning internt i partiet. Jeg synes oprigtigt, at det er trist at se udviklingen i mit gamle parti. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: EUs første kommissionsforkvinde

 

Nu er det som bekendt ikke fordi jeg er den store Messerschmidt-fan, men DF-formanden kunne vel med rette havde forventet større opbakning fra resten af feltet, tænker jeg. Han er trods alt formand, også selvom Kofod-Vistisen står klar.

Målingerne har vist at Nye Borgerlige i højere grad end Dansk Folkeparti har formået at overbevise egne vælgere om deres EU-politik, men det var så heller ikke nok til at sikre sejren til nej-siden. Desværre. 

Så kan man også stille spørgsmålet om det havde gjort en forskel, såfremt Inger Støjberg tidligere og med større kraft havde kastet sig ind i nej-kampagnen. Men det bliver jo ved gætterierne. 

Og hvad med venstrefløjens EU-modstand

Læg dertil, at venstrefløjen (læs SF) også har lagt deres traditionelle EU-modstand på hylden og nu tilmed går ind for militær oprustning – også i EU-regi. Enhedslisten har også på det seneste været splittet i EU-spørgsmålet. Det betyder, at både højrefløjen og venstrefløjen ikke har formået at køre kampagner som har appelleret bredt til danskerne. Jeg tror personligt, at det spiller en rolle at store dele af både højrefløjen og venstrefløjen er blevet så djøfiseret at forståelsen for hvad der rører sig hos det arbejdende folk er forsvundet eller mindsket i sådan en grad at det er vanskeligt at mobilisere de vælgere, hvis hverdag og livsstil man ikke forstår.  

Herudover spiller det selvsagt også en væsentlig rolle, at folkeafstemningen kom samtidig med Rusland-Ukraine konflikten. Ja-partierne har strategisk valgt det rigtige tidspunkt for afstemningen. Kynisk sagt, så forstod ja-siden at udnytte Rusland-Ukraine krisen. Men det vil også være for nemt for nej-siden at give krigen hele skylden. Så enkelt er virkeligheden nok ikke, trods alt. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Skal Jønke nu op i jobkøen?

Tilbage står, at hvis højrefløjen samlet set igen skal kunne mobilisere en folkelig modstand mod gradvist at overdrage flere områder til EU, så bliver højrefløjen nødt til at indse at modstanden mod at identificere sig som et arbejderparti eller som et parti for det arbejdende folk har været og er en medvirkende årsag til højrefløjens samlede indsats – eller mangel på samme – på en række områder. Typisk har mit gamle parti indtaget denne rolle, men ønsker det altså ikke længere. 

Det åbner for at andre kan indtage positionen som partiet for de almindelige lønmodtagere som betragter sig selv som nationalsindende. 

Såfremt højrefløjen genetablere kontakten til helt almindelige lønmodtagere vil det unægteligt styrke EU-modstanden til næste gang de andre partier vil afskaffe et andet EU-forbehold, men det vil så sandelig også skærpe den politiske værdidebat hvilket overordnet set vil sikre øget fokus på en række problemstillinger som i højere grad appellere til og tage det arbejdende folk alvorligt. Det kræver, at man oprigtigt gider at lytte til almindelige lønmodtagere. Hvis vi starter her, så vil højrefløjen igen kunne være samlingspunkt for mange danskere og så vil de traditionelle nationalkonservative holdninger og højrefløjssynspunkter også nemmere kunne vinde gehør hos de store vælgergrupper, herunder dem i midten, som man helt har misset i denne omgang af det løbende danske EU-drama. 

LÆS OGSÅ:  Klumme: Medierne skabte monstret

Men uanset om min vurdering er korrekt eller ej – og helt ved siden af er den nok ikke – så er det et faktum at højrefløjen ikke har været i nærheden af at mønstre den politiske og folkelige kampgejst, som ellers normalt plejer at være kendetegnende for en effektiv nej-kampagne – eksempelvis har man ikke formået at udstille og fastholde fokus på ja-partiernes slingrekurs og EU-systemets åbenlyse fejl og mangler samtidig med at man har fremført sine egne argumenter klart og tydeligt. 

Det har været et tamt og uinspirerede forløb. Til gengæld er der (desværre) ros til ja-partierne for at havde kørt en EU-kampagne, som for første gang i mange år i forhold til et større EU-emne har virket. Hvis det ikke skal blive til en ny vane, så er det en bunden opgave for den danske højrefløj at genskabe kontakten til de vælgergrupper, som højrefløjen engang havde rigtig godt fat i. 

Hvis ikke at det sker, så vil vi stå i den situation at et overnationalt EU ender som en folkelig vindersag. Og det må ikke ske, for Danmarks skyld.