Klumme: Troværdighedens tabte slag (Del 2)

Medierne i Europa

Som i USA så har der også i Europa åbenbaret sig en afgrundsdyb venstreorienteret politisering af medierne. I en måske endnu grellere udgave i og med, at USA endnu ikke har oplevet den form for vold og kriminalitet, som mellemøstlige og afrikanske migranter udsætter de etniske europæere for.

F.eks undlader medierne i Europa i vidt omfang fortsat at nævne etnicitet på gerningsmænd under hensyntagen til, at den efter mediernes opfattelse ikke spiller nogen rolle. Medierne overser helt, at det spiller en afgørende rolle for opinionen at fortælle, at 9 ud af 10 overfalds- eller massevoldtægter begås af gerningsmænd med anden etnisk baggrund end europæisk.

Hvordan skal politikere kunne danne sig et overblik om de nødvendige politiske beslutninger, når journalister beskytter gerningsmænd mere end ofre? Eller hvordan skal den almindelige vælger for den sags skyld kunne forstå, hvor grelt det står til? Det ville kunne vende vælgermassen, hvis medierne ikke undertrykte indvandringens sande konsekvenser for europæernes hverdag, sikkerhed og økonomi.

Medierne har over de sidste fem årtier overgået fra at være respekterede og nærmest hæderkronede i kampen for at stå på mål for frihedsrettigheder og afsløre magtmisbrug og grusomheder til at gøre sig selv til talerør for de agendaer, det yderste venstre promoverer sig selv på. Medierne er overgået fra at være kritiske vagthunde til at være venstreorienterede magthaveres skødehunde.  Man undrer sig såre over, hvorfor det er gået så galt i forhold til objektiviteten og den faglige stolthed. Et glimrende eksempel er de engelske mediers behandling af aktivisten og islam kritikeren, Tommy Robinson. En mand hvis primære formål har været at få belyst de overgreb, der gennem årtier har været begået af pakistanske netværk af mænd i de nordengelske byer mod socialt udsatte etnisk engelske piger.

I stedet for at gribe de historier, der har cirkuleret om grooming, vold, seksuelle overgreb og politiets manglende vilje til indgriben i frygt for at blive ramt af racekortet, så har man selv fra det statsejede BBC valgt at gå efter budbringeren Robinson og ikke de kriminelle netværk. Man bringer Robinsons tidligere domme frem, man vælger helt at give slip på den fineste opgave, som journalistikken er bærer af, nemlig det at bide magthavere og myndigheder i haserne. De engelske medier optræder som en del af forbrydersyndikaterne ved at forholde opinionen sandheden. Det er ganske enkelt usmageligt.

 Da Tommy Robinson optrådte på DR2 efter at have vundet Trykkefrihedsselskabets Frihedspris, var det en fornøjelse at se og høre en veltalende Robinson pille en tilsvarende fordomsfuld dansk journalist fra hinanden med argumenter, krølle ham sammen og smide ham i papirkurven for åben skærm. Skam indgår ikke i nyhedsformidling hos de førende medier og de venstreorienterede journalister. Her spiller den politiske dagsorden om mangfoldighedens fremme den afgørende rolle. Den dagsorden er vigtigere end sandheden og virkeligheden. At medierne ikke selv er opmærksomme på, at de vandrer rundt uden tøj på som i eventyret om kejsernes nye klæder, det er oplagt. For de fortsætter ufortrødent. Carsten Jensen-typen trives i bedste velgående. Man har indtryk af, at det er en religiøs mission at fordreje sandheden.

At København har skulle danne rammen om demonstrationer på op mod 15.000 mennesker, som har villet udtrykke deres solidaritet med Black Lives Matter bevægelsen, siger mere om, hvilke tider vi lever i. Det er grotesk, at reaktionerne på en episode i en by cirka 10.000 km væk kan brede sig på samme måde som en pandemi. I Danmark er hovedparten af befolkningen bortset fra udsatte steder fortrinsvis dansk. Når man ser demonstrationstog, bliver man hensat til en by i Mellemøsten. Hvis udlændinge føler, at det er så vanskeligt at leve i Danmark, så står det dem frit for at tage bussen til Kastrup.

At herboende udlændinge, som den rabiate afrikanske skrigeskinke og hadprædikant, Bwalya Sørensen, skal kunne tegne andet og mere end profil i en mentalerklæring på røde papirer siger mere om Black Lives Matter bevægelsens udfordringer med at finde egnede talspersoner. Årsagen til , at typer som hende fortsat har ophold på dansk grund er, at generøs dansk Bistandshjælp Matters.

Konsekvensmæssigt burde vi danske sofakartofler stå med fakler og høtyve foran Christiansborg eller i et af ghettoområderne, med skilte om White Lives Matter, hver gang en dansk pige var blevet voldtaget af en kulturberiger eller en konfirmand var blevet røvet, men lille mors hakkebøf og tv-avisen står i vejen for mobilisering. Og hvad med den afrikanske migrant, der aflivede tre pensionister på Østerbro eller den kurdiske migrant, der rendte rundt i Sverige med sin aflivede 17-årige kærestes hoved i en taske, fordi hun ikke ville opføre sig som i det stenaldersamfund han kommer fra?

Skal vi, som har førstefødselsretten i Skandinavien, så også rende rundt med skilte og bannere? Det er vel konsekvenstænkning, der vil noget. Eller også ligger de venstreorienteredes og visse udlændinge gruppers offerrolle fjernt fra den danske folkesjæl. Måske har vi etniske skandinaver ganske enkelt for travlt med at gå på arbejde og betale for, at 86% af de somaliske kvinder går hjemme som fødemaskiner for vores regning? Til gengæld bliver Rasmus Paludan udskammet af medierne for at tage temperaturen på, hvor galt det står til i de udsatte boligområder.

Ham kan pressen ikke lide i og med, at han dels taler det sprog, mange kulturberigere i ghettoerne læner sig op ad. Og Paludans koranafbrændinger passer meget godt som modsvar på det syn på danskerne, nybyggerne giver udtryk for, når de afholder udendørs bønnemøder eller burnouts med de biler, vi alle sammen betaler benzinen til via bistandshjælpen. En total mangel på respekt. De skal være glade for, at vikingeblodet er blevet så udtyndet som det er, ellers kom der hurtigt andre boller på suppen.

De vestlige mainstreammediers fælles agenda

Medierne går i et med, hvad dagsorden det politisk korrekte verdensbillede de venstreorienterede partier og opinionsdannere forfægter. One world, one rule, globalismens værdibegreber hævdholdes frem for indigneret og borende journalistik. Hvorfor understøtter medierne en Soros-globalisme, der dybest set kun understøtter multinationale koncerner, migration og islamisering af alt fra FN-organisationer til børnehaver i Danmark? Det er min påstand, at mainstreammedierne er fordomsfulde, og at de fastholder de værste konservative magtstrukturer og dogmatiske fascistoide opfattelser, som tænkes kan, frem for at forfægte frihedsrettigheder, kønnenes ligestilling og alle borgeres ret til at søge lykke og livsglæde. Som udtrykt i den amerikanske Frihedserklæring af 4. juli 1776. Et af verdenshistoriens vigtigste dokumenter og pejlemærker.

 Læg mærke til, at hvor antallet af avislæsere falder, der stiger søgningen mod de alternative netmedier, som f.eks. 24NYT. Uden at jeg for den sags skyld skal fremhæve det medie, jeg selv skriver i. De etablerede medier gør alt, de kan, for at nedgøre de alternative mediers troværdighed i kampen om, hvad de har tilbage af abonnenter og annoncører. Holdningen hos en alt for stor del af journalister, når de går ind til en opgave, det er ikke at få den vinklet fra det, de burde have hørt om i undervisningen på journalisthøjskolen, men at få historien drejet i en retning, så den stemmer overens med, hvad holdningen er hos publikum til venstre for midten. Hattedamernes holdeplads. De kulturradikales legeplads.