Klumme: Kan man oversætte koranen? Del I

Muslimerne siger nej. Og med god grund

Før man diskuterer det her emne, er der én ting, der skal fastslås:  Alle de religiøse tekster, vi kender, er oversat, og det skal man altid have for øje, når man læser dem. Jesus talte ikke om ”næsten” (han talte jo ikke dansk), og han talte heller ikke græsk, det sprog evangelierne er nedfældet i. Han talte aramæisk.

Men det er ikke desto mindre den græske udgave af hans ord om ”næsten” (ho plesion) som vi forholder os til i det nye testamente. Hvad sagde han mon på aramæisk? I dette tilfælde er det ikke så vigtigt, fordi den lignelse, han brugte – den gode samaritaner – viser tydeligt, hvad meningen var : Den, der hjælper dig, er din næste – og ikke andre. Så enkelt er det. Færdigt arbejde.

Men så klart er det ikke med andre tekster. Især ikke de arabiske. Her er der megen uklarhed, man skal kæmpe sig igennem, og det ligner halsløs gerning overhovedet at forsøge. But ”help is at hand”, som man siger. Der er i hvert fald én koranoversætter, der gerne hjælper os på vej. Den danske konvertit Abdul Salam Madsen

Muhammed Pickthall og Abdul Salam Madsen

Efter en diskussion med en gammel ven, (der ikke vidste ret meget, viste det sig), besluttede jeg mig for at anskaffe en dansk koranoversættelse. Det blev den i tre bind af Abdul Salam Madsen fra 1967. Så nu har jeg to:  Muhammed Pickthalls udgave ”The Meanings  (flertal?!) of the Glorious Koran” fra 1930 og så Abdul Salam Madsens udgave fra 1967.

Interessant nok ringede selvsamme Madsen til mig for 30 år siden for at advare mig mod en dansk præst (ikke Søren Krarup), der var islamkritisk. Hvorfor han ikke ringede til den danske præst for at advare mod mig, ved jeg ikke, men vi talte hyggeligt sammen, og han forekom mig at være en meget rar mand. Og også en ærlig mand – eller i hvert fald en halværlig mand – hvad man også kan se fra hans oversættelse, hvor han – nok i modsætning til de fleste oversættere? –  fremlægger mange af sine oversættelsesmellemregninger. Men herom mere senere.

Koranens få egennavne mod bibelens mange

Først et ord om Muhammed Pickthall. Hans bog har én vigtig fordel. Der er et emneregister bagi, og så skriver Pickthall også hvert kapitels arabiske navn og navnets oversættelse. Og ikke nok med det, han forklarer også, hvad kapitlet drejer sig om. Og det er ret nødvendigt, fordi Allah, der har dikteret bogen, tager det for givet, at dem, han henvender sig til, ved, hvem han taler om. Så de, der ikke ved det, er reverenter sagt på herrens mark.

Koranen er meget fattig på egennavne, og her er kontrasten med bibelen – der nærmest ligner en telefonbog med masser af egennavne – meget slående. Eksempelvis koranens sura syv, vers 139, der taler om de gamle hebræere. ”De krydsede floden, siger teksten, og her skriver Madsen – og sikkert helt korrekt – at det er tale om Jordanfloden.

Men hvorfor den ikke er nævnt med navns nævnelse, kan kun Allah himself vide. Navnet har jo været kendt siden oldtiden. Men netop her løber begejstringen af med den gode Abdul Salam Madsen, der ikke kan dy sig for at politisere til fordel for araberne

Palæstina

Passagen handler om hebræernes indtog i Palæstina, skriver han, og dette Palæstina lå på begge sider af Jordanfloden og var befolket med arabere. Javel? Står der ”Palæstina” i koranen? Nej navnet forekommer hverken i koranen eller i det nye eller det gamle testamente. I de danske, franske og tyske bibler – og sikkert de fleste andre – taler man om ”filistrenes land”, hvilket er en oversættelse af det hebræiske ”Pleshet”.

(Wikipedia: ”Pleshet is the Hebrew name for what might otherwise be called the “land of the Philistines” according to the Hebrew Bible (see Book of Genesis 21:32, Exodus 13:17, 1 Samuel 27:1, Joel 3:4).[1]The term refers to the coastal region that stretches roughly from Gaza in the south to Ashdod in the north”.)

I den engelske oversættelse finder man både udtrykkene ”The land of the Philistines”, ”Philistia” og så ”Palestine” (Joel 3:4), alle tre ord brugt om det område som filistrene (et ikke-semitisk krigersamfund) havde erobret i, hvad bibelen kalder Kana’ans land. Dvs. området omkring Gaza  og kystlinjen opefter. At kalde det for ”Palæstina” (et ord der som sagt ikke findes i den hebraiske tekst) er vitterligt forkert. Men det er der mange, der gør, ikke mindst Will Durant i sin berømte ”Verdens kulturhistorie”, hvor han lader som om navnet Palæstina findes i bibelen.

“Engang var Palæstina et land, der flød med mælk og honning”, skriver Durant og henviser til blandt andre steder ”2. Mos. 3,8”. Så her kunne man rimeligvis forvente, at der dér i 2. Mos. 38 stod “Palæstina flød med mælk og honning”.

Men det står der ikke. Teksten fortæller, at Gud lover at udfri israeliterne og føre dem “til et godt og vidtstrakt land, til et land, der flyder med mælk og honning, til kananæernes og hittiterne og pereziternes og amoriternes og perizziternes og hiviterne og jebusiternes steder.” Men ikke Palæstina, som her må stå for Durants egen regning.

Så hvor kom navnet Palæstina fra? Det prøver jeg at belyse i min bog ”Palæstina 1920-48 – Hvordan det blev til”, der findes på biblioteket – dersom ingen har taget den. Men det er en helt anden historie.

Men det var noget af et sidespring (omend et vigtigt sidespring, fordi man hører udtrykket ”det bibelske Palæstina” så ofte i debatten. Men det var vist nok studentikoseri i denne omgang.

I Del 2 vil det handle om sagens kerne: Om man kan oversætte koranen.