Klumme: Ukraine og EU’s kroniske uskyld

Min karriere som gymnasielærer blev af grunde, som det vil føre for vidt at komme ind på nu, begrænset til 6 måneders pædagogikum på Horsens Statsskole, hvis elevers opførsel og intelligensniveau på lærerværelset med rette eller urette ofte blev sammenlignet med beboernes på den anden side af hovedvejen, Horsens Stats…fængsel.Men selv som meget forhenværende og lettere disillusioneret gymnasielærer har man et vist ansvar for, at de unge kommer frelst igennem puberteten, ikke?

Derfor følgende noter som er ment som en hjælp til vore dages studenter, som i disse dage knokler med at læse pensum op til den endelige studentereksamen, hvilket blandt andet indebærer – eller burde indebære – en analyse af Klaus Rifbjergs debutroman fra 1958, ”Den Kroniske Uskyld”.

For hjælpe dem på vej har jeg et bud på en fortolkning, som afviger lidt fra den gængse. For nu at sige det ligeud: Til trods for, at der er gået 64 år efter den blev skrevet, drejer bogen sig i virkeligheden om EU’s dobbeltmoral i forhold til ….krigen i Ukraine.

Til de af jer, som ikke har bogen helt præsent, handler den meget kort om at blive voksen… og den omstændighed, at nogen af os aldrig bliver det. F.eks. hovedpersonen, Tore, som ender på et sindssygehospital efter at være blevet forført af moderen til hans kæreste, fru Junkersen.

Gymnasielevernes lærere vil opfordre dem til enten at anlægge en religiøs, arketypisk fortolkning á la den østrigske psykolog, Carl G. Jung, som ville kalde Rifbjergs historie en klassisk syndefaldsallegori: Tabet af den barnlige uskyld til fordel for, skal vi sige, en mere realistisk erkendelse af virkeligheden.

Eller en psykoanalytisk fortolkning á la Sigmund Freud, som vil lægge vægt på Tores og kæresten, Helles (manglende) seksuelle samspil og moderens ødipale frustrationer.

Men læst i nutidigt politisk perspektiv (og er det ikke det, elevernes lærere bestandigt indprenter dem, nemlig at alting er politisk), handler bogen om EU’s tab af uskyld i forbindelse med Putins krig i Ukraine. Så mit råd til eleverne er, at de må være parat til at gå hele vejen over for censorerne og sige det ligeud: I sin beskrivelse af Tore forudså Rifbjerg vore dages dybt skizofrene EU’s holdning til virkeligheden og i fru Junkersen så han det evige voldtægtsmenneske, ondskaben Putin.

Vi, læserne, vælgerne i EU, er i min fortolkning repræsenteret af fortælleren i bogen, Janus, iagttageren, som retrospektivt, dybt desillusioneret fortæller om tabet af den uskyld, han burde have vidst var en illusion. 

Janus var en gud i romersk mytologi med to hoveder og indbegrebet af vægelsindet, splittet mellem fortiden og fremtiden, indbegrebet af både ja- og nej-holdningen.

Vi er som Janus, der var forelsket i både Tore og Helle, eller rettere ideen om forholdet mellem Tore og Helle som idealvirkelighed, men som glemte at tage slangen i paradiset, den virkelige virkelighed, Vladimir Putin, dvs. fru Junkersen, i éd.

Både Janus og vi er, læst i den fortolkning, vor tids politisk korrekte herskende klasse, i Danmark som i EU, som var og stadig er forelsket i FN-idéen om en verden uden grænser. ”Imagine There’s No Country” som John Lennon så smukt sang – og om evig fred mellem mennesker uanset race og uanset at racer iøvrigt slet ikke eksisterer, men kun er en social konstruktion, at den mistede virkelighedssansen.

Putin er for øjeblikket, derom kan der ikke herske nogen tvivl, i gang med at begå krigsforbrydelser mod den ukrainske civilbefolkning, hvis omfang vi stadig formentlig kun kender i skitseform: Tortur, voldtægt og drab – vi ved ikke nøjagtigt, hvor mange, men i blot en enkelt by, Butja, Kyiv-forstaden, meldes om ca. 900 uskyldige mennesker.

Om det er nok til folkedrab, genocide, må eftertiden afgøre.

Men vi ved, at vi, EU, er med til at finansiere dette folkedrab ved for ca. 1 milliard euros om dagen fortsat at købe Ruslands gas og olie.

EU-medlemslandene er 100% enige om, at dette vanvid må stoppe. Men datoen om, hvornår kan man ikke lige blive enige om. Nogle EU-lande siger 2030, altså om 8 år, mens andre vil helst ikke binde sig op på nogen dato.

Tid nok for Putin til at bygge nye gasledninger til nye aftagerlande som Kina og Indien.

EU’s skizofreni ligger i, at vi ikke blot ikke kan blive enige om at hjælpe Ukraine ved at lukke for importen af gas og olie nu, hvilket ville være det eneste, bortset fra direkte krig mellem EU og Rusland, som kunne afholde Putin fra yderligere aggression, men at vi samtidig har pålagt Rusland sanktioner, inklusive på dets bankvæsen, som er historisk så voldsomme, at det principielt slet ikke burde være muligt at fortsætte importen af disse to energikilder.

Det er det så alligevel, for EU har undtaget den største russiske bank, Gazprom- bank, der agerer som betalingsmodtager for denne gas og olie, fra bank-sanktionerne.

Men Putin har jo truet med kun at acceptere betalinger for denne olie og gas i rubler, hvilket EU har nægtet, ikke?

Joh.., men hvis vi og Putin nu teknisk set lader Gazprom-bank acceptere betalinger i udenlandsk valuta, som banken så konverterer og bogfører som russiske rubler, så betaler vi teknisk set i …rubler.

 Så er den moralske ged rundbarberet.

Samtidig kan EU foregive over for omverdenen, at man nægter at bøje sig for Putins krav om at betale i rubler, i direkte strid med virkeligheden.

Det er måske rigtigt nok, vil nogen nok sige, men når vi nu, omend lidt forsinket med Mette F. som den sidste i rækken af EU-ledere, har gået bodsgang til Kyiv og lovet dem, at vi er med dem til den sidste ukrainer er faldet, kan vi så ikke alle blive enige om at slå os selv på skuldrene over EU’s interne sammenhold mod væmmelige diktatorer og lovprise os selv over alle de våben, EU og vi trods alt sender til Ukraine?

Både ja og nej.

Bare et enkelt eksempel. Den nye tyske kansler, Olaf Scholz, fra det store tyske socialdemokrati, SPD, som stod bag Tysklands pinlige forsoningspolitik over for Putin – indtil Putin angreb Ukraine den 24. februar i år – har offentligt lovet Ukraine allehånde former for våben.

Men samtidig, hemmeligt, har han instrueret det tyske forsvarsministerium om at slette fly, svært artilleri og tanks fra forsendelseslisten.

Scholz’ dobbeltspil er takket være det tyske medie, BILD, kommet offentligheden til kende og har ført til en så stor forargelse, at oppositionspartiet, det konservative CDU, har bebudet offentlig debat om spørgsmålet i Bundestag.

Samtidig kan den britiske avis, The Telegraph, oplyse, at Tyskland og Frankrig i årevis har omgået EU’ s embargo mod salg af våben til Putin vedtaget i 2014 efter Ruslands erobring af Krim-halvøen -raketter, missiler og bomber for rare 230 millioner britiske pund, som med stor sandsynlighed er blevet brugt mod Ukraine og som først blev stoppet under EU’s femte og hidtil sidste sanktionspakke mod Putin. 

Hvorfor demoraliserer Macron og Scholz offentligt Ukraine netop nu ved at påpege, at et eventuelt medlemskab af EU vil tage mindst 10 år? Når sandheden er, at udvidelsesforhandlingerne med de tidligere østblok-lande, som institutionelt og politisk minder meget om Ukraine, tog langt mindre end halvdelen af den tid og gennemsnitligt ifølge EU’s egne oplysninger tager mindre end 5 år?

Samtidig tøver EU, hvis formandskab er fransk med nyvalgte præsident Macron i spidsen, med at sende fly, tanks og svære våben til Ukraine og begrunder denne politik med angsten for at provokere Putin.

Det schizofrene i EU’s dobbeltspil set fra Ukraines side er, at Putin allerede er provokeret nok til desperat at forsøge at vinde krigen ved at rette sine GPS-styrede missiler mod civilbefolkningen. Kan Putin provokeres mere end det?

Ja, siger EU – han kan provokeres til at anvende kemiske og nukleare våben. 

Så EU og vi har det fint med at understøtte Putins mord på ukrainerne, så længe de bliver udslettet med konventionelle våben, men vil protestere højt og inderligt, hvis hvis kemiske og nukleare våben skulle blive taget i brug til samme formål. Dog uden at gå så langt som at true med at intervenere militært, hvis det sker. Er det det, vi skal forstå?

Selvfølgelig er det det.

Ukrainerne er så frustrerede over EU’s, og især Tysklands og SPD’s dobbeltspil, at de begik det i diplomatiet uhørte faux pas at nægte den tyske præsident, den socialdemokratiske Frank-Walter Steinmeier, som sammen med Angela Merkel og tidligere forbundskansler og nu bon-kammerat med Putin, Gerhard Schrøder, i årevis har stået bag Tyskland Putin-venlige politik, tilladelse til at komme til Kyiv sammen med præsidenterne for de 3 baltiske lande, for at… mægle.

Av!

Den gjorde ondt på Steinmeier, Scholz, Schrøder og Merkel og ikke mindst Tysklands og EU’s selvforståelse som håndhæver og varetager af FN-ideologien om fred i vor tid og en verden uden grænser.

Sandheden er, at Putins invasion af Ukraine har gennemhullet vores, EU’s og FN’s livsløgn. Vores kroniske uskyld var en illusion.

Fejlen ligger ikke i, at vi tøver med at ofre vores egne soldaters liv i Ukraine. Både Macron og Scholz læser i den forstand os -vælgerne – korrekt. Selvom det kan argumenteres, at de – og vi – blot udskyder løsningen på Putin, som Chamberlain gjorde det over for Hitler i München i 1938, med katastrofale konsekvenser til følge.

Fejlen ligger i, at vi ikke vil indrømme, at efterkrigstidens politiske strukturer, mest af alt FN og EU, er bygget på illusioner og vrangforestillinger om menneskehedens sande natur, som store dele af verden, ikke blot Rusland og Putin, men også mange andre med Kina og Xi Jing i spidsen, ikke deler.

Sandheden er, at det hverken er FN eller EU, eller en fundamental ændring af menneskets natur, som har garanteret efterkrigstidens lange fredsperiode i Vesten – men USA og NATO.

George Orwell gjorde i sin bog, 1984, opmærksom på, at man ikke samtidig kan have to vidt forskellige virkelighedsopfattelser uden at betale prisen – at miste forstanden.

Det vidste Rifbjerg.

EU og vi skulle have læst på lektien.