Klumme: Myten om ligestilling som dansk kerneværdi

Udlændinge der søger dansk statsborgerskab, bør ifølge DF og S testes i deres viden om dansk ligestilling. I den herskende nationale fortælling er ligestilling nemlig en indiskutabel og grundlæggende dansk kerneværdi. Men det er blot en af de mange myter, som dansk selvopfattelse bygger på.

I 2016 skrev Socialdemokratiets indfødsretsordfører Astrid Krag på piopio.dk, at ”når der kommer nye borgere til Danmark, så skal de mødes med helt klare forventninger om, at deres døtre kan nyde den samme frihed, som deres jævnaldrende veninder”. I deres hverdag oplever danske kvinder imidlertid noget helt, helt andet end frihed og ligestilling.

Rwanda, Nicaragua, Slovenien og Namibia – og så Danmark

Danskerne ser Danmark som et foregangsland, når det gælder ligestilling mellem kønnene, fordi Danmark en overgang har ligget blandt de fem bedste lande sammen med de øvrige nordiske lande. I 2017 rutsjede Danmark imidlertid ned på nr. 14, mens de andre nordiske lande forblev i toppen. 14. pladsen placerer Danmark langt efter Island, Norge og Finland, som indtager de tre første pladser, og også efter lande som Rwanda, Nicaragua, Slovenien og Namibia.

Ligestillingen kun på papiret

Den ligestilling mellem kvinder og mænd, der er i Danmark, er kun på papiret. Reelt er de traditionelt kvindelige arbejds- og livsopgaver ikke ligestillet med traditionelt mandlige. Det danske samfund er stadig indrettet efter et gammeldags, traditionelt kønsrollemønster, hvor det er mor, som er den primære omsorgsgiver. Forventningerne til piger/kvinder og drenge/mænd er fortsat som de altid har været. Det gælder opførsel, seksuel adfærd, pligter i hjemmet, valg af uddannelse, barsel, arbejde med børn og omsorg – listen er lang. Kvindens primære opgave er fortsat at være mor og stå for de fleste pligter i hjemmet.

Følgende eksempel fra en ligestillingssag illustrerer det i Danmark fremherskende mindset. En mor med fire børn søgte en stilling som akademisk sagsbehandler hos en fond. Kvinden blev indkaldt til samtale, men modtog herefter en mail, hvoraf det fremgik, at hun ikke var en af de to ansøgere, man ville gå videre med. Det var anført, at det ikke så meget skyldtes faglige hensyn, men “mere af personlige hensyn til dig, idet vi tror, at stillingen vil give dig stress- og samvittighedsproblemer med hensyn til dine fire børn”.

Powerkvinder og mænd med fuldtidsarbejde

På arbejdsmarkedet tæller mandlige kvaliteter som ”aggressivitet”, ”robusthed”, ”råstyrke” og ”beslutsomhed” stadig mest. Erhvervslivet måler stadig de ansattes bidrag med maskuline briller. En kvinde med uddannelse og job kaldes en ”powerkvinde”. En mand med tilsvarende uddannelse og job er ikke en ”powermand”. Han er bare en mand med et fuldtidsjob.

Mænd tjener mere end kvinder

Danmark har et af de mest kønssegregerede arbejdsmarkeder i Europa, hvor to tredjedele af de ansatte i den private sektor er mænd og to tredjedele af de ansatte i det offentlige er kvinder. Det medfører bl.a., at en dansk kvinde tjener i snit 14-18 pct. mindre end en mand, og når hun engang forlader arbejdsmarkedet, har hun ca. en tredjedel mindre stående på pensionsopsparingen. Mandlige sygeplejersker tjener eksempelvis mere i gennemsnit end kvindelige sygeplejersker, og kvindelige chefer i den private sektor får 14 pct. mindre i løn end mandlige chefer. Også den skæve fordeling af barsel og omsorgsdage mellem mænd og kvinder rammer kvinderne på pengepungen.

Kun få kvinder i ledelse

I 2017 landede Danmark på en skammelig 80. plads (ud af 144 lande) på World Economic Forum’s måling af antal kvinder i ledelse. Der er således kun 6 pct. kvindelige CEOs i Danmark, hvilket er det laveste niveau i Skandinavien.

I Danmark er 25 pct. af bestyrelserne i børsnoterede virksomheder kvinder. I Island er det tilsvarende tal 44 pct., altså tæt på ligestilling. I den private sektor er kun én ud af 7 topledere i de største virksomheder kvinde, og i den offentlige sektor er der én kvinde for hver tredje mandlige topembedsmand.

Selv om kvinderne i dag skriver halvdelen af ph.d.-afhandlingerne, er kun en ud af fem professorer kvinde. Kun 33 pct. af byrådsmedlemmerne i danske kommuner er kvinder. Kun 14 ud af 98 borgmestre er kvinder.

Mandchauvinismen lever i bedste velgående

Går man 20 år tilbage, var lektor og historiker Thorkild Kjærgaard ikke i tvivl. I 1998 udtalte han: ”Kvinder sænker det faglige niveau på universiteterne”.

I 2004 sagde nuværende overborgmester i København Frank Jensen om nyudnævnte miljøminister Connie Hedegaard: ”Foreløbig har vi kun set et kønt ansigt, men ingen handling”.

I 2015 omtalte et medlem af LOs hovedbestyrelse formandskandidat Lizette Risgaard som sludre-pludrende. Hun er i dag formand for LO.

Hovedbestyrelsesmedlem Poul Erik Skov Christiansen advarede dengang mod Lizette Risgaard: ”Hendes erfaring er ikke på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer”.

Ja, det mandchauvinistiske mindset og kultur lever i bedste velgående i Danmark.

Ligestilling er kun for kvinder

Ligestilling i Danmark handler overvejende om kvinder og kun i marginalt omfang om at forbedre eller fremme mænds muligheder. Ligestillingsdebatten drives primært af kvinder, der taler om kvinder til kvinder.

Den 2. november 2018 var der høring på Christiansborg om en ny ligestillingsstandard. 12 ud af 12 oplægsholdere var kvinder. Ligestilling er i Danmark blevet til kønskamp og handler primært om at fremme bestemte gruppers interesser, ikke om retfærdighed og reel ligestilling.