Klumme: Myten om det tillidsfulde Danmark

I dansk selvforståelse er Danmark et højtillidssamfund. Vi ligger også konstant i toppen af målinger af tillid i samfundet. Men der er meget, der tyder på, at vores tillid til velfærdssamfundet og til andre borgere er på retur.

Der eksisterer to typer af tillid, institutionel tillid og social tillid. Den institutionelle tillid er et samlet udtryk for den tillid, man bl.a. har til centrale samfundsinstitutioner som folketinget, statsadministrationen, regeringen retsvæsenet, politiet mv., mens den sociale tillid er et udtryk for, om man mener, man kan stole på de fleste andre mennesker.

Lad os zoome ind på den institutionelle tillid. Kun 25 pct. af danskerne stoler på, at politikere generelt træffer de rigtige beslutninger for landet, viste en Gallup-undersøgelse foretaget for Magisterbladet i foråret 2019. Tilliden til politikerne er altså helt i bund.

I den offentlige sektor er tilliden lav, fordi Velfærdsdanmark er et kontrolsystem baseret på grundlæggende mistillid til såvel systemets egne medarbejdere som de borgere, der benytter sig af dets ydelser. Tilliden til det faglige skøn fortrænges alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger.

En ny undersøgelse, som Kraka og Deloitte har gennemført, viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser vi fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.

Tillid til samfundet, til erhvervslivet, til politikere og medier forudsætter et fællesskab, der bygger på tryghed, anstændighed og moral. Den tillid har i de seneste år lidt et knæk som følge af en lang række spektakulære skandaler i både den offentlige og private sektor.

Oplevelsen af snyd, bedrag samt flosset moral og anstændighed i både det offentlige og erhvervslivet slider på den høje grad af tillid, der tidligere har præget samfundet.

Det er jo svært at opretholde tilliden, når folk gør alt, hvad de kan, for at unddrage sig samfundets forpligtelser, gemme penge i skattely, udnytte de offentlige velfærdsordninger, loppe sig på dagpenge, melde sig syge, tage øv-dage osv.

Det er også svært at opretholde tilliden, når eliten tildeler sig lønninger og direktørbonusser i milliardklassen, når den finansielle sektor ender i en hvidvask-sump, eller når politikere forgylder hinanden med fyrstelige pensioner. Så mister vi troen på fællesskabet og den fælles ansvarlighed.

En måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, viser, at sagerne om svindel i SKAT og Socialstyrelsen har rystet befolkningens tillid til de offentlige myndigheder, Næsten tre ud af fire svarer ja til følgende udsagn: ”Jeg har fået mindre tillid til myndighederne efter sagerne om svindel i SKAT og Socialstyrelsen”. Især har kvinders tillid lidt et knæk. 78,5 pct. er enige i udsagnet, mens det gælder for 70 pct. af mændene.

Vi mangler tillid til de politikere, der klamrer sig til deres privilegier. Vi mangler tillid til medierne, der er holdt op med at agere som borgernes vagthunde og forholde sig kritisk til magthaverne. Vi mangler tillid til politiet, der ikke kommer, når vi ringer. Vi mangler tillid til Google, Facebook og andre tech-giganter, som censurerer synspunkter, de ikke bryder sig om.

Vi har heller ikke tillid til læger, eksperter og videnskab. I maj 2017 viste en undersøgelse foretaget af Trygfonden og Mandag Morgen, at et stigende antal danskere udtrykker en voksende mistillid til sundhedsautoriteter og videnskaben. Antallet af danskere, der har stor tillid til læger og forskere, er faldet fra 44 pct. i 2011 til 35 pct. af befolkningen i 2017.

Og så er der den sociale tillid, tilliden til andre borgere, tilliden til fremmede. Denne tillid er vores positive forventning om, at vi kan stole på hinanden, på, at vi ikke udsætter os selv for nogen nævneværdig risiko ved at indlade os med andre, hverken personligt, socialt, kulturelt eller økonomisk.

Indvandringen sætter vores tillid til, at vi trygt kan interagere med fremmede, under kraftigt pres. Vi holder op med at agere som tillidsfulde individer, især i de ghettoområder og bydele, som ikke længere er under dansk jurisdiktion. Vi lærer at leve med de nye vilkår, vi tilpasser os og tager mistroens forholdsregler. Vi er ikke længere det tillidsfulde folkefærd, vi tidligere har været.

Politikerne og medierne negligerer tillidstabets betydning for danskernes måde at leve og agere på, fordi tabt tillid ikke kan kvantificeres. Men det siger sig selv, at tilliden destrueres langsomt i et miljø, som i stigende grad præges af etniske flok- og territoriedannelser, utilpassede unge, der med chikane, trusler og vold spreder frygt i hele bebyggelser og bydele rundt om i landet, æresdrab, bandekrige, gruppevoldtægter, likvideringer på åben gade, bombesprængninger, bilafbrændinger, stenkast fra broer over motorveje, skyderier, visitationszoner, åbenlyse tyverier fra supermarkeder, øget socialt bedrageri mv. Den fejlslagne integration af muslimer har svækket tillid mere end noget andet.

Tillid var ikke overraskende nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens (S) første åbningstale til Folketinget. Over 30 gange kom hun ind på tilliden − eller manglen på samme − da hun gik på talerstolen foran det nytiltrådte folketing og kongefamilien. Tilliden, som måske er det mest værdifulde i Danmark, revner på en lang række områder, lød det fra statsministeren.

Tal og fakta taler deres tydelige sprog. Det tillidsfulde Danmark er en myte, som danskerne lever højt på og elsker at bekræfte sig i. Virkeligheden er, at tilliden i Danmark er blevet mindre. Danmark forvandles langsomt, men sikkert fra et trygheds- og tillidssamfund til et frygt-, kontrol- og mistillidssamfund.