Klumme: Hurra for Ukraine-konflikten?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Lad os lige stige op i helikopteren og tage de historiske briller på: Hvis nogen i midten af 1980’erne havde spået, at Sovjetunionens to største medlemsstater ville ryge i totterne på hinanden i en sovjetisk borgerkrig, ville reaktionen formentlig være, at det er for godt til at være sandt. De myrder løs på hinanden i en blodig krig, som vil gøre begge staterne svagere og fattigere. Det kan næsten ikke være bedre, ville mange i Vesten nok mene dengang.

Men ikke nok med det. I 1989 falder Muren i Berlin og Jerntæppet forsvinder: Østeuropa bliver befriet fra Sovjetkommunismens tyranni. De folk og lande, som tidligere var udset til at angribe Danmark, nemlig Østtyskland og Polen, er nu vores venner og begge medlemmer af både EU og NATO. Også Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og de tre baltiske lande er medlemmer af både EU og NATO. Før var de medlemmer af Warszawa-pagten. 

Var det gået galt i 1980’erne – og det var tæt på – så havde soldater fra Ukraine på linje med soldater fra de andre sovjetrepublikker været med i angrebet på Vesteuropa. Og de havde på et tidligt tidspunkt i angrebskrigen brugt atomvåben, også i Danmark. Det viser dokumenter fra arkiverne i Moskva, der var frit tilgængelige i nogle få år i begyndelsen af 1990’erne. De russere og ukrainere – eller rettere: deres efterkommere – der var udset til at dræbe og lemlæste os i Vesten – dræber og lemlæster nu hinanden. Det er da næsten ikke til at få hænderne ned af begejstring over udviklingen, vel?

LÆS OGSÅ:  Vismændenes fald

Fjender er blevet venner, og sænkes Jerntæppet igen ned, bliver det langt længere østpå. Danmark vil ikke mere være en ”frontlinje-stat”, som vi var det i 1980’erne. Det er næsten for godt til at være sandt. Estland og Letland var på grund af Ruslands bosætningspolitik i sovjettiden tæt på at komme i mindretal i deres egne lande. Det var i sidste øjeblik, at Muren faldt og Sovjetunionen to år efter brød sammen. Hurra for udviklingen!

Problemet nu er, at russerne – ikke bare Putin – føler sig ydmygede efter nederlaget i den kolde krig. Lidt på samme måde, som tyskerne følte det efter nederlaget i 1. verdenskrig. I sidstnævnte tilfælde førte det som bekendt Hitler til magten i Tyskland, og 2. verdenskrigs rædsler fulgte. Historien kan gentage sig. Når EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, som det netop er sket, besøger Ukraine og stiller præsident Volodymyr Zelenskij et EU-medlemskab i udsigt, er vi efter min opfattelse rykket tættere på 3. verdenskrig.

Situationen er sprængfarlig – også for os i Vesten. Der er brug for diplomati og omtanke. Vi skal ikke krybe for Ruslands Putin, men lidt historisk kendskab og kløgt er nok på sin plads. Ellers bliver der næppe plads til mange hurraråb.