Klumme: Visioner for et nationalkonservativt Danmark – Del I

Corona krisen har mere end noget andet vist, at globalisternes håb om en stadig mere grænseløs verden har bygget på en livsfarlig drøm. Den nedlukning, verden har været vidne til, og de omkostninger – menneskelige som økonomiske – som er fulgt med, de kan endnu ikke opgøres. Det er ikke første gang, at verden oplever pandemier, og formentlig heller den sidste, men det er første gang det sker i en digital tidsalder, hvor den økonomiske integration er så omfattende efter globaliseringen har taget til.

Set med nationalkonservative briller er det ikke et spørgsmål om at lukke sig om sig selv, og se bort fra betydningen af samhandel som en forudsætning for velstand, men den kritikløse globalisme og liberalisme har også betydet en accept af samhandel med det mest repressive styre i verden, det kinesiske. Kina stå for ca. 30% af verdenshandlen. Globalisterne ser ikke faren i, at et kinesisk styre bevidst opkøber infrastruktur, mineraler, dyrkningsarealer mv. med det formål at dominere verdenshandlen i Kinas favør.

Kun en Trump har vovet at udfordre Kina, og han har gjort det med succes. Kineserne har bøjet sig for USA’s krav om ordnede toldforhold.

Globalismen har på det migrationsmæssige plan betydet en voldsom tilstrømning af migranter fra mena-området til Europa. Millioner af migranter med muslimsk baggrund har taget ophold såvel lovligt som ulovligt, og såvel med flygtningebaggrund som økonomisk betinget. Følgerne har været en voldsom stigning i kriminalitet og sociale udgifter i og med, at det ikke har været muligt at opsuge migranterne på arbejdsmarkedet.

Bosættelse i boligområder med parallelsamfund og øget islamisering i de europæiske samfund har været konsekvensen. Dybest set er der heller ikke på dette globaliseringsplan tale om en udvikling til gode for de etniske europæere. Der finder en befolkningsudskiftning sted i Europa i disse år, og den vil eskalere yderligere, når de store årgange i den etniske europæiske befolkningsandele ikke længere er i live. Europa kan imødese yderligere kultursammenstød med en islamisk befolkningsandel, der kræver indflydelse i forhold til dens andel af de enkelte befolkninger.

Den aktuelle politiske scene i Danmark

Set i det lys har Danmark mere end nogensinde før brug for nationalkonservativ politik, dvs. en politik der tager udgangspunkt i, hvad der er til fordel for Danmark socialt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Det nationalkonservative Danmark er kun i ringe grad repræsenteret på tinge. Nye Borgerliges 4 folkevalgte mandater arbejder ihærdigt på at lære spillereglerne på Christiansborg. Det i et hav af udvalg og i en papirgang, der kan drive selv den mest dedikerede anti-islamist og EUmodstander til vanvid.

DF blev decimeret fra 37 til 16 mandater ved seneste folketingsvalg, og det uden at DF i øvrigt opfylder de definitionsmæssige krav til det nationalkonservative kendetegn. Partiets økonomiske politik er mere funderet i retning af en Socialdemokratisk orienteret politik end noget andet, dvs. et idegrundlag med en socialistisk indfaldsvinkel.

Venstres nytiltrådte leder Jacob Ellemann fremstår ikke som den borgerlige oppositionsleder, som man kunne have forventet. Hans kurs er lige så usynlig som hans politiske mission. Han fremstår som en Peter Sellers i komediefilmen Mr. Chance fra 1979, som en gartner, der uden politisk erfaring er blevet leder af mangel på bedre, fordi hans tågede udsagn bliver tolket som geniale forsyn. Kritikere vil formentlig protestere i og med, at der end ikke er kommet nogen forsyn fra Ellemann. Faktisk er der ikke kommet noget som helst politisk brugbart.

Ellemann har overladt udmeldingerne under samfundets coronanedlukning til en Lars Løkke, der agerer sendebud og skraldemand for den handlingslammede Ellemann. Ved Folketingets pressemøder fremstår Ellemann mere som en konfirmand, der har glemt den remse, han skulle huske at sige til præsten for at kunne få lov til at få sin blå mandag med vennerne. De Konservatives leder, Søren Pape, har trods alt mere pondus, men reelt er der så travlt med at signalere enighed på midten af dansk politik mellem de store ansvarlige partier, at Løkkes udmelding om en samlingsregering nok kunne have sin gang på jorden. Ingen af partierne har dog lyst til at melde ud, at der reelt ikke er nogen forskel mellem S, V og K. Ren stolthed uden indhold på det politiske plan.

Kristian Thulesen Dahl turede frem på BT.dk den 26. april med allehånde forklaringer på partiet nedsmeltning ved valget. Han greb coronakortet og Mette Frederiksens statsminister-effekt i en krisetid. Det som den hidtil dårligste undskyldning for det, der eksklusivt er hans ansvar. For sjældent har man set så lidt vat i skuldrene og så lidt lys i pæren som det, Thulesen Dahl har udvist siden valget i 2015. Man græmmes set med nationalkonservative briller. DF er under hans kommando gået fra godt 21% vælgertilslutning ved valget i 2015, til nu at have ramt en lavere tilslutning end tilbage i 1998. DF er under Thulesen Dahl gået fra at være et enfant terrible til at være stuerent.

Partiet rammer nu det hidtil laveste antal vælgere i en måling med 6.8%. Hundredtusinder af stemmer er fosset ud af DF’s fold de sidste 5 år. Hvis Thulesen Dahl havde været direktør i en privat virksomhed, ville bestyrelsen have sat ham stolen for døren med et ultimatum. Eller mere sandsynligt var han blevet fyret og bedt om at rydde sit skrivebord. Det sker bare ikke i DF. DF er topstyret, og formandens ord er lov. Selv et rimeligt ønske fra en række kredsformænd om udvidelse af den 12 mand store hovedbestyrelse bliver fejet af bordet på bedste nordkoreanske maner. Det vil uvilkårligt udfordre Thulesen Dahls jerngreb om Pia Kjærsgaards livsværk.

Valgnederlaget for DF førte til en forsonende udmelding fra DF’s top om at ville lytte til græsrødderne. Turen rundt i landet blev gennemført, hænder blev trykket og kaffen skyllet ned med den symbolske franskbrødsmad, men reelt er der ikke rykket et komma hverken i ledelsesstil eller på det politiske plan. Det til trods for et massivt behov for en mobilisering af dansk patriotisme og handlekraft på Christiansborg.

Målsætninger, der kunne signalere en forståelse for, at mange DF vælgere føler sig forrådt, og udmeldinger om nytænkning, er udeblevet. Faktisk har man indtryk af, at DF har fået et sekterisk tilsnit. Kun Espersen, Messerschmidt, Martin Henriksen og den i EU Parlamentet siddende Peter Kofod fremkommer med tilkendegivelser, der minder om en politisk puls villig til kamp. Thulesen Dahl og Ellemann virker begge bovlamme på lederplanet. De står p.t. i vejen for en konstruktiv oppositionspolitik på den liberale og den konservative scene. Deres udfordring er, at de ideologisk har tabt sutten for mange år siden. Ellemanns politiske ståsted ligger som Radikal højrefløjsmand, mens Thulesen Dahl fører en visionsløs socialdemokratisk økonomisk politik.

Hans ønske om at overtage de Radikales rolle som kongemager er mislykkedes. På udlændingeområdet er det endnu ikke gået op for Thulesen Dahl, at Vermund har overhalet ham inden om på højrefløjen. Thuesen Dahl fremstår glat og Christiansborg-agtig på den ubehagelige levebrødsagtig måde, mens Vermund lyder som om hun mener det hun siger. Hun brænder for sin sag på samme måde som de øvrige tre folketingsmedlemmer. NB står ikke overraskende til en pæn fremgang ifølge seneste målinger.

Ingen vælgere på den danske højrefløj ville bemærke, hvis samtlige borgerlige politikere minus NB’s og nogle udvalgte DF’ere og Konservative permanent blev hjemme under den midlertidige coronanedlukning. Bevares, Venstres Jan E Jørgensen ville fortsat tweete sin utilfredshed med, at de zoologiske haver var lukkede, men på det initiativmæssige område har Mette Frederiksen dygtigt forstået at tage stafetten og holde fat i den. Som en anden nordkoreansk Kim Jung Un, har man indtryk af, at den afmontering af grundloven, hun har gennemført, bekommer hende ganske godt. På pressemøderne udstikker hun nye dekreter, som under den kommunistiske revolution i Rusland. Embedsmændene er dem, der udfylder retningslinjerne for den daglige propaganda, vi udsættes for i medierne, om, hvordan vi skal forholde os og navnlig ikke forholde os, hvis vi ikke skal udsættes for en bøderegn.