Klumme: Manglende nysgerrighed eller fake forskning?

”Mange danske samfundsforskere lider af en påfaldende mangel på nysgerrighed, når det gælder årsagerne til integrationsproblemer i Danmark”, siger LA-politikeren Henrik Dahl i et interview med Berlinske den 1. feb. Forskernes holdning til indvandring og integration er imidlertid ikke et spørgsmål om manglede nysgerrighed, men udtryk for ideologisk bias.

Forskerne er en del af den kulturradikale elite, som gennem årene konsekvent har undertrykt advarende indvandrerkritiske røster, tilbageholdt politisk ukorrekte informationer om muslimsk indvandring og tabuiseret dens konsekvenser.

I marts 2017 kunne Berlingske således oplyse, at dansk forskning, der afdækker problemer i minoritetsmiljøer, bliver modarbejdet, og forskernes redelighed bliver draget i tvivl.

Ifølge Sofie Danneskiold-Samsøe, der forsker i etniske minoriteter, bliver forskning, der viser negative sider af virkeligheden i minoritetsmiljøer, dysset ned i det danske forskningsmiljø. ”Der hersker en forestilling om, at forskningen skal opveje den massivt negative omtale, som minoriteter bliver udsat for. Man skal i stedet vægte mere positive sider af minoritetsmiljøet og undlade at udpege forskelle”, siger Sofie Danneskiold-Samsøe.

Kultursociolog Mehmet Necef, der er lektor ved Syddansk Universitet og forsker i forholdene i minoritetsmiljøer, er enig i, at forskning, der viser en ubehagelig virkelighed, er ildeset. ”Påpegning af negative aspekter ved nydansk kultur er kontroversiel i forskningsmiljøet. Det er ikke noget, som de fleste forskere vil snakke om eller arbejde med”, siger Mehmet Necef.

Yvonne Mørck, som er lektor på RUC, mener, at berøringsangsten skyldes en angst for at sætte etniske minoriteter i et dårligt lys. ”I forskningsmiljøet mener modstanderne af den type forskning, at man bærer ved til racisternes bål. Man er bange for, at dokumentation for vold i etniske minoritetsmiljøer vil blive taget op af højrefløjen”.

Over for Berlingske har Henrik Dahl sat navn på en række samfundsforskere, der efter hans vurdering har det til fælles, at de fokuserer på socioøkonomiske forhold og ikke på manglende assimilation og kultur som en årsag til den haltende integration i Danmark. F.eks. socialforskeren og politologen Kristina Bakkær Simonsen fra Aarhus Universitet. 

”Da vi lavede parallelsamfundspakken, var der også nogle forskere, som i ramme alvor påstod, at parallelsamfund formentlig ikke fandtes. Det er jo fuldstændig absurd. Der er jo alle mulige øjenvidneskildringer. Der er nogle forskere, som bruger deres forskningsmæssige kvalifikationer til at udviske problemet”, siger Henrik Dahl og tilføjer: ”Som politiker har jeg ofte den oplevelse, at forskere søger at presse os til konklusioner, der næppe er baseret på den rene forskning, men faktisk politik i forklædning”. 

For nylig kom Udlændinge- og Integrationsministeriet og Danmarks Statistik i clinch med hinanden om konklusionerne i en analyse af tredjegenerationsindvandrere. Forskerne var uenige om, hvor godt tredjegenerationsindvandrere klarer sig i forhold til den forrige generation.

Henrik Dahl mener, at det er udtryk for en politisk tendens, hvor ”forskerne prøver at presse os ind i det tankesæt, at de problemer, vi ser med indvandrere og efterkommere fra Stormellemøsten, i det store og hele kan reduceres til socialpolitiske problemer”.

At universiteterne bedriver politisk korrekt forskning, bekræfter en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Ifølge rapporten oplever forskere, der arbejder med politisk kontroversielle emner, et politisk pres i forbindelse med deres arbejde.

Inden for de seneste fem år har 7 pct. således oplevet pres for at ændre i forskningsresultater. Presset kan komme fra ledelsen eller kolleger på universitetet, eller det kan komme udefra, når forskerne løser opgaver for ministerier, kommuner, virksomheder eller interesseorganisationer.

Rapporter omhandler ganske vist forholdene på Aarhus Universitet, men forskningen er under politisk pres på alle landets universiteter. Anvendelsen af forskningsmidler bliver stadig mere politiseret, jo flere penge der er på spil. Alle mulige politiske interesser bruger kræfter på at lobby for, at forskningsmidlerne bliver brugt i henhold til deres politiske agenda.

Hertil kommer at det danske system med løse ansættelser på universiteterne og fokus på evnen til at skaffe bevillinger fra eksterne aktører fremmer ukontroversiel forskning og rummer incitamenter til at farve forskningsresultaterne i en ”politisk korrekt” retning.

Det kan derfor ikke undre, at Danmark er endt som nr. 24 ud af 28 lande i en nylig undersøgelse af europæiske landes universitetssystemer og deres implementering af UNESCO’s anbefalinger. Det er særligt manglen på jobsikkerhed og den tilsvarende mangel på beskyttelse af forskningsfrihed, der trækker Danmark så langt ned på listen.