Klumme: USA, EU og NATO vil kæmpe til den sidste ukrainer!


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Michael von Qvalen

De vestlige medier tæppebomber dagligt deres befolkninger med falske eller uverificerede historier og propaganda fra krigen i Ukraine: Rusland er ”sort” – Ukraine er ”hvid”.  Russerne er brutale krigsforbrydere – Ukrainerne er nærmest rendyrkede humanister. Ifølge mediefortællingen er årsagen til krigen i Ukraine noget i retning af den, at Putin er magtgal og sindssyg og vil skabe et nyt Sovjetunionen. Fortællingen er mildt sagt oversimplificeret. Her, en kort historie fra en noget mere kompleks virkelighed:

I 2007 holdt Putin en tale i München. Med henvisning til russiske sikkerhedsinteresser gjorde han det klart, at Ruslands tålmodighed i relation til NATO’s gentagne udvidelser (1999 og 2004) var kommet til en ende, og at Rusland ikke kunne acceptere en optagelse af Ukraine i NATO. Dråben, der fik det russiske bæger til at flyde over, var, at USA kort forinden havde annonceret, at man ville etablere missil-installationer i Polen og Tjekkiet.  Putin/Rusland følte sig selvsagt ikke tryg ved at have fjendtlige atommissiler stående tæt på deres grænse og da slet ikke på selve tærsklen til samme grænse (Ukraine). (Man kan prøve at tænke på, hvordan det svenske Barsebäck fik Danmark op at køre i 70’erne og 80’erne og det var trods alt ikke et atommissil rettet mod København). NATO’s svar fulgte året efter (april 2008). Man lovede her Ukraine (og Georgien) et kommende medlemskab af NATO. Det vestligt-moralske argument var/er, at Ukraine som et selvstændigt land følgelig selv kan bestemme, hvad det vil. I en stormagtssammenhæng må man desværre sige, at dette i praksis er en sandhed med modifikationer. Det ved USA om nogen. Den dag i dag håndhæver USA således Monroe-doktrinen (fra 1823), hvorefter ingen fremmede magter har adgang til ekspansion i Nord-, Mellem- og Sydamerika, som USA definerer som sit sikkerheds- og interesseområde. F.eks. kan Mexico ikke indgå en alliance med Kina om opstilling af missiler i Mexico. Og da Sovjetunionen i 1962 ville opstille atomraketter på Cuba, tvang USA Sovjet til at standse projektet med trusler om en atomkrig. Cuba’s stemme var i den sammenhæng fuldstændig ligegyldig, skønt det altså var/er en selvstændig stat, som af egen vilje ville stille sit territorium til rådighed for de sovjetiske raketter.

I 2014 blev Ukraines demokratisk valgte præsident Victor Janukovitj væltet ved et statskup. Han var blevet valgt i 2010, og politisk balancerede han – groft sagt – mellem landets to hovedgrupper: Det pro-europæiske Vestukraine og det pro-russiske Øst- og syd-Ukraine. Op mod 2014 forhandlede Janukovitj med EU om optagelse i samme. Ukraines økonomi var da på randen af et sammenbrud. EU’s endelige udkast til en aftale (nov. 2013) var et slag i mellemgulvet på den ukrainske regering: EU tilbød Ukraine en økonomisk hjælp på det nærmest provokerende lille beløb af 600 millioner kr. Yderligere ville EU ikke optage Ukraine som fuldgyldigt medlem, men på en associeringsaftale. Endelig forbeholdt EU sig, at hvis Ukraine undertegnede aftalen, at landet så ikke også måtte indgå en aftale med Rusland. Janukovitj kunne ikke gå med til en aftale på de betingelser. Han satte forholdet til EU på pause og vendte sig i stedet mod Rusland, der stod parat med et lån på 15 milliarder dollars. Skiftet fra EU til Rusland gav startskuddet til demonstrationerne på Maidan (uafhængighedspladsen) i Kiev, der førte til statskuppet den 22. feb. 2014.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Enhedslisten spiller højt spil i København

Om USA (Obama regeringen) direkte orkestrerede kuppet, som mange mener, er svært at sige, men at USA havde en finger med i spillet under og efter begivenhederne er veldokumenteret. Kort efter at demonstrationerne var brudt ud sendte det amerikanske senat en delegation til Ukraine. I spidsen for delegationen var den anerkendte senator, John McCain (Rep.) og Demokraternes senatsformand, Chris Murphy. I en tale til de tusinder af forsamlede demonstranter på Maidan sagde McCain: ”Dette handler om det Ukrainske folks fremtid, det handler om en fremtid som I fortjener (…) Den fri verden er med jer, Amerika er med jer”.

Obama lod sin særlige udsending i Ukraine, viceudenrigsminister Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Ukraine, Geoffry Pyatt, besøge demonstranterne på gadeplan i Kiev. Her opmuntrede de åbenlyst til protester, mens de uddelte sandwich til demonstranterne. Lige hjemvendt fra turen til Ukraine sagde Nuland centralt: ”Vi har investeret 5 milliarder dollars i at sikre et blomstrende og demokratisk Ukraine” (National Press Club, Washington DC, 13. dec. 2013).

En del af de 5 milliarder dollars (35 milliarder kroner) var gået til at bevæbne og militærtræne den ukrainske hær og landets ekstremt nationalistiske grupper. Nogle af disse var erklærede nazister og bar nazistiske emblemer på deres uniformer. Lederen af den ny-nazistiske Azov Bataljon, Andriy Biletskij, har f.eks. udtalt, at den ukrainske nations mission er at ”lede verdens hvide racer i et endeligt korstog (…) mod de semitisk ledede untermenchen” (The Guardian 13. marts 2018). Bataljonen blev optaget i den ukrainske hær i nov. 2014, og den nye præsident Petro Poroshenko hædrede ved den lejlighed bataljonen ved bl.a. centralt at sige: ”Disse mænd er vores bedste krigere” (Aljazeera, 1. marts 2022). Poroshenko sigtede her først og fremmest til bataljonens sejre over prorussiske grupper i Mariupol sommeren 2014, men impliceret var også samme mænds voldsindsats, som sikrede statskuppet i februar. Et statskup som uden de nationalistiske kræfter, ifølge Biletskij, aldrig var lykkedes. Som han sagde efter kuppet: ”Maidan var en sejr for de nationalistiske ideer. Nationalisterne var en hovedfaktor i sejren der. (…) Hvis det ikke havde været for de 10 procent neonazister, så ville effektiviteten (i Maidan kuppet) være faldet med 90 procent. (…) Havde det ikke været for nationalisterne, ville det hele have forvandlet sig til en bøsseparade”. 

Den 27. jan. 2014, kun ca. en måned før kuppet, havde Nuland og Pyatt en telefonsamtale. I samtalen fastslog Nuland overfor Pyatt, at Arseniy Yatzenyuk (anti-russisk konservativ politiker) skulle være Ukraines nye regeringsleder. Sammen lagde de en kort strategi i relation til at få kørt Yatzenyuk i stilling overfor de to andre kandidater, den moderate oppositions leder Vitaly Klitschko og den ultranationalistiske Oleh Tyanhybok.  Herunder fortalte Nuland, at hun havde fået FN med for at gøre planen spiselig for alle og hun fortsatte: ”Så det vil være fantastisk, synes jeg (…) at have FN til at hjælpe med at få tingene til at hænge sammen, og, du ved, fuck EU (”and you now, fuck the EU”).” (Youtube: ”Nuland-Pyatt leaked phone conversation”).

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvem er Tariq Ramadan?

I modsætning til USA arbejdede EU, som Nuland altså mente man skulle ”fucke”, for at få en fredelig løsning på konflikten. Under indflydelse af den eskalerende vold, der kostede både politifolk og demonstranter livet, lykkedes det endelig at få forhandlet en sådan igennem mellem præsident Janukovitj og lederen af oppositionen Vitali Klitschko (den 21. feb). Ifølge aftalen skulle volden straks stoppes, der skulle indføres reformændringer og nyvalg skulle udskrives. Aftalen bevirkede, at politistyrkerne blev trukket tilbage fra Maidan. 

Men gadens parlament, der var under ultranationalisternes/nynazisternes kontrol, buhede af deres moderate leders aftale med Janokovitj. De trængte op til parlamentsbygningen, som de truede med at indtage med vold, hvis ikke parlamentet afsatte præsidenten og retsforfulgte ham for landsforræderi eller henrettede ham på stedet. På det tidspunkt (22. feb.) var Janukovitj dog flygtet fra Ukraine. I strid med landets demokratiske forfatning afsatte parlamentet Janukovitj og godkendte en ny midlertidig regering. Dens leder (premierminister) blev som planlagt af USA (Victoria Nuland) Arseniy Yatzenyuk fra Fædrelandsforbundet. Fædrelandsforbundet var det største parti i parlamentet, hvorfor det også fik flest pladser i regeringen. Forud for parlamentsvalget to år tidligere (2012) havde partiet indgået en koalition med det ultranationalistske parti Svoboda. Partiet var mindre end Fædrelandsforbundet, men stort nok til at få en nøglerolle i regeringen. Det var blevet stiftet i 1991 under det nazi-klingende navn: Ukraines Social-Nationale parti. Et navn det beholdt til 1995. I 2004 blev Oleh Tyanhybok leder af partiet. Tyanhybok led af et åbenlyst jødehad, som han ikke holdt tilbage, og i 2013 placerede det jødiske Simon Wiesenthalcenter ham på 5. pladsen på deres liste over verdens værste antisemitter. Han hader også russere og har tidligere kaldt den Ukrainske regering for en ”Moskva-jødisk mafia”. Svoboda fik bl.a. posterne som vicepremierminister og forsvarsminister. Et af regeringens første tiltag var af umiskendelig intolerant, nationalistisk karakter, nemlig en afskaffelse af loven om beskyttelse af det russiske sprog og andre mindretalssprog i Ukraine.

Ukraine var/er et delt land. Meningsmålinger op til statskuppet viste, at ca. 40 pct. af befolkningen var pro-EU, 40 pct. pro-Rusland og ca. 20 pct. vidste ikke. Det øst- og sydlige Ukraine, der har en stor majoritet af russisktalende indbyggere, kunne selvsagt ikke acceptere, at deres demokratisk valgte præsident blev fjernet på udemokratisk vis, ligesom de ikke kunne acceptere den ukrainske regerings sprogdiskrimination. Donetsk og Lukansk (samlet Donbass regionen) erklærede, at de ville være uafhængige af Ukraine. Krim, der oprindeligt var russisk, men i 1954 (under Sovjet) var blevet flyttet fra russisk administration til ukrainsk, ville tilbage til Rusland.

Den 26. feb. tørnede tusinder af pro-russiske og pro-ukrainske demonstranter voldeligt sammen på Krim. De pro-russiske demonstranter krævede løsrivelse fra Ukraine og ønskede assistance fra Rusland (Russia Herald, 27. feb. 2014). Rusland, der i forvejen var militært til stede på Krim via deres flådebase i havnebyen Sevastopol, sendte flere tropper og besatte militær strategisk vigtige punkter på halvøen. Den 28. feb. vurderede Ukraines efterretningstjeneste, at den russiske militære oprustning havde ”massiv støtte” fra Krims befolkning (Radio Free Europe 23. feb. 2016). Den 16. marts afholdt Krim folkeafstemning om tilhørsforholdet til Rusland. 97 pct. (ud af en valgdeltagelse på 83.1 pct.) stemte for indlemmelse i Rusland. Dagen efter søgte Krim om optagelse i den Russiske Føderation.  Vestlige medier og politikere hævdede, at der var tale om valgfusk, men meningsmålinger fra anerkendte vestlige institutter foretaget i månederne efter Krims folkeafstemning understøttede valgresultatet (Gallup, april 2014: 83 pct. mente, at resultatet afspejlede de flestes ønske. Pew Research Center, april 2014 – 91 pct. af befolkningen mente, at valget var “frit og fair” og 88 pct. mente, at Ukraines regering skulle anerkende resultatet. GfK, januar 2015 – 82 pct. støttede fuldt Krims optagelse i Rusland, 11 pct. gav deres delvise støtte. Kun 4 pct. var imod).

LÆS OGSÅ:  Klumme: Sikander gik til møder i Hizb ut-Tahrir

I Donetsk og Lukansk (Donbass) rasede kampene mellem pro-russiske grupper på den ene side og den ukrainske hær og nationalistiske/nynazistiske grupper (bl.a. Azov bataljonen) på den anden. I 2015 indgik Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig en aftale i Minsk (Minsk 2 aftalen). Ifølge denne skulle kampene indstilles, parterne skulle trække deres tunge våben tilbage fra frontlinjen og en inkluderende dialog om decentralisering (selvstyre i Donbass) etableres. Aftalen er aldrig blevet implementeret. Russerne har igen og igen sat fokus på dette, men hverken Ukraine eller Tyskland/Frankrig har reageret og kampene er fortsat. Den 8 år lange krig har kostet mange tusinder mennesker livet. Rusland har flere gange henvendt sig til FN og hævdet, at der var tale om forfølgelse og folkemord, herunder tortur, voldtægter og snigskytteri mod civilbefolkningen, men der er intet sket. Den 17. dec. 2021 sendte Rusland et oplæg til USA (og NATO) med krav til en revideret sikkerhedsordning i Europa. Der gik mere end en måned før et arrogant USA fandt det fornødent at svare. Svaret var ikke diplomatisk/forhandlingsmæssigt imødekommende. Samtidig var den intellektuelt derangerede præsident, Joe Biden, gået i gang med at bable om, at Putin snart ville invadere Ukraine. Noget der næppe kan kaldes optimalt for en diplomatisk løsning. 

Putin er altså ikke gået ind i Ukraine bare fordi han er magtgal og sindssyg, som de vestlige medier og politikere fortæller. Motivationen har været rationel – baseret på reelle russiske sikkerhedsinteresser og Donbass-befolkningens ønske om støtte og selvstændighed. USA, NATO og EU har på intet tidspunkt søgt en diplomatisk løsning, men har alene talt konflikten op. Vi er derfor midt i en stedfortræderkrig, hvor USA og EU pumper våben for milliarder af dollars ind i Ukraine for at nå deres mål: Et ydmygende nederlag til Putin/Rusland. Bombesmadringen af det i forvejen forarmede Ukraine, og de mange tusinder af dræbte ukrainere, er underordnet, fuldstændig ligegyldig for USA og EU, der vil kæmpe til den sidste ukrainer!