Rom år 500
Mere end hundrede år var gået siden barbarerne var strømmet ind i riget. Udefrakommende fremmede stammer havde kun haft et fælles mål: at udslette tusindårsriget og dets magtcentrum i Rom. Heri lå magten og æren. Blandt de stammer, der trængte ind bag Roms tykke mure, var vandalerne, herulerne og mange andre. Deres ophav var spredt. Nogle var af nordlig germansk oprindelse, andre kom østfra.
Rom havde gennem århundreder repræsenteret undertrykkelse, ensretning og slaveri for de besejrede. Skat skulle man betale for at undgå repressalier fra de romerske kohorter, som nidkært vogtede hvert et skridt, man tog. Den romerske jernnæve kendte ingen grænser ud over ekspansion og byggeri af ny infrastruktur i de erobrede egne.
Intet rige har som det romerske efterladt minder om en verdens kulturarv. Akvædukter, templer, forter, mønter, gudefigurer, skrevne kilder. Alt gik næsten op i luer og ødelæggelse, da dekadence tog over for krigerkultur og disciplin, og først og fremmest loyalitet mod kejserne og troen på de guder, der symboliserede selve nerven i styrke og troskab.
Romerriget spændte fra Hadrians mur i nord i nutidens England til langt ned i Afrika og Mellemøsten. Struktur og statsadministration var fælles over alt uanset lokalitet. Heri lå styrken.
Tilbage lå et forarmet, opløst rige omkring år 500. Et rige, hvor plyndringer og lovløshed tog over, hvor rigets centrum var bragt i knæ. Kristendommen havde sejret, en mellemøstlig tro havde afløst Apollon og Artemis, men mørket havde også vundet over lyset.
1500 år der fulgte
Europa og europæerne skulle gennemgå århundreder med krige, statsdannelser, statsopløsninger og epidemier, som efterlod kontinentet affolket. Europa skulle opleve korstog – opdagelsesrejsende, som tog ud til fjerne egne for at erobre. Kristendommen blev den fælles åndelig retning på godt og ondt.
Reformation, revolutioner og åndelige udviklinger, der fulgte med skrift og tanke, nye statsdannelser, som atter slog rod efter to verdenskrige. Ideologier kom og gik, nationalsocialisme, kommunisme, socialisme, liberalisme og konservatisme. Men, aldrig skulle Europa have så fast en hånd igen, som den havde haft i Romerrigets tid.
Vesten fra 1945-1975
Ved 2. verdenskrigs afslutning lå store dele af Europa i ruiner. Tyskland havde for 2. gang inden for samme århundrede tabt en verdenskrig. De tyske byer lå øde efter år med allierede bombardementer, ligesom dele af de engelske, polske, russiske og andre områder, hvor Hitlers soldater havde marcheret frem.
USA
USA havde overtaget rollen som verdens politimand. På samme måde som magtens centrum havde været placeret i Rom, udgik der retningslinjer for den nye vestlige verdensorden fra den nation, der havde sejret sammen med sine allierede.
USA kom ubetinget lettest ud af krigen, både materielt og i menneskeliv. Nationen var ung, men hver generation havde haft sine krige til at skærpe moralkodekset. Troen på Gud og Stars and Stripes var ubetinget, uanset om man gik i krig i Korea, Vietnam eller andre steder.
Europa
England havde fortsat et imperium og verdens største flådestyrke, men som årene gik efter sidste verdenskrig, svandt imperiet ind. Tabet af juvelen, Indien, i 1947 gjorde ondt, men det var kun en forløber for, at hele det britiske imperium gik i opløsning på tilsvarende vis som det romerske 1500 år før.
Et jerntæppe lagde sig ned gennem Vesteuropa. Kommunismen og ensretning i øst stod mod vestlige frihedsrettigheder. Den kolde krig eskalerede helt frem til murens fald i 1989.
Vesteuropa henlå i en genopbygningsfase under Marshall hjælp i mange år. Kul- og Stålunionen skulle klinke skårene mellem tidligere fjender. Det der senere udviklede sig til EF og nu Den Europæiske Union.
Helt frem til 1960’erne var Europa etnisk mere eller mindre homogent. Der havde været indvandring fra kolonier til England, Holland og Frankrig, men slet ikke i den målestok, vi taler om i dag. Migration og masseindvandring var ukendte begreber.
FN-konventionerne blev vedtaget efter 2. verdenskrig for at afvikle flygtningestrømme internt i Europa. De havde ikke taget sigte på at regulere de nuværende tilstrømninger fra Afrika og Mellemøstlige områder, som har rod i befolkningstilvækst, krige og økonomisk formål.
Vesten fra 1975 til nu
Europa
Det engelske imperium var smuldret, borte var pomp og pragt, riget hvor solen aldrig gik ned. Tilbage lå et Storbritannien undergivet gryende europæisk ensretning og centralisering fjernt fra Downing Street.
Som årene er gået, er Storbritannien blevet multietnisk og kulturelt. Om en generation vil hvide englændere være i mindretal på egen hjemmebane. Bandekriminalitet, grooming og seksuel udnyttelse sf etnisk engelske piger var ukendte begreber indtil navnlig de nordengelske byer blev befolket af pakistanske indvandrere.
Labour-partiet har bevidst ført en åben dørs politik for at knægte det konservative England, specielt under Tony Blair. Dele af England er uigenkendelige set med etnisk engelske øjne. Det mest almindelige drengenavn blandt nyfødte er ikke længere Jack, men Muhamed. Bådfarterne med migranter fra den franske kanalkyst til England foregår i rutefart på samme måde som færgesejladsen over Middelhavet med EU-støttede NGO-skibe.
Politisk har masseindvandringen også sat sine spor i Underhuset og på landsplan. Engelske byer overtages styringsmæssigt af muslimske borgmestre en for en med heraf følgende ændring af vaner, kultur og adfærd, der er fremmed for englænderne. Pressen knægter ytringsfriheden for modstandere af udviklingen som f.eks. den engelske frihedskæmper og aktivist Tommy Robinson. Politisk korrekthed vejer tungere end hensynet til voldtægt på engelske piger.
Bedre er det ikke gået i andre EU-lande. Tyskland har trods manglende kolonimæssig fortid oplevet en nykolonisering af allehånde migranter og lykkeriddere. Kriminaliteten er tilsvarende eksploderet. Tilsvarende i Frankrig, Holland, Belgien, Sverige, Norge, Danmark og Italien, hvor nykolonisering fra Mellemøsten og Afrika inden for den næste generation gennemgribende vil ændre struktur, samfundsudvikling og værdisæt efterhånden som befolkningsudskiftningen tager til.
Når marxisme og internationalisme går hånd i hånd, er den enkelte etniske europæers sikkerhed, trivsel og fremgang af underordnet betydning. De undertrykte migranters rettigheder betyder alt.
EU og den dybe stat har et langsigtet mål om at tilnærme Mellemøsten og Europa økonomisk, befolkningsmæssigt og værdimæssigt. Det betyder på den lange bane, at kristendommen og hele den europæiske kulturarv og åndelige skatkammer skal ofres til fordel for mangfoldighed og islamisering.
Min påstand er, at de etniske befolkninger i Vesteuropa er blevet frataget den mest fundamentale rettighed af alle, retten til at sige nej til en udskiftning af det befolkningsunderlag, de europæiske samfund har udviklet sig på.
Trods demokratiske valg så er de etniske befolkninger blevet misinformeret og vildledt af politikere og meningsdannere i et omfang som kun kan kaldes historisk.
USA
I USA har Demokraternes radikale venstrefløj siden 2020 ødelagt de amerikanske byer med en eksplosiv stigning i hjemløse og stærkt forringede forhold for de lavest lønnede, de fattige og middelklassen. Dem der troede på en New Deal under Biden, blev skuffet. Hele troen på den amerikanske drøm er ved at blive fjernet til fordel for centralisering, censur, og magtkoncentration hos en sump af elitære, bedagede Demokrater i Washington. Demokraternes yderste venstrefløj har taget både partiet og landet som gidsler i en ideologisk krig.
Demokraterne i USA har bragt perverterede race- og sexteorier dybt i det amerikanske samfund, helt ind i skoleklasser for mindreårige. Demokraterne har bevidst neddroslet bevillinger til politi og militær efter pres fra marxistiske kræfter i partiet og dets støttegrupper på den yderste venstrefløj, i Antifa og BLM. Resultatet? En voldsom stigning i antallet af mord og kriminalitet i USAs demokratisk styrede byer.
Energipriser og inflation i USA har nået et niveau, at selv middelklasseamerikanere må gå sultne i seng for at have råd til at kunne køre på arbejde. Olieudvinding er sat på hold i et land, der tidligere var selvforsynende. Inflationen raser, fordi Biden ikke har nogen økonomisk politik efter pandemien til at tackle den. Dybest set er Biden administrationen ligeglad.
Man bekymrer sig mere om ideologiske kampe langt væk fra befolkningens ve og vel. Den grønne omstilling er marxisternes våben og middel til kontrol. Ofrene på alteret er den almindelige amerikaners velstand, frihed og sikkerhed.
Demokraterne har, ligesom de rød-grønne-liberale politiske brødre og søstre i Europa, ladet grænsen stå på vid gab, så millioner af illegale strømmer ind i USA. Forbrydersyndikater styrer grænsen, narko strømmer ind, fængsler i Mellemamerika tømmes for, at forbryderne uhindret kan komme til det forjættede USA.
Demokraterne tror på, at en befolkningsudskiftning vil være en fordel for dem. En udskiftning med folk som ikke har nogen idé om, hvad der binder USA sammen.
Misinformation strømmer ud fra Biden-administrationen og mainstream pressen er stadig ligeglad med, at USA dybest set befinder sig i en undtagelsestilstand politisk og økonomisk. Som i Europa spiller medierne, de trykte medier, de æterbårne og de sociale af slagsen en afgørende rolle for at fremme udviklingen mod kaos, opløsning og lovløshed.
Bidens inkompetence og demens illustrerer på ubehagelig vis det apokalyptiske stadie, den vestlige verden befinder sig på lige nu.
Biden kan meget nemt sammenlignes med de værste og de mest destruktive af Roms kejsere. Tilsvarende sammenligning kan drages i forhold til tidens europæiske ledere.
Europa forsvinder bid for bid
Fake news flyder som opium for folket i vor tid. Befolkningerne tror for en alt for stor dels vedkommende fortsat på, at Vesten kan overleve på de vilkår, som er knæsat gennem århundreders evolution og revolution, gennem generationers slid, blod, sved og tårer.
Vesten har under et overlevet ideologier og ismer, som truede med at skylle århundreders kulturarv og tænkning ud med badevandet. Den største trussel mod vestlig tankegang og levevis er i dag, som i romertiden, at fremmede barbarer truer med at fjerne selve grundfundamentet, grundsubstansen i det, man med en fælles betegnelse kan kalde den vestlige verden.
Det er ikke, som medierne og mainstream politikerne tror, skrevet på forhånd, at vores verden vil overleve den igangværende befolkningsudskiftning. Tværtimod viser alle tegn, at hvor islam rykker ind, der forsvinder bid for bid det Europa og USA, som har været under opbygning siden barbarerne brændte Rom ned.
Hvis ikke Europas og USAs befolkning forstår, at frihed koster, så vil de selvsamme mørke barbariske kræfter, som overtog Romerriget, rykke ind i regeringspalæer, i lovgivning, på skoler, hos myndigheder og på gadeplan som i 500 tallets Romerrige.
Hvor Rom blev svag og udisciplineret, udnyttede indtrængende fjender slapheden til at tilintetgøre riget. Hvor de vestlige demokratier som nu viser manglende fasthed i grænse- og værdipolitik, udnytter mørke udefrakommende kræfter slapheden og manglen på konsekvens til at tiltage sig mere magt efter salamimetoden.
Jeg har mere tillid til, at den halvdel af den amerikanske befolkning, som stemmer Republikansk, at er villig til at gå både i stemmeboksene og på gaderne. De har et ideologisk fyrtårn i Trump. Det er altid den enkelte leder og pågældendes visioner og gennemslagskraft, der har vist sig afgørende for udviklingen.
Min tvivl er, om Europas folk er klar over, hvad de er ved at miste, fordi forbrydelsen mod Europa er så massiv. Den foregår som en voldtægt mod alt hvad Europa er funderet på, et værdiskred, og voldtægten sker med accept og tilskyndelse fra såvel myndigheder som politikeres side. Frihedsrettigheder, ytringsfriheden først og fremmest, og kønnenes ligestilling er under massivt pres.
Europa kan inden for en til to generationer se frem til en gentagelse af det selvsamme mørke som lagde Romerriget i aske. Nu sker det blot under islams segl, og med de nyttige idioter, som tjener samme formål som de jødiske kapoer i ghettoerne øst på for 80 år siden.
Kapoerne i dag er journalister, mainstream politikere, venstreorienterede meningsdannere, den dybe stat og andet godtfolk. Lidet ved de, at de enten selv eller deres efterkommere i overført betydning risikerer samme skæbne som jøderne, nemlig at blive sat på de sidste tog øst på, når barbarernes arbejde med kolonisering er gennemført.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)