Klumme: Hvad vidste Københavns Kommune før terrorangrebet

Af de fortrolige oplysninger jeg trods alt lykkedes med at få fremskaffet, fremgik det tydeligt, at Københavns Kommune så ganske glimrende kendte terroristen – og endda hele hans familie. Også selvom kommunen har optrådt i medierne, hvor de er tillagt det modsatte synspunkt.

Hvor meget kommunen vidste, var imidlertid ikke tydeligt af de papirer jeg modtog. Så hvilken rolle Københavns Kommune har spillet, hvor man har svigtet – og det har man når en socialklient bliver terrorist – eller hvad kommunen har foretaget af intern kritik, ja det henstår i det uvisse.

Terrorangrebet ryddede alle forsider. Vi havde brug for at vide hvem terroristen var, hvem hans omgangskreds var – og ikke mindst om han havde medskyldige. Og vi har brug for at vide hvad myndighederne vidste, om vi kunne have forhindret noget – og hvad vi har ændret siden dengang. Forud for retssagen mod BTs journalist, som var en af de journalister, som jeg gav mit materiale til, er der udkommet flere bøger. Flere af dem afdækker hvordan danske myndigheder ikke informerede hinanden – i hvert fald ikke i fuldt omfang. Informerede Københavns Kommune nogen? Blev de informeret af nogen? Vi ved det reelt ikke.

Vi ved, at terroristen allerede var opført på en “bekymringsliste” hos PET, da han henvender sig til Københavns Kommune efter sin løsladelse. Vi ved terroristen fik smuglet propaganda ind i fængslet, og at han delte materialet med andre indsatte. Det var videoer fra Islamisk Stat og udgaver af al-Qaedas magasin, Inspire, som flere gange har udpeget tegneren Lars Vilks som terrormål. 

Hvor meget vidste kommunen af alt dette? Og hvis man gjorde, hvorfor reagerede man så med ligegyldighed, da et møde mellem terroristen og kommunen ikke bliver til noget. Informerede man eksempelvis PET om det?

Den 21.-22. marts starter en retssag ved Københavns Byret. Dagbladet B.T. og en journalist er anklaget for at have viderebragt fortrolige oplysninger om terroristen. Det var oplysninger, som jeg på eget initiativ fremskaffede og videregav, fordi jeg vurderede, at det var i offentlighedens interesse. Og, efter min klare opfattelse, fortroliggjort, fordi Københavns Kommune ikke ønskede at blive afsløret i en mildest talt katastrofal tilgang til den unge kriminelle mand, der blev terrorist.

Ingen greb ind mens Omar El-Hussein udviklede sig til en koldblodig terrorist. Ingen er stillet til ansvar for de svigt, der måske er begået. Hos Københavns Kommune er sagen forsat fortrolig, ingen embedsmænd draget til ansvar – og mig bekendt er ingen procedurer blevet ændret. I stedet har Københavns Kommune brugt tid – og penge – på at jagte mig som den politiske whistleblower jeg var. Og senest er anklagemyndigheden så i gang med BT og en af dens journalister, som ene og alene har passet sit arbejde. Man går efter budbringerne, mens de ansvarlige fortsat hæver cheflønninger.