Klumme: Hvorfor gider jeg egentlig, hvorfor ikke bare være ligeglad 

Hvorfor gider jeg fortsætte med at protestere over ødelæggelsen af vores Danmark. Nytter det overhovedet noget som helst at råbe op. Hvor mange hører egentlig efter. Var det ikke meget nemmere bare at være ligeglad som de 80% af danskerne.

Jeg har i nogen tid mærket en afmatning, en træthed, for hvorfor blive ved med at protestere. Hvorfor sætter jeg mig ikke bare i min yndlingsstol med en god bog, benene oppe og et glas vin – eller gør noget andet opløftende – i stedet for endnu engang at blande mig i det, der foregår i Danmark og er foregået i rigtig mange år efterhånden, uden at protester har haft nogen synderlig effekt. Så hvorfor gider jeg egentlig.

Hvorfor bliver jeg ved med at kæmpe så indædt imod den udvikling, der har været i gang så længe. En udvikling mod mere kontrol og censur og mindre frihed, mere socialisme og mindre demokrati. Og den stigende islamisering gør blot, at det vil gå endnu hurtigere ned ad bakke. Så hvorfor gider jeg blive ved med at blande mig.

Indimellem får jeg lyst til bare at trække gardinerne for og glemme, hvad der foregår lige udenfor mine vinduer. For hvorfor skal jeg bekymre mig om noget, jeg alligevel ikke kan ændre på. Det ville være meget nemmere bare at være ligeglad.

Jamen, vi har da folketingsvalg hvert fjerde år, og så kan jeg jo bare stemme på nogle fornuftige politikere, ikke sandt? Men hvor findes så de fornuftige politikere, der vil sætte Danmark og os danskere først? Jeg har i hvert fald meget svært ved at få øje på dem. Jo bevares, der er vel et par håndfulde eller tre ud af de 179 på Christiansborg, der virkelig forsøger at rette op på katastrofen, og det forslår som en skrædder i Helvede. Men resten? De virker totalt ligeglade med alt andet end sig selv og egen politiske karriere. Så hvorfor gør jeg ikke bare som dem og er også ligeglad.

Hvornår begyndte det at få galt? Hvornår startede rutsjeturen mod afviklingen af vores Danmark? Var det i 1973, da vi blev lokket ind i EF med løgn, idet den snærende union allerede lå parat på tegnebrættet? I hvert fald er vores selvbestemmelse lige siden gradvist blevet mere og mere beskåret for ikke at tale om de mange milliarder, det koster vi danske skatteydere hvert år, et beløb som har volumensyge.

Eller begyndte det at gå galt i 1983 med den selvmorderiske udlændingelov, hvorefter vores politikere begyndte at uddele opholdstilladelser og danske statsborgerskaber med rund hånd til mennesker med en totalt fremmed kultur og lod det omfatte hele storfamilier, der ikke engang behøvede at arbejde, men kunne få det hele foræret, blot de kunne sige ordet asyl. 

Eller var det i 2018, da Lars Løkke Rasmussen med sin underskrift lagde Danmark åben for alverdens kriminelle elementer og lykkeriddere fra den tredje verden, hvorefter det ikke mere var nødvendigt at sige asyl, for velfærdsmigration blev pludselig en menneskeret, og Danmark var ikke mere vi danskeres land, men blot reduceret til et lille område i det nordlige Europa, hvor alle nu bare kan slå sig ned og lade sig forsørge. 

Eller har udviklingen langsomt og næsten umærkeligt bevæget sig i en socialistisk retning, efterhånden som mainstreammedierne med det statsbetalte DR i front er drejet mere og mere til venstre. Det er jo ikke uden grund, at de danske journalister har fået tilnavnene journalistisk venstreparti og løgnepressen, for de er fantastisk dygtige til at servere deres historier med en overvægt af egen politiske overbevisning og er blevet verdensmestre i manipulation af en hel befolkning.

Når jeg ser den udvikling, der som en tsunami skyller ind over os, en udvikling, hvor alt bliver vendt på hovedet og sund fornuft erklæres politisk ukorrekt, hvor krænkelse over hvad som helst når nye højder, så får jeg lyst til at skrige, ”jamen så tag jer dog sammen”. 

Der bliver sat spørgsmålstegn ved alt, der er kendetegnende for Danmark og dansk kultur. Alt skal nu handle om globalisme, og der er frit valg for alle til at bosætte sig i Danmark, og jo mere fremmed jo bedre, for så kan man rigtig lufte sin foragt for alt det, der er dansk.  Og er man ikke med på denne udvikling, så bliver man banket på plads med en beskyldning om racisme.

Selv har jeg nu nået den alder, hvor jeg nok ikke kommer til at opleve, at det hele braser sammen for alvor, så jeg kan jo bare slappe af og være ligeglad, nyde de sidste år – hvor mange eller få, der nu er tilbage. Mange af mine jævnaldrende siger ofte, ”at du gider, du kan alligevel ikke gøre en forskel. Vi har givet op og vil bare nyde det af livet, der nu er tilbage, og så må de yngre generationer tage kampen”. Så måske burde også jeg bare være ligeglad.  

Men vi ved jo godt, at det vil de yngre generationer sikkert ikke. De er vokset op med problemerne, problemer der er blevet hverdag for dem, og de kender ikke til andet. De har ikke oplevet et fredeligt Danmark, hvor man ikke engang behøvede at låse sin dør, hvor man ikke risikerede at befinde sig midt i en kugleregn på åben gade. Og de har ikke oplevet et Danmark uden skatter og afgifter på himmelflugt, fordi der skal betales milliarder i underhold til i titusindvis af vildtfremmede mennesker fra den anden side af kloden, og til et overbureaukrati i det sydlige Europa, der nu bestemmer over Danmark.

Men når jeg så oplever, at vi trods alt endnu er nogle stykker, der stadig gider, så gider jeg også og kan alligevel ikke bare være ligeglad.