Den 22. juli afgør ca. 160.0000 medlemmer af det konservative parti, The Tories, ved et brevvalg, hvem der skal efterfølge Theresa May både som partileder og som Storbritanniens næste premierminister. Som bekendt træder May i disse dage tilbage, efter at hendes kompromisforslag i forbindelse med Brexit-forhandlingerne i Bruxelles i løbet af dette forår tre gange er blevet nedstemt i det britiske parlament, Underhuset.
Landets udtræden af EU, der var blevet besluttet ved en folkeafstemning i juni 2016, var oprindeligt fastsat til d. 23. marts i år, men er blevet udsat til d. 31. oktober og vil således finde sted under den nye premierminister.
En lang række håbefulde kandidater stillede i løbet af forsommeren op til det kommende brevvalg, og tilbage er nu to kandidater: den nuværende udenrigsminister Jeremy Hunt, introduceret i en tidligere klumme, og hans forgænger Boris Johnson. Hunt stemte i 2016 for Storbritannins forbliven i EU, hvilket forøvrigt også Theresa May gjorde. Dette forklarer den halvhjertede indsats hun gjorde under Brexit-forhandlingerne, mens Johnson sammen med Nigel Farage stod bag Brexit-tilhængernes sejr i forbindelse med folkeafstemningen i 2016. Farage grundlagde i 1993 The UK Independence Party (UKIP), der ved sidste EU-valg i 2014 fik syv pladser i EU-parlamentet. Op til det nyligt overståede EU-valg startede han sit nye Brexit Party, der fik hele 30 pladser i EU-parlamentet, mens både Labour og ikke mindst det konservative parti gik drastisk tilbage, hvilket tydeligt viser den generelle anti-EU stemning i Storbritannien. Så Boris Johnson lå helt rigtigt, da han – på daværende tidspunkt landets udenrigsminister – i begyndelsen af juli måned 2018 i protest mod Mays kompromissøgende forhandlingspolitik trådte ud af regeringen. Herefter har han med stor succes placeret sig som Brexit-tilhængernes spidskandidat, der har lovet under alle omstændigheder – dvs. også uden en forhandlingsløsning – at ville føre Storbritannien ud af EU.
Jeremy Hunt, der nu også bekender sig til Brexit – ellers var han ikke kommet i semifinalen – har dog antydet, at han i første omgang vil søge at finde nye forhandlingsløsninger i Bruxelles. Dette har kastet et skær af opportunisme over ham, ikke mindst da han siden folkeafstemningen i 2016 konsekvent har støttet Theresa May i hendes forsonlige politik over for EU. Dette har svækket Hunts position hos de menige konservative partimedlemmer, der næsten samlet står bag kravet om Brexit, koste hvad det vil. Hertil kommer også, at den farverige og karismatiske Boris Johnson i tilfælde af et kommende parlamentsvalg, hvis den nuværende regering udsættes for en mistillidserklæring i Underhuset, anses for at være dén, der har størst mulighed for at slå det socialistiske Labourparti under ledelse af neomarxisten og antisemitten Jeremy Corbyn.
Hvem er Boris Johnson?
Den førende konservative avis, The Daily Telegraph, som i 1989 sendte den 24årige Boris Johnson som korrespondent til Bruxelles, hvilket var indledningen til hans nuværende position som Mr. Brexit – efter at han her havde rige muligheder for at kigge bag EUs korrupte kulisser – har i mange år støttet dennes politiske ambitioner. Forleden dag, d. 5. juli, har avisen således trykt en leder med overskriften ”Boris Johnson is right for the top job”. Efter at have peget på Jeremy Hunts tidligere pro-EU holdning og advaret mod et forsøg på at genforhandle nye kompromiser, hvilket netop mislykkedes for Theresa May, fremhæver avisen først Johnsons evne som kommunikator ikke så meget i forhold til den venstreliberale befolkning i og omkring London, men i forhold til den jævne engelske vælger også ude i den økonomisk forfordelte provins. Johnson er ganske enkelt kendt somt en politiker, der tør kalde en spade for en spade. Kendt er hans kåde sammenligning af tilslørede muslimske kvinder med postkasser – af den politisk korrekte elite naturligvis omgående stemplet som rendyrket racisme.
Dernæst fremhæver The Daily Telegraph Johnsons indsats som Londons borgmester i årene 2008-16, hvor han i en by, der normalt vælger Labour, i to omgange besejrede marxisten Ken Livingstone – også denne en antisemit ligesom Corbyn – der som borgmester havde skabt økonomisk kaos i byen. Til gengæld blev Boris Johnson en yderst populær borgmester med kælenavnet Bo-Jo. Han fik anlagt en lang række cykelstier for at afhjælpe Londons trafikkaos og bygget et stort antal sociale boliger, og iøvrigt genindførte han de populære røde dobbeltdækkerbusser, som Livingstone ville have skrottet.
Boris Johnsons program
I centrum af Johnsons program står naturligvis Storbritanniens omgående udtræden af EU d. 31. oktober 2019 kl. 24, hvis EU-kommissionen ikke er villig til at genforhandle alle May-aftalens punkter. Sker dette ikke, vil han heller ikke indbetale de ca. 40 mia. britiske pund, som Bruxelles kræver som en slags skadeserstatning for Storbritanniens udtræden. En sådan udtræden vil ifølge Johnson befri landet for EUs bureaukratiske regelværk og diktatoriske spændetrøje, og Storbritannien vil herefter kunne indgå individuelle handelsaftaler med en lang række lande ikke mindst uden for Europa, en mulighed, der ikke var omfattet af Mays kompromisforhandlinger med Bruxelles. Her vil ikke mindst USA komme i søgelyset, og den amerikanske præsident Donald Trump har da heller aldrig lagt skjul på sine Brexit-sympatier. Der tales allerede om, at Johnsons første udenlandsrejse vil gælde Washington D.C. En række andre lande, som han har et godt øje til, vil være en række tidligere Commonwealth-lande, som f.eks. Australien, Canada og ikke mindst det befolkningsrige Indien. Udenrigspolitiske aspekter findes også i Johnsons løfte om en forstærket indsats inden for NATOs rammer – glem alt om en EU-hær – og et udbygget, men bilateralt efterretningssamarbejde med en række europæiske lande.
Indenrigspolitisk er et nok så væsentligt programpunkt, at det skal gøres lettere for unge mennesker at købe fast ejendom ved at fjerne en række afgifter og ikke mindst skal det britiske politi, der blev udsultet, mens May endnu var indenrigsminister under David Cameron, styrkes. Johnson har lovet – især med henblik på den bølge af vold og knivdrab især blandt unge farvede mænd (tør man endnu bruge dette udtryk?) i de engelske byer – at øge det overbebyrdede politis mandskab med 20.000 nye betjente. Boris Johnson er ganske enkelt en uforbeholden repræsentant for ”law and order”, og dette skal nok komme ham til gode som kommende regeringschef.
Visionernes og fremtidens mand
Overhovedet ser Boris Johnson sig selv som en premierminister for alle med et udpræget ønske om at hele den splittelse, der er opstået i Strorbritannien både pga. Brexit-afstemningen, men også pga. den øgede økonomiske ulighed, der i stigende grad gør sig bemærket, men ikke rager de velbjergede beboere i London og Sydengland en høstblomst. Her appellerer han naturligvis både til de britiske bønder og fiskere, der med rette føler sig ladt i stikken af Bruxelles, der bevidst favoriserer det sydeuropæiske landbrug og fiskeri, og til de mange utilfredse Labourvælgere i de nordengelske industribyer, der ligeledes føler, at den økonomiske udvikling er gået dem forbi. Samtidigt ønsker Johnson at udbygge Storbritannien til et nyt Silicon Valley centreret omkring universitetsbyerne Oxford og Cambridge – alene Cambridge mønstrer flere Nobelpristagere end noget andet universitet i verden (ialt 119) – men med en aflægger i Nordengland.
Ja, Bo-Jo er en mand både med visioner og politisk appel, så det kan ikke undre, at han i den seneste meningsmåling ved det forestående brevvalg vil få 67% af de konservative medlemmers stemmer. Og skulle et parlamentsvalg følge, vil givetvis også en tredjedel af de Labourvælgere, der stemte for Brexit, pga. Jeremy Corbyns generelle inkompetence og manglende stillingtagen til Brexit-problematikken nok også kaste deres stemme på Bo-Jo. Så der er noget at glæde sig til.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)