Min Danmarkskrønike 

Jeg blev født i 1960. Det var et meget anderledes Danmark, end det, vi har i dag. Jeg vil vove den påstand, at de to generationer af danskere, som siden hen er kommet til, har været igennem mindst lige så voldsomme ændringer, som de to foregående før min tid.

De foregående var dem, der oplevede 1. og 2. verdenskrig, det var generationerne, der så bilismens gennembrud, landbrugets mekanisering, mellemkrigsårene, og udviklingen af det VelfærdsDanmark, som har opdelt os i de få, der yder, og de mange der nyder.

Den afgørende forskel mellem generationerne forud for min egen er, at Danmark i min levetid er blevet afkristnet, at folkestyret er blevet afmonteret, at danskerne er blevet underlagt udenlandsk regulering, og at befolkningsudskiftningen er eskaleret.

Det sidste er nærmest det mest skræmmende. Vi er aldrig blevet spurgt, om det var det Danmark, vi ville have, som den netop afdøde danske kæmpe, Søren Krarup, sagde for 30 år siden.

Sammenligner man et gadebillede på min barndoms Frederiksberg med dagens billede samme sted, er der tale om jorden rundt på 80 dage, som 1960’ernes film med David Niven hed. Det er vel halvdelen af skolebørnene selv på den tidligere konservative højborg Frederiksberg, der har forældre med anden rod en dansk.

Når jeg siger skræmmende, så er det et udtryk for, hvor hurtigt det er lykkedes at sælge ideen om at kunne opretholde en nationalstat, når man hverken har en nation, men måske 50 pct., og når danskheden mere går op i ikke at krænke folk med fremmed herkomst. Vi etnisk danske skal finde os i, at titusinder af folk med mellemøstlig oprindelse benytter vores gader, stræder og fineste pladser til at marchere larmende afsted med palæstinensiske flag og råbe, at de ønsker hellig krig og Israel udslettet. For slutteligt at ligge med en vis legemsdel i vejret og bede til en anden end vor herre. Ren provokation og magtdemonstration fra en voldsparat stenalderkultur.

Det mest signifikante, ud over befolkningsudskiftningen er, at danskerne de sidste 63 år er blevet et folkefærd, som er blevet feminiseret i en grad, at østrogen niveauet har transformeret danskheden og patriotismen fra den oliekande på hovedet, som de danske Jenser havde den 9. april 1940, til at vi alle sammen går rundt med en klaphat af flovhed over, at vi stadig er et flertal, som tænker, lever og taler dansk. Vi lever på tålt ophold, alt imens Danmark og danskheden forvitrer og forsvinder omkring os.

Det som alle tidligere generationer før 1960 har hæget om og udviklet, det har de sidste to generationer siden hen gjort alt for at afvikle. Min egen med. Nu ikke, at vi er alene. Det gælder for så vidt samtlige vesteuropæiske lande. Nogle af de øvrige EU-lande endda i en grad, at man reelt kan tale om en udplaning/udfasning af den oprindelige kultur, etnicitet og sædvaner. Tyskland, England og Frankrig som de måske bedste eksempler, men Holland, Belgien og Sverige med.

Fra et nationernes Europa styret i hovedstæder, til et fælles, centraliseret aldeles udemokratisk styret Europa, underlagt forenede regulativer fastsat af globalistisk, og venstreorienteret indstillede politiske kræfter i Bruxelles. Det er hvad det er lykkedes at få succes med i min levetid. Heraf en modsatrettet afvikling af folkestyre, af nærhedsprincip, et folkeligt engagement og en glæde over det lokale miljø.

Fra en tro på, at det nytter noget at gå i stemmeboksen, så var december valget i 1973, hvor Glistrup og Erhard Jacobsen kom i Folketinget, den sidste af valghandlinger, hvor det borgerlige Danmark reagerede på marxismens påbud om højere skatter samt styring af medier og meningsdannelse. På hver sin front udgjorde de to nævnte partiledere hver sin eksponent for en modreaktion mod 68-generationens nedbrydning af institutioner og kampen for respekt omkring borgerlighedens dyder og idealer.

Glistrup var den største profet i min levetid. Udskammet og fængslet som en anden Kristus figur. Men profet var han.

Mine forældre var dengang bestyrtet over, at alle på Egebjerg uden for København stemte på Glistrup. Det samme år, hvor oliekrisen og de bilfrie søndage satte ind.

De Konservative havde under tidligere partileder, Poul Møller, et motto om, at “pengene lå bedst i borgernes lommer”. I dag er borgerligheden forsvundet. Den er som vi senest har oplevet det under SVM-regeringen til falds for en ministerpost i en rød regering. På samme måde som narkomaners bagdel er til salg for et skud heroin. Fixerummet finder de i ministerbilen.

Selv sluttede min egen tid i Konservativ Ungdom i 1983, året hvor Schlüters 4-kløver regering vedtog den udlændingelov, vi alle lider under her 40 år efter. Profet bliver man som bekendt aldrig i sit eget land, og jeg var da også helst fri fra at sige: “Hvad sagde jeg?” I ånden er jeg stadig KU’er. Skråremmen er intakt, støvlerne med, med et glimt i øjet, i kampen for dannebrog. Der kan gå sport i at være dinosaur. Vor tid kommer igen.

Politikertyperne over de sidste to generationer er ikke kun blevet mere moralsk anløbne, de er ganske enkelt blevet dårligere, dummere og decideret mere ligeglade med konsekvenserne af, at de lader stå til omkring at forfægte danske værdier og stå vagt om særkendet om at være dansk. Mangfoldighed dækker over et udsalg af danskheden. Når man inkluderer mellemøstlig stenalderfascisme i troen på det gode i alle mennesker, bliver man ikke offer, når det går galt. Så bliver man medskyldig.

I en åben verden er det naturligt, at der kommer nyt blod og nye mennesker til, men når man som i dag har at gøre med folkevandring, uden at nogen tager styring, så er Europa fortabt. Jeg tror ikke på en fredelig løsning.

De næste to kommende generationer vil sikkert med afsky se på, hvor snæversynet, racistisk og nærmest undertrykkende alle foregående generationer har teet sig ved ikke at have nedlagt grænsen helt, at ikke have flyttet al magt til hhv. WEF i Davos og EU i Bruxelles. Hjernevasken af ungdommen i undervisningssammenhæng fortsætter. Selv kongehuset gået i Klaus Schwabs fælde, den gamle jødebrændersøn.

Hvis der på nogen måder skal ændres på den spiral af negativ udvikling, skal det ske med et folkeligt oprør nedefra. Det skal ikke ske i kraft af de gældende politiske partier, det skal komme på trods af tidens woke, Metoo og BLM-inspirerede ønsker om islamisering, kolonisering og udslettelse af det hvide, europæiske overherredømmes Europa.

Det Europa, der udviklede demokrati, kultur, ånd og kristne traditioner gennem forfining og generationers ihærdigt blod, sved og tårer.

I hele det spil ser jeg mig selv stadig gå med min mor i hånden på min spæde barndoms Gl. Kongevej, gaden hvor der stadig var hattedamer og herrer, der gik med stok og fine grå frakker. Hvor vores vicevært Kryger havde kæmpet som frivillig i Finland i 1939. Når jeg i dag i stedet ser demonstrerende muslimer komme skrigende og intimiderende, så knytter jeg næverne på samme måde, som var det tysken, der havde besat os på ny.

Og de var i det mindste europæere og kristne.