Klumme: Danmarks politiske udvikling igennem 50 år– Del 1

Dette er den første af i alt 5 klummer. Tanken er at beskrive det historiske forløb fra Danmarks indtræden i EF i 1973 frem til den aktuelle politiske situation i såvel Danmark som set med en national konservativ baggrund.

Den aktuelle politiske status

Hvis man skal forsøge sig med en politisk analyse af temperaturen gennem de sidste 5 årtier, så er et passende udgangspunkt året, hvor Danmark overgik fra at være en uafhængig nationalstat til at blive en mindre spiller i et stadig mere omfattende politisk integreret statssamfund i det Europæiske Fællesskab. Intet før og intet har siden hen ændret Danmarks politiske, etiske og moralske fundament mere end vores formelle indtræden 1. januar 1973. Det var primært en samling samhandelspartnere, der var trådt ud af anden verdenskrigs ruiner, en kul- og stålunion, som skulle sikre dansk eksport af landbrugsvarer. Forpligtende i det omfang, vi selv ønskede.

Med udbygningen til også at omfatte et politisk samarbejde gennem talrige tillægsaftaler internt i EU, særlig Mastricht-aftalen i 1993, og eksternt i forhold til mellemøstlige lande med Barcelona erklæringen fra 1995 om sikring af mellemøstlige migranters adgang til Europa, der har det oprindelige EF’s sikring af prisen på bacongrisen og lurmærket smør udviklet sig til et mangehovedet uhyre i et konglomerat af kamre, af kommissærer og for Danmark forpligtende regler, som gennemregulerer ikke kun vores, men alle medlemsstaters hverdag. Opløsningen af nationalstaternes individuelle suverænitet er det endelige mål.

Berlinmuren forsvandt i 1989, og med den også frygten for et kommunistisk angreb på Europa og en kold krig, der lagde en hindring for udvikling af et samlet Europa på frie, europæiske betingelser. Kommunismen i Østeuropa havde fastfrosset de enkelte lande i et økonomisk og historisk ingenmandsland på samme måde som grænsen mod vest.

Først efter murens fald har de østeuropæiske lande været i stand til at vende tilbage til en genopbygning af de nationale særpræg, tilbage til den identitet, kommunismen i sin ensretning havde frataget dem retten til. Intet under, at karakterstærke lande som Polen og Ungarn har voldsomme sammenstød med det EU, der i sin ensretning mere og mere minder om det Sovjetunionen, der fratog de østeuropæiske lande deres selvstyre og særpræg. Berlinmuren er rykket vest på i følge kritikere.

Vesteuropa har i årene siden 1973 oplevet en økonomisk optur, trods oliekrise i 1973, trods finanskrise i 2008, og de konjunkturudsving, som 1980’erne bød på. Markederne var stabile, toldbarrierer var fjernet. EU har på det makro- og mikroøkonomiske plan været en succes – alt andet ville stride mod de faktuelle tal og forhold. Selv sammenlægningen af de tidligere to Tysklande har trods enorme økonomiske ofre for vesttyskerne været en succes, om ikke andet på det menneskelige plan. Først og fremmest for DDR-borgerne, der har fået deres frihed, uanset om de blev i hjemegnen eller drog vest på.

Tiden før EF

Det tyske CDU/CSU var garant for et konservativt Tyskland styret af politiske ledere med foden solidt placeret i den tyske muld, f.eks. Konrad Adenauer og Helmut Kohl. Tilsvarende med den Socialdemokratiske kansler, Helmut Schmidt, og De Frie Demokraters leder, Hans Dietrich Genscher. Det var alle politikere med et personligt kendskab til det 3. Riges totalitarisme og tiden efter opbygningen af det tyske wirtschafts wunder.

I Frankrig havde de Gaulle ikke kun kendetegnet de frie franske under anden verdenskrig, men også det Frankrig, der lige som Tyskland havde oplevet et økonomisk opsving trods afkolonisering og de menneskelige, moralske og økonomiske omkostninger, der fulgte med den udvikling.

Storbritannien stod som 2. verdenskrigs største taber. Økonomisk var landet tvunget i knæ. Omkostningerne havde været enorme på alle parametre. Tilbage stod et forældet produktionsapparat og adskillige byer, som reelt havde været udraderet under blitzen, de tyske bombardementer. Den dyreste del af efterkrigstiden var opgivelsen af den økonomiske saltvandsindsprøjtning som indtægterne fra imperiet havde tilført. Op gennem 1960’erne blev de sidste kolonier selvstændige.

Indtræden i EF

Storbritannien og Danmark sagde ja med en overvægt af stemmer i oktober 1972 til det nuværende EU, hvilket Brexit satte en stopper for sidste år for Storbritanniens vedkommende. I 1972 var samarbejdet i det Europæiske Fællesskab et nationalstaternes samarbejde i lande med forholdsvis etnisk homogene befolkninger. Tyskland og øvrige europæiske EF-lande havde kontingenter af arbejdskraft for at matche de udfordringer, der fulgte med det økonomiske opsving. Men, omfanget og antallet af det, vi i dag kalder masseindvandring, havde ikke taget fart.

Organiserede menneskesmuglerruter og hele industrien bag masseindvandringen var dårligt i sin vorden. Grænser var opretholdt grundet den kolde krig. Schengen-aftalen kom først langt senere, rejser var dyre, og infrastruktur ikke udbygget. Befolkningseksplosionen var endnu ikke begyndt i Mellemøsten og Afrika. I 1960 var der 6000 muslimer i Tyskland. I dag er der 6 millioner. Truslen mod Europas fred og sikkerhed havde ligget i nazismen, og kommunismen. Islamisme var en ukendt trusselsfaktor.

Terror på dagsorden

Det første tilfælde af islamisk terror oplevede man ved OL i 1972 i Mūnchen mod de israelske sportsudøvere. Den mere organiserede terror var europæisk baseret forestået af byguerillaer fra det ekstreme venstre eller fra nationalister. I Tyskland af Rote Arme’, i Italien af Brigado Rossi og i Irland af IRA. Dagligt berettede medierne om volden, som de ekstreme tyske terrorister og deres ligesindede i IRA begik. Uskyldige menneskeliv gik tabt blot for at ekstremisterne kunne forfølge deres dagsordener, hvor menneskeliv intet betød.

Danmark for 45-50 år siden

Danmark lå stadig i vidt omfang som et Morten Korch-samfund tilbage i 1970’erne med en næsten 100% etnisk dansk befolkning. De enkelte minoriteter, vi havde, indgik som en naturlig del i danskheden, at vi betragtede både jøder og det tyske mindretal som en del af kongerigets historiske arv og berigelse.

Frø af ugræs spirede med ungdomsoprøret i 1968. Der foregik en nedbrydning af respekt for myndigheder og politikere, men også for opbygningen af nationalstaten funderet på den befolkningssammensætning, som historien og biologien havde været ledetråd for.

Velfærdssamfundene

Velfærdssamfundene i Europa var under udvikling, men sikkerhedsnettet var ikke udviklet i samme grad som i dag. Antallet af pensionister var forholdsmæssigt langt mindre og antallet på folk på overførselsindkomst var overkommeligt i forhold til samfundsøkonomien. Hvis økonomer have kunnet forudse, at halvdelen at befolkningen ville være på en eller anden form for overførselsindkomst i 2020, så havde de korset sig. Tilsvarende forudsigelser om antallet af borgere med muslimsk baggrund.

Indstillingen til det at modtage sin indkomst uden at yde noget til gengæld var en anden i 1973. Der var én tv-kanal og tre hjemlige radiokanaler. De europæiske samfund var i politisk og ledelsesmæssig sammenhæng i vidt omfang patriarkalsk styrede. Kvindernes andel både i statsleder- og i virksomhedsledelsesmæssig sammenhæng var ikke eksisterende. Kønsrollerne var traditionelle, og den erhvervsmæssige fordeling mellem land og by var fortsat ikke rykket til skade for landbosamfundene.

December-valget og Watergate

Valget her hjemme i december 1973 skabte røre i det politiske landskab. Glistrups Fremskridtsparti kom med sine 28 mandater ind i Folketinget på et krav om lavere skat og afvikling af statslig indblanding. Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater kom med deres 14 mandater også til at rokke ved det ellers faste mønster, som Folketingets partier var sammensat af.

Watergate-skandalen og de afsløringer, der året efter førte til præsident Nixons fald, udgjorde en vis faktor i forhold til at medvirke til at fremme manglende respekt for folkevalgte politikere generelt. Vietnam-krigens afslutning i 1975 gjorde så til gengæld en ende på et amerikansk og vietnamesisk mareridt.

Det europæiske plan

På det lidt større plan og set med nationalkonservative øjne indledte Europa sin politiske, kulturelle, religiøse, åndelige og befolkningsmæssige nedtur samtidig med, at Danmark indtrådte i EF i 1973. Som de ekstreme politiske forhold ser ud i dagens Europa, er udviklingen løbet af sporet stort set på alle de hylder, samfundet er opbygget over. Dette sagt uden at man som politisk national konservativ skulle gå ind for at fastholde kønsrollemønstre, der for længst har vist sig uholdbare. Vi er blot nået dertil, hvor også det feministiske har nået samme kultagtige status som BLM-bevægelsen.

Hvad er det for et Europa vi i dag er vidne til? Hvad er årsagen til det nuværende politiske og befolkningsmæssige udseende? Hvad retning har det taget og hvor bevæger det sig hen?