Klumme: Putins julelege udstiller EUs, NATOs og USAs svaghed

Når verden er vidne til tilsyneladende umotiverede hændelser som Hvideruslands aggressive brug af migranter til at gennemhulle Polens og Litauens ydre grænser eller Putins oprustning ved den ukrainsk-russiske grænse, er det en god journalistisk skik at stille to spørgsmål: hvad sker der og hvorfor netop lige nu?

I militær terminologi kaldes det, der sker lige nu, en eskalering. Det er en yndet russisk (og tidligere sovjetisk) taktik, som ikke er begrænset til Putin, men har sin rod i Ruslands historie og landets syn på Vesten. Det vigtigste er at forstå, at det nuværende Rusland (og tidligere Sovjetunionen) ikke ser sig selv som en fredelig del af den internationale orden, men tværtimod som værende i krig med Vesten, i en binær magtkamp, som kun én part kan vinde. Dette er imidlertid et synspunkt, som ikke deles af alle, herunder mest notorisk det tyske socialdemokrati, SPD, men som har stor klangbund i de tidligere kommunistiske satellitstater i det østlige EU.

Men det er østeuropæerne, der har fat i den lange ende. Historisk set har Rusland både før og under Putin respekteret og trukket i land, når det er blevet konfronteret med klare budskaber om magtanvendelse fra Vestens side, mens det omvendt historisk set har ignoreret tomme trusler eller sanktioner. Det viser en række case-studies udgivet i en rapport fra den britiske tænketank Chatham House: ”What deters Russia?” (Hvordan stopper man Rusland?).

Grunden til, at det forholder sig sådan i denne magtkamp, er, at Rusland er klar over, at det ikke kan vinde en konventionel krig mod NATO og Vesten. Men Rusland har historisk haft stor succes med andre metoder, heriblandt at skræmme Vesten til indrømmelser simpelthen ved at rasle med sablerne. Jeg nævner i flæng erobringen af Krim i 2014, hvor Obama gjorde det meget klart, at han ikke agtede at foretage sig noget. Samt Ruslands invasion af Ukraines Donbas-område samme år, hvor Putin skræmte Angela Merkel, eller rettere sagt udnyttede den omstændighed, at SPD, der som sagt er det mest russo-file parti i EU, var en del af Merkel-regeringens store koalition, til at indgå de såkaldte Minsk-aftaler, som reelt betød Vestens kapitulation over for Ruslands trusler og dermed det totale svigt af Ukraine. Aftaler, som er grunden til, at vi står, hvor vi står i dag.

Der er ingen tvivl om, hvem der står bag eskaleringen, nemlig Putin, og heller ingen tvivl om, hvad han vil opnå, nemlig som i 2014 at true Vesten til ikke at indlemme Ukraine i dens indflydelsessfære og til ikke at støtte landets bestræbelser på at blive optaget i NATO. Men hvorfor netop nu?

For at forstå det, skal vi lidt tilbage nemlig til den amerikanske forsvarsministers, Lloyd Austins, besøg i sidste måned i Rumænien, som er en del af NATO og i Ukraine, som gerne vil være det, men hvis ansøgninger om medlemsskab gang på gang bliver stoppet af….SPD …og Ruslands trusler om repressalier.

Både USA og Rumænien udtrykte i forbindelse med besøget bekymring for Ruslands stigende militarisering af Sortehavs-området og har i en diplomatisk offensiv for nylig overfor den amerikanske Kongres krævet militær forstærkning i Sortehavs-området på linie med det, der er tilfældet i Østersø-området. Hvilket har foranlediget to indflydelsesrige amerikanske senatorer, Mike Rogers og Mike Turner, til at skrive til Joe Biden og bede ham om at gøre nøjagtig det.

Medierne er som altid med på en gang skrækkampagne. JyllandsPosten skriver i sin ”analyse”: ”Risikabelt magtspil i Østeuropa kan udløse krig. Sammenstød på grænsen til Polen, gaskrise, militær opmarch omkring Ukraine – spændingen stiger i Østeuropa, og risikoen for åben konflikt er til stede. Næppe. Det er det, Putin gerne vil have, at Vesten tænker, men der er, som Chatham House påviser, ingen grund til at tro, at Putin vil risikere en konventionel krig med NATO, som han med sikkerhed vil tabe. 

Det er en helt anden risiko, der udgør den egentlige fare, nemlig at et svagt USA og EU og dermed et svagt NATO ikke koldt og klart sætter stolen for døren for Rusland. Det var det der skete med Ruslands annektering af Krim, invasionen af Donbas i Ukraine i 2014 samt invasionen i Syrien i 2015 for at redde Assads styre. En svag Obama nægtede at støtte Ukraine ved at give landet offensive våben og gjorde ikke alvor af egne trusler om røde linjer i Syrien ved ikke at straffe Rusland, da landet overskred dem. Og Putin slog straks til. Trump derimod gav offensive våben til Ukraine og Putin rørte ikke på sig i Ukraine under hans regeringsperiode.

Men nu er Obama tilbage i skikkelse af hans svage og aldrende vicepræsident og USAs nuværende præsident, Joe Biden, som senest har sendt nogle meget tydelige signaler til Putin ved at tillade, at Rusland ikke blot færdiggør Nordstream 2-gasledningen til EU, hvilket er i direkte strid med de af det amerikanske Senat vedtagne sanktioner af projektet, men også har demonstreret katastrofal inkompetence i forbindelse med tilbagetrækningen fra Afghanistan. Og nu slår Putin til.

Risikoen for Vesten ved ikke at sende et klart signal, ikke blot med sanktioner af Putin og Lukashenko og deres inderste cirkler, men militært, er langt større end intet eller næsten intet at gøre. Sanktioner spiser de til morgenmanden i Moskva og Minsk. Desværre ser det ikke ud til at blive tilfældet. EUs ”udenrigsminister”, Josep Borrell, udtalte i et interview den 15. november, at man i EU ikke engang overvejede militære tiltag. Så ved Putin det.

Og NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, udsendte samtidig vel nok en af de mest lammehalede udtalelser i nyere tid: ”Vi opfordrer Rusland til at være transparente om deres militære aktiviteter, at reducere spændingsniveauet og forebygge eskalationer”, sagde han efter et møde med Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba. Dette er et klart budskab from alle NATOs medlemmer.

Stoltenberg har ret i én ting: budskabet er klart. Putin pudser Lukasjenko på Polen og Litauen, truer med at lukke for gassen, eskalerer og opruster med mere end 90.000 soldater ved Ukraine østgrænse efter allerede at have invaderet Ukraine én gang, Ukraine løber skrigende om hjælp til NATO i EUs hovedstad Bruxelles, og Stoltenberg og Merkel beder på EUs, NATOs og USAs vegne Putin om at være sød at de-eskalere den ”krise”, han selv har igangsat.

Sådan. Så kan alle Ukrainere igen sove roligt om natten. Undtagen de 14.000, som allerde sover den store søvn som følge af den krig, Putins Rusland ene og alene er skyld i. Der da en klar tale. EU og USA, det vil sige Vesten, vil gøre alt for at få fred i vor tid. Hvor har vi hørt det før?