Klumme: Kæmpeskandale

Efter en ca. 15 måneder lang undersøgelse startende den 23/4 2021 fremlagde Minkkommissionen den 30/6 2022 endelig sine konklusioner i minksagen. Ifølge konklusionerne har flere embedsmænd begået tjenesteforseelser af ”en sådan grovhed”, at det offentlige bør stille dem til ansvar. 

Så langt, så godt. Og hvad så med Mette Frederiksen – statsminister, øverst ansvarlig og den, som den 4/11 2020 gav ordren til nedslagtningen af landets ca. 19 millioner mink og dermed til udslettelsen af det danske minkerhverv, hvad med hende?

Øhh, ja, ikke rigtig noget. Jo, altså, Minkkommissionen har foretaget, hvad den kalder for ”en bevisvurdering” og på basis af denne konkluderer den ”at Mette Frederiksens udmeldinger (nedslagtnings-ordren uden lovhjemmel) på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke den 4. november 2020 havde viden herom eller hensigt hertil.”

Ifølge kommissionen vildledte Mette Frederiksens altså nok groft offentligheden, men hun vidste det bare ikke (!), ligesom hun ikke havde til hensigt at vildlede. Dermed implicerer kommissionen, at Mette Frederiksen ikke kan gøres ansvarlig for at have begået en bevidst kriminel handling, ligesom den implicerer, at hun var drevet af gode motiver, ikke ond vilje.

Men dette er en gang selvopfunden kommissionssludder. Hvor ved kommissionen nemlig fra, hvad der foregik (foregår) i Mette Frederiksens hoved – altså hvad hun ved og ikke ved!? Er dens tre medlemmer udover at være jurister og professorer måske også tankelæsere!? Eller bygger deres konklusion mon på følgende idiotiske udtalelse fra statsministeren (pressemøde 3/11 2021): ”Jeg vidste det ikke! Havde jeg vidst det, havde jeg sagt det”.  Eller kan man forestille sig, at de tre – ligesom man kan se det blandt eliterne i andre vestlige lande særligt USA – politisk set befinder sig til venstre for den politiske midte og ikke evner/ønsker at holde deres politiske sympatier udenfor deres faglige arbejde?

Uanset hvad, så bygger kommissionens konklusion ikke på ”objektivt” konstaterbare/dokumenterbare fakta, men alene på kommissionens oplevelse / fortolkning af sammenhænge og udtalelser i sagen, herunder ikke mindst på Mette Frederiksens egen forklaring!!  Konklusionen er derfor falsk. Den kan ikke afgøre, hvad den påstår at afgøre, nemlig at Mette Frederiksen ikke vidste, at hun handlede ulovligt. Som sådan har konklusionen intet (!) at gøre i en undersøgelsesberetning, hvis formål er en saglig afklaring af legitimiteten af handlinger begået af (bl.a.) den højest rangerende person i den demokratiske danske stat.  Så meget for kommissionens såkaldte ”bevisvurdering”.

Mette Frederiksen har som levebrødspolitiker siddet i Folketinget i mere end 20 år, herunder 7 år som formand for Socialdemokratiet, 1 år som justitsminister og 3 år som statsminister. Hun har været og er som sådan almindelig deltager i folketingets lovgivningsarbejde og ved derfor også, at det kræver undersøgelser/forarbejde, når man f.eks. foreslår/vedtager en ny lov eller træffer beslutninger og foretager handlinger af større rækkevidde og uden fortilfælde. 

Udslettelsen af Danmarks minkerhverv kan mildt sagt konstateres at have været en beslutning/handling af større rækkevidde og uden fortilfælde, og som statsminister med de nævnte 20 års arbejdserfaring og rutine har Mette Frederiksen selvfølgelig vidst eller burde have vidst, at hun havde ansvar for og pligt til at sikre, at det lovmæssige var i orden, før hun satte gang i nedslagtningen af de 19 millioner mink. Det betyder, at Mette Frederiksen som minimum bør dømmes for at have handlet groft uagtsomt. Det hedder i ministeransvarlighedslovens §5: 

“En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.” 

Skønt Minkkommissionen, som fremgået, kalder Mette Frederiksens nedslagtningsordre for ”groft vildledende”, så har den dog ”ikke foretaget en vurdering af, om der foreligger grov uagtsomhed”. Kommissionen henviser i beretningen til, at den ”ikke kan foretage en retlig vurdering til belysning af spørgsmål om ministres ansvar”.  Beretningen spillede derfor bolden videre til Folketinget for evt. yderligere.

Regeringens støttepartier var hurtige til at tage kommissionens (falske) konklusion til sig. Det var som faldt den som manna fra himlen. Enhedslisten – dette indbildske parti, der hævder, at alle mennesker skal behandles ens, men gør det modsatte i praksis – havde næppe nået andet end at skimme den falske konklusion, før det var på banen. Henvisende til konklusionen, erklærede partiet, at det nu var bevist, at Mette Frederiksen ikke vidste, at hun handlede ulovligt. Der var derfor ikke behov for yderligere undersøgelser eller rigsretssag. End of story!  

Dagen efter gik SF – partiet, der består af folketingets i særklasse dummeste medlemmer – ud med en erklæring, der lød ligesom Enhedslistens. Det var nu bevist, bla, bla, bla, at rigsretssag og spørgsmålet om ”grov uagtsomhed” måtte afvises. End of story!

Endnu en dag efter var det så de Radikales tur. Samme smøre som de to andre partier, men dog kun næsten end of story, for, som altid havde Radikale – dette åh, så gode, åh så rigtige parti, åh så kærlige og empatiske parti – et ”egoistisk”, glubsk og grådigt krav med i baglommen. Henvisende til dele i beretningen, som forholder sig kritisk til den hast, hvormed regeringen arbejdede i dagene omkring den 4/11 2020, truede/truer Radikale regeringen med et mistillidsvotum, hvis den ikke udskriver valg senest den 4/10.

Summa summarum slipper Mette Frederiksen altså afsted med (bortset fra en u-betydelig ”næse”) at udslette et helt dansk erhverv og lyve den samlede danske offentlighed lige op i dens åbne ”ansigt”. Dette takket være to ”redningsplanker”: Redningsplanke 1) Beretningens falske konklusion. Redningsplanke 2) Regeringens politiske støttepartier, der med den falske konklusion som grundlag har afvist al yderligere undersøgelse og altså en rigsretssag.

Det kommende folketingsvalg kan ændre på folketingets mandatfordeling og kan i så fald flytte flertallet over til højre for regeringen. Det vil utvivlsomt betyde, at der så alligevel rejses en undersøgelsessag mod Mette Frederiksen, hvilket man kan håbe på. 

Tilbage står dog et historisk forløb, hvorefter en dansk statsminister, der har begået åbenlyst lovbrud, går straffri som følge af en statsnedsat kommissions falske konklusion og ansvarlige danske folketingspartiers (sandhedskompromitterende) politiske sympatier. 

Dette er en kæmpeskandale i det danske demokratis historie!