København er helt ude i hampen


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Når et flertal i Borgerrepræsentationen på torsdag i Københavns Borgerrepræsentation, vedtager næste skridt i deres kamp for cannabis-legalisering, sker det med den overbevisning, at legalisering af hash vil være et opgør med de kriminelle bander. Det synspunkt er, efter min mening, temmelig naivt og udstiller flertallets manglende indsigt i bandernes DNA. Banderne er oppebåret af magt, identitet, ære og penge. Der er intet belæg for at tro, at legalisering af hash er en metode til at fjerne indtægtsgrundlaget fra banderne. Tværtimod. Dels vil staten komme til at konkurrere med de kriminelle, og dels vil de kriminelles kreativitet sætte en lavine i gang, for eksempel ved salg af kokain. Derfor skal hashsælgere bekæmpes af politiet. Ikke via lovliggørelse. Og “opgør med banderne” ?
Betyder det så, at fremtrædende bandemedlemmer nu kan stille sig op i jobkøen, blot fordi de ikke længere har monopol på salg af hash ? Hvor naiv har man dog lov til at være. Og strategien om, at vi bare skal lovliggøre ulovlige ting, for så er det jo ikke længere ulovligt, er et skråplan. På den måde kan man jo fjerne en hel del kriminalitet. Jeg synes faktisk, at det er mærkeligt, at Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) bruger langt mere tid på at få det kræftfremkaldende hash legaliseret, end på at sætte kræfter ind på at hjælpe de mange unge hashmisbrugere, som i stort omfang dropper ud af et uddannelsesforløb og fremtidsmuligheder. Det er da helt ude i hampen.
Det er værd at notere sig, at 19 svenske kommuner og Region Skåne allerede har protesteret mod legaliseringsplaner og understreget svenskernes ønske om nultolerance i relation til “handel och brug av narkotika”. Det er værd at huske på, at hash medfører en forringelse af indlæringsevnen og hukommelsen, øget risiko for trafikulykker, rygerlunger, lungekræft og psykisk sygdom. Derimod siger vi i DF gerne ja til hash, såfremt det er lægeordineret. I København prioriteres ikke længere de sundhedsmæssige konsekvenser. Kampen om politisk magt, stemmer og genvalg prioriteres åbenbart højere. Flertallet i Borgerrepræsentationen vil have lukket Pusher Street. Men, det vil blot betyde, at Pusher Street reelt kan blive flyttet til Rådhuspladsen eller til Nørreport Station. Skiftende regeringer har i årevis sagt nej til legalisering. Det tror jeg faktisk de fortsat vil.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)