Myten om de stenrige danskere (2024)

Opfattelsen blandt danske politikere og økonomiske kommentatorer er, at dansk økonomi er kernesund og bomstærk, fordi de økonomiske nøgletal og økonomiske balancer ser flotte ud. Medierne fremstiller derfor Danmark som et land med mælk i hanerne og badekar fyldt med honning. ”Dansk økonomi styrer mod sandt jubelår. Væksten kan meget nemt blive den højeste i op mod 30 år. Dansk økonomi buldrer fremad”, lyder entusiastiske avisoverskrifter.

Det pæne billede af den bomstærke danske økonomi holder dog ikke, når man kradser i overfladen. Vækstmæssigt er dansk økonomi nemlig gået i stå med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i EU- og OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. De skiftende regeringer har forsømt at gennemføre vækstfremmende reformer og dermed skabe øget velstand, som kunne give danskerne nye forbrugsmuligheder og generere skatteindtægter. Det kan derfor ikke undre, at danskerne ifølge Finansministeriet står foran en halvering af velstandsudviklingen frem mod 2030.

Den store løgn om de superrige danskere

Den glade fortælling, som politikerne og medierne turnerer med, er, at danskerne er stenrige grundet de rekordstore bolig- og pensionsformuer samt stigende aktiekurser og stigende realløn.

Virkeligheden er, at opgørelser af folks bolig- og pensionsformue ikke kan bruges som indikator på velstand og købekraft. De fleste danskeres formue består som bekendt af værdipapirer (pensionsopsparing) og værdien af egen bolig minus gæld. Med en gennemsnitlig realkreditgæld på knap 390.000 kr. har danskerne i gennemsnit friværdi i deres bolig på over 600.000 kr. Den er vokset med 36.000 kr. siden 2022, men ligger stadig en smule under 2021-niveau. I 2023 havde alle danskere i gennemsnit 670.000 kr. i pensionsformue. Det er 37.000 kr. mere end året før, men stadig næsten 190.000 kr. under niveauet fra 2021, hvor pensionsformuerne toppede.

Det er altså ikke nogen imponerende tal, og så skal man huske, at man ikke kan leve af sine mursten, og at den private pensionsopsparing skal dække en del af omkostningerne, når man senere går på pension. Mursten og pensionsopsparing siger derfor intet om ens velstand og købekraft, da de ikke kan veksles til øgede forbrugsmuligheder.

Når det drejer sig om de stigende aktiekurser, så er det vigtigt at fremhæve, at kun 21 pct. af danskerne er aktionærer, og at langt de fleste C25-aktier har givet underskud i perioden 2018-2023. Det er også relevant at fremhæve, at de fleste danske aktionærer kun har én aktie i porteføljen, 14 pct. har to aktier, og kun 2 pct. har 20 eller flere aktier i porteføljen. Det betyder, at i gennemsnit består danskernes portefølje af kun 2 aktier, og at ved udgangen af 2021 havde den gennemsnitlige aktionær investeringer for 505.000 kr. Man er altså ikke stenrig, fordi man ejer aktier for 505.000 kr.

Når det drejer sig om den opreklamerede ”massive” fremgang i reallønnen, er sandheden den, at mange danskeres økonomi stadig er underdrejet oven på rædselsåret 2022, hvor voldsom, uforudset inflation gav det største dyk i reallønnen siden 1951. Ja, reallønnen stiger nu, men for de fleste er den stadig ikke tilbage på niveauet fra før inflationen stak af. For ansatte i den private sektor må man forvente, at det vil ske i 2025, mens de ansatte i den offentlige sektor og ikke mindst folk på overførselsindkomst er stadig mere pressede, end før inflationen tog til.

Høje nominelle lønninger, men ekstremt lavt privatforbrug

Forklaringen på det ekstrem lave danske privatforbrug, som er det laveste i EU- og OECD-sammenhæng, er kombinationen af det høje skattetryk, høje priser, høj moms, høje forbrugsskatter, høje boligudgifter og høj bilbeskatning.

Højt skattetryk

I 1960 var skattetrykket i Danmark på ca. 25 pct. af BNP, hvilket var på niveau med skattetrykket i USA. Siden er skatterne blevet forhøjet til ca. 45 pct. af BNP for at finansiere det socialdemokratiske omfordelingscirkus, mens skattetrykket i USA var i 2022 på ca. 28 pct. af BNP. En helt almindelig dansker med en bruttoløn på 37.500 kroner betaler i dag halvdelen af sin løn i skat og afgifter.

Brandbeskatningen betyder, at stadig flere danske lønmodtagere vælger at få mere fritid frem for mere i løn. I 2013 arbejdede 24,8 pct. af de beskæftigede på deltid. Det tal steg til 26,2 pct. i 2023. Samtidig er der sket et fald i antallet af dem, der har en arbejdsuge på 48 timer eller mere. I 2013 var det 200.500, der arbejdede 48 timer eller mere. Det tal var i 2018 175.250 personer. Meningsmålinger viser, at kun 13 pct. af danskerne ønsker at arbejde mere, hvorimod 42 pct. ønsker at arbejde mindre.

Økonomerne påstår, at danskernes ulyst til ekstraarbejde skyldes, at de i forvejen er så stenrige, at en lavere skat på ekstraarbejde ikke kunne lokke dem til at præstere flere arbejdstimer. Det er nonsens, for hvis skatten sænkes, vil nogle naturligvis arbejde mere. Lysten til at tage overarbejde vil stige, hvis man f.eks. får lov til at beholde 60 pct. af overarbejdsbetalingen i stedet for kun at beholde 45 pct. Hertil kommer, at en lavere skat ville øge dynamikken på arbejdsmarkedet, idet den erfaringsmæssigt øger folks villighed til at tage risikoen og besværet ved at skifte til et højere lønnet job. Mere arbejde og større mobilitet på arbejdsmarkedet giver større indkomster og dermed flere penge i statskassen.

Det siger sig selv, at i det socialistiske Danmark er det et politisk og ideologisk valg, at man har valgt at fastholde den konfiskatoriske skat på arbejde. Brandbeskatningen fortsætter derfor og facit er, at man mindsker tilskyndelsen for de økonomisk set mest produktive danskere til at yde en ekstra indsats til fordel for hele samfundet. Det er decideret dumt, for det svækker erhvervslivet og gør Danmark og danskerne fattigere.

Høje priser

De danske priser ligger 49 pct. over EU-gennemsnittet. Dvs. at når man i EU i gennemsnit betaler 1.000 kr. for en indkøbsvogn fyldt med varer, så koster denne indkøbsvogn i Danmark ca. 1.500 kr. De tyske priser er kun 9 pct. højere end EU-snittet generelt. Det er især fødevarer, ikke-alkoholiske drikkevarer, boliger, energi, restauranter og hotelpriser, som er markant dyrere i Danmark end i EU. Fødevarepriserne i Danmark er 20 pct. højere i 2024 end i 2022. De ”stenrige” danskere køber derfor mindre og billigere mad end tidligere.

De danske forbrugerpriser er eksploderet i 2023 og 2024. Fødevarepriserne er nu næsten 25 pct. højere end for tre år siden. Priserne på olivenolie, grøntsager, øl og vin er steget med hhv. 52 pct., 17 pct., 16 pct. og 5 pct. Det er også blevet dyrere at tage på vinterferie, idet priserne på pakkerejser og flyrejser er steget med hhv. 27 pct. og 12 pct. Siden 2022 er det desuden blevet 16 pct. dyrere at gå på restaurant, mens priserne hos frisørerne er steget med 7,5 pct. Med til regnestykket hører, at elafgiften steg 1. januar 2024 fra 69,7 øre for en kilowatt-time til 76,1 øre for en kilowatt-time.

Høj moms

Når forbrugerne køber varer i danske butikker, betales moms på 25 pct., som er blandt de højeste i de 38 OECD-lande. En momssats på 25 pct. indebærer, at hvis en vare koster 100 kr. uden moms, så er prisen inkl. moms 125 kr. I Tyskland er momsen på 19 pct., mens momsen i Schweiz er på 7,7 pct. I Spanien er momsen på basisfødevarer og tjenesteydelser hhv. 4 pct. og 10 pct. Politisk er der i Danmark ikke et flertal for at indføre differentieret moms, fordi de årlige momsindtægter på 280 mia. kr. bidrager i meget betydeligt omfang til finansieringen af den fallerede danske velfærdsstat.

Høje forbrugsskatter

Udover momsen betaler danskerne ekstra afgifter på udvalgte varer, herunder kaffe, chokolade og energi. Elafgiften sætter nu europarekord. Den er er steget med 9,2 pct. pr. 1. jan. 2024 og har ramt danskernes privatforbrug hårdt. Samlet set udgør forbrugsskatterne 26,1 pct. af forbruget i Danmark. Det er det næsthøjeste niveau blandt OECD-landene. I Tyskland er forbrugsskattetrykket på 17,3 pct., i Spanien 16,9 pct., i Storbritannien 14,1 pct. og i Schweiz 10,1 pct.

Høje boligudgifter

Danmark er også et ekstremt dyrt land, når det gælder borgernes boligudgifter. På landsplan ligger boligbyrden på omkring en fjerdedel, så en gennemsnitlig boligejer bruger omkring 25 procent af den disponible indkomst på at betale renter, afdrag og boligskatter. I 55 kommuner er boligbyrder dog højere en 25 pct. De løbende, danske boligskatter, der andrager 1,86 pct. af BNP, er de tredjehøjeste i Europa, efter Grækenland og Frankrig. Hertil kommer den tårnhøje danske tinglysningsafgift, som man ikke har i andre lande. Det kan derfor ikke undre, at kun 60 pct. af danskerne ejer deres bolig. Eurostats tal for andel boligejere i Polen, Norge, Portugal, Spanien, Italien, Finland og Sverige var i 2020 hhv. 86,8 pct., 80,8 pct., 78,3 pct., 75,8 pct., 73,7 pct., 70, 3 pct. og 64,9 pct.

Kravene til at købe fast ejendom er i Danmark så omfattende, at mange unge må opgive boligdrømmen. Unge danskere bor derfor mindre, dårligere eller anderledes, end de ønsker. Førstegangskøberne i Danmark er ældre og ældre. Gennemsnitsalderen for en førstegangskøber på det danske boligmarked er p.t. 37 år. Et gennemsnitligt par må hive 34,5 pct. af deres disponible indkomst op af lommen for at finansiere en ejerlejlighed i hovedstaden. Det er blevet 52 pct. dyrere at finansiere en gennemsnitlig lejlighed på 80 kvm. i forhold til for bare fem år siden. Og det er 89 pct. dyrere at sidde i en gennemsnitlig københavnerlejlighed nu kontra i 2014.

Høj bilbeskatning

Ved køb af nye biler er registreringsafgiften på op til 150 pct. Hertil kommer løbende ejerafgifter, forsikringsafgifter og brændstofafgifter. I 2024 blev det dyrere at være dansk bilejer. Afgifterne til statskassen på nogle elbiler og alle plug-in-hybridbiler blev højere. Brændstofafgiften for benzin steg med 41 øre pr. liter, for diesel en smule mindre. Kørselsfradraget, som man får ved mere end 24 km til og fra arbejde, steg med fire øre til 2,23 kroner pr. kilometer. Den høje bilbeskatning betyder, at danskerne har 466 biler pr. 1.000 indbyggere. Det er lavt i sammenligning med andre europæiske lande. F.eks. har man i Litauen 560 biler pr. 1.000 indbyggere, mens tallet i Tjekkiet er på 565. I Tyskland er der 580 biler pr. 1.000 indbyggere.

Lever fra hånden til munden

Danskerne har sværere og sværere ved at få pengene til at slå til. Hver 10. dansker oplever, at flere faktorer udfordrer deres økonomi i sådan grad, at de betegnes som økonomisk sårbare. Det kan f.eks. skyldes, at det ikke er muligt at betale en uforudset regning på 10.000 kr. uden at skulle låne penge, eller at bilen er blevet fravalgt af økonomiske grunde. Med andre ord: Mange danskere bruger rub og stub af deres løn og er ikke i stand til at spare op til fast ejendom, lægge penge til side til uventede udgifter – endsige investere i aktier og obligationer med udsigt til og håb om at kunne supplere lønindkomsten. Der er altså tale om en situation, hvor en persons eller families indkomst knap dækker væsentlige leveomkostninger som bolig, el, vand, dagligvarer og transport.

Ifølge Danmarks Statistik er andelen af danskere, som selv mener, at de har svært eller meget svært ved at få pengene til at slå til, steget fra 10 pct. i 2022 til 13 pct. i 2023. Selv uden at være direkte defineret som fattige er mange tusinder danskere i daglig kamp for at få indtægterne til at holde trit med stigende udgifter til benzin, transport, fødevarer mv. For disse danskere har de seneste lønstigninger ikke kompenseret for store prisstigninger på dagligdagens nødvendige varer. Det er altså mennesker i job, men uden tilstrækkelige indtægter og med stærkt begrænsede aktiver at stå imod med.

Næsten hver anden dansker siger, at de i det seneste år har udskudt at betale en eller flere regninger. Det er dobbelt så stor en andel som for et år siden. Væksten i antallet af mennesker, der ikke betaler til tiden, er i Danmark den højeste blandt EU-lande. Frygten for uventede regninger fylder mere end tidligere, viser en måling fra Trygfonden fra 2024. I mange hjem er privatøkonomien så skrøbelig, at det er kilde til bekymring, om uventede udgifter støder til. 4 ud af 10 voksne danskere frygter uforudsete regninger. Det er det højeste antal i de 20 år, TrygFonden har foretaget undersøgelsen. 3 ud af 10 danskere er nødt til at låne penge for at betale regningerne.

Danskernes økonomi bliver presset, fordi inflationen rammer alle typer varer, og de høje renter slår igennem for de fleste. Mange skærer budgettet til og skærer de nemmeste udgifter fra – onlineabonnementer, restaurationsbesøg, takeaway-mad mv. Deleøkonomi er blevet udbredt. Folk deler flere retter på restauranten, end de plejer. Underforstået: De køber mindre mad. Dem, der går i byen, får en flaske sprut til at række længere, end den plejer. Bargæsterne mikser en tyndere drink. Folk passer på pengene. Der er samtidig mange gæster, som drikker sig lidt mere fulde hjemmefra, inden de rammer dansegulvet.

Fødevarepriserne er steget voldsomt. I en ny undersøgelse udført af Yougov for Nordea og Stop Spild Af Mad siger 20 pct. af de adspurgte, at de er bekymrede for ikke at have råd til at kunne købe den nødvendige mængde julemad. 15 pct. svarer desuden, at prisstigningerne har fået dem til at spare på julegavekøb. Men også danskere med rimelig høje indkomster (40.000-45.000 kr. pr. md.) er pressede økonomisk. Et eksempel er den unge journalist Tobias Lind Larsen på Berlingske Business, som promoverer hestekød som et billigt alternativ til kalve- og oksekød, fordi han ikke har råd til oksekød.

Danske unges liv er ”helt til rotterne”

Danske unge ligger søvnløse, fordi bekymringer om økonomi fylder mere og mere, skriver interesseorganisationen Finans Danmark. Med en spinkel økonomi og en smal indkomst lever mange unge fra måned til måned. Fra lønseddel til lønseddel. Mere end hvert femte unge menneske har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Og andelen af unge, der oplever at have en presset økonomi, er steget siden 2023.

Leveomkostningerne steget markant særligt de seneste to år. For en typisk ung, enlig studerende er de normale udgifter til mad og øvrigt forbrug steget med omkring 1.400 kr. om måneden siden midten af 2021. For unge under 30 år generelt er udgifterne i gennemsnit steget med cirka 2.000 kr. Det er meget ofte i supermarkedet, at de unge holder igen, når de forsøger at spare. Flere sparer også på el, transport, tøj, personlig pleje og på ferier og festivaler. Lidt over hvert fjerde unge menneske har også udskudt eller undladt at gå til tandlægen. 7 ud af 10 af de unge synes ikke, at ”økonomi hænger sammen”, og at de derfor ”slet ikke er tilfredse med deres liv”. Hver fjerde i gruppen svarer, at deres liv er ”helt til rotterne”, og at de ”skammer sig” dagligt over deres økonomi. Det har en negativ indvirkning på unges trivsel og giver udfordringer for selvværdet, i sociale sammenhænge og i deres parforhold, hvor de har hyppige skænderier med deres partner angående deres pressede økonomi.

Den nye trend blandt danske unge hedder underconsumption og markedsføres som udtryk for både minimalisme, sparsommelighed og klimabevidsthed. Men det er lommesmerter, der får de unge til at dyrke underconsumption. De unge påstår, at de køber genbrug for at være mere i overensstemmelse med deres værdier, end deres forældre har gjort, men det handler i høj grad om økonomi og inflation. Både virksomheder og velgørenhedsorganisationer siger, at de unge danskeres lommesmerter har udløst en massiv fremgang i efterspørgslen på genbrugte varer. 90 pct. af de 18-30-årige i Danmark køber genbrug. De er stolte af at genbruge og praler på sociale medier af gode fund.

Unge kan ikke klare sig uden hjælp hjemmefra

Unge mennesker i Danmark er spændt så hårdt for økonomisk, at de langt op i 30’erne får hjælp hjemmefra. Mens knap 40 pct. af de unge under 24 år maksimalt kan sætte 5.000 kr. i budgettet af til husleje, koster en lejebolig i en af de større studiebyer typisk mere. På lejemarkedet ligger lejen væsentlig over, hvad en almindelig SU normalt rækker til. Skal man leje 75 kvadratmeter i København, koster det typisk omkring 12.000 kr. om måneden. I Aarhus løber det op i knap 10.000 kr. I Odense og Aalborg er huslejen for en tilsvarende lejlighed henholdsvis 8.000 og 7.400 kr.

Det kan derfor ikke undre, at op mod hver anden familie giver økonomisk støtte til deres voksne børn, selv lang tid efter de er flyttet hjemmefra. Det sker først og fremmest ved at betale deres abonnementer eller lade dem tømme køleskabet, når de er på besøg. Næsten halvdelen af de studerende får betalt abonnementer af deres forældre. 14 pct. af de studerende får også en fast pengeoverførsel hver måned, viser tal fra en Wilke-undersøgelse for Sydbank. ”Mange familier betragter deres voksne børn som en del af de faste udgifter i budgettet i årevis, efter de er flyttet. Selv når den unge er fyldt 30 år, bidrager 43 pct. økonomisk. 37 pct. af forældrene giver også økonomisk tilskud til børn over 35 år”, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen til Finans.

Danske forældre vurderer, at ca. 5 pct. af deres budget går til at hjælpe deres voksne barn. Selv hvis man ikke hjælper med økonomisk tilskud, er der en del, der hjælper på andre måder med praktiske ting. Det er naturligt for alle forældre at hjælpe deres børn, hvor de kan. ”Det er dyrt at studere. Og hvis forældre eller bedsteforældre vil betale studiebøger, betale mobilabonnementet eller en ny cykel, så kan det betyde, at den studerende kan arbejde lidt færre timer og bruge mere tid på studiet. Og der kan i høj grad være brug for en økonomisk håndsrækning i de her år”, siger Nordeas forbrugerøkonom Ida Marie Moesby.

Kun 11 pct. har råd til at gå på pension før tid

Selv om økonomerne turnerer med den glade fortælling om de ”stenrige” danskeres store opsparing, er det kun de færreste danskere, der har råd til at gå på pension før tid. En analyse fra Sampension viser, at knap to tredjedele af danskere under 56 år ønsker at trække sig fra arbejdsmarkedet før den officielle folkepensionsalder. Men det er kun 11 pct. af de ”stenrige” danskere, der har råd til at gå på pension før tid, hvis man skal fastholde en indtægt på 80 pct. af ens nuværende løn. Analysen viser, at det primært er de mest velbjærgede danskere med både stor pensionsopsparing, friværdi og opsparing i frie midler, der har råd til at kvitte kontorstolen før tid. Blandt danskere med en lang videregående uddannelse har 20 pct. råd til at trække sig fem år før tid, mens det for faglærte er 10 pct. og for ufaglærte kun 7 pct.

Ifølge økonomiske kommentatorer kører pensionsfesten med stadig større opsparinger hos langt de fleste danskere kører for fuldt drøn. Men mange tusinde danskere er efterladt på perronen og kommer ikke med til festen. De har enten slet ikke nogen opsparing til pension eller sparer meget lidt op. 12,5 pct. af danskerne mellem 25 og 59 år har slet ikke nogen opsparing. Det vil sige 338.000 personer, hvoraf de 240.000 er på overførselsindkomst, mens de 78.000 er lønmodtagere og de 18.000 er selvstændige. 1,4 mio. danskere har en opsparing på 25.000 kr. eller derunder. Det er 3 ud af 10. 500.000 sparer for lidt op til pension. En meget stor del af dem, fordi de ikke er omfattet af nogen obligatorisk pensionsordning via deres job. De får sig en grim overraskelse den dag, hvor de skal på pension. De ryger ikke nødvendigvis i fattigdom, men deres levestandard vil falde kraftigt, eller de bliver tvunget til at blive længere i jobbet. I dag oplever ca. 25 pct. af befolkningen, at deres indkomst halveres ved overgang til pension.

Den manglende opsparing hos mange tusinde danskere rammer hele den danske økonomi. Dem, som ikke sparer op eller kun har en meget lille opsparing, få højere offentlige ydelser, den dag de går på pension. Det vil være dyrt for de offentlige finanser.

Fattige danskere har ikke råd til livsvigtig medicin

Titusinder af patienter med alvorlige kroniske lidelser må hvert år opgive at indløse de recepter på livsnødvendige lægemidler, som de har fået udskrevet fra deres læger. En spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af 1.450 patienter fra fem forskellige patientforeninger viser, at 13 pct. i løbet af 2023 år har undladt at afhente receptpligtig medicin til sig selv eller deres nærmeste på apoteket, og at 4 ud af 10 patienter ikke har haft råd til at købe medicinen.

En anden undersøgelse viser, at 9,3 pct. af recepterne på nystartet behandling ikke blev indløst. Den ”centrale barriere” for anskaffelsen af medicin vurderes at være økonomi, herunder de pludselige prishop, der forekommer, og som kan tvinge mange patienter til at fravælge præparater. ”Det er ubærligt at tænke på og må være ekstremt pinagtigt at stå der og opleve, at man ikke har råd til sin livsnødvendige medicin, som er fuldstændigt afgørende for, at man kan have en tilnærmelsesvis normal hverdag”, siger direktør i Epilepsiforeningen Per Olsen”.

Kontrakten mellem generationerne er brudt

Den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er brudt sammen. Samfundskontrakten går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte om, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre. For første gang er der imidlertid udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem.

De næste 15 år står Danmark ifølge OECD til en realvækst på mellem 1 og 1,5 pct. om året. I sammenligning var gennemsnittet fra 1966 til 2019 ifølge Danmarks Statistik 2,1 pct. om året. År for år vil Danmark således sakke bagud i forhold til resten af verden, der gennemsnitligt ventes at vokse med 3 pct. af BNP om året. Det betyder, at den nuværende generation vil give et fattigere Danmark i arv, end den selv har fået. Det kan derfor ikke undre, at der er mange i boomer-generationen, der frygter, at deres børn vil få en dårligere fremtid end de selv har haft. Sagt på en anden måde: For unge danske familier vil det blive sværere at bygge en tilværelse op med hus, to biler, god mad, designermøbler og spændende ferierejser end det var for deres forældre.

Europas fattigrøve

Danskerne lever i den vildfarelse, at de er et af verdens rigeste folk, fordi de daglig hjernevaskes med den statsautoriserede propaganda om deres høje velstandsniveau. Den propaganda æder de godtroende og uvidende danskere råt. Den nøgne og ubehagelige sandhed er, at danskerne har en rig stat, men når det drejer sig om privatforbrug, er de Europas fattigrøve.

En analyse fra Rockwool Fonden fra 2023 viser, at lønmodtagerne i Danmark generelt har en købekraft, der svarer til niveauet i 2020, altså lige før Mette Frederiksen grundet coronasmitten lukkede Danmark ned. Den viser også, at borgere på dagpenge, kontanthjælp eller andre former for overførselsindkomster på grund af en mindre regulering af disse har en købekraft, der er på niveau med år 2008.

”Danskerne har aldrig haft det bedre. Vi har aldrig været rigere”, jublede Berlingskes økonomiske propagandist, Ulrik Bie, i okt. 2024. Der er dog to forskellige virkeligheder, når man taler om økonomien. Der er den virkelighed, man ser ved kassen i supermarkedet eller når man skal betale renter på sit lån. Og så er der også en anden virkelighed, som økonomerne kigger på, nemlig nøgletallene for landets økonomi, som set med økonomernes briller er pæne. Men for almindelige danskere, der påstås at være ”stenrige”, er de flotte økonomiske nøgletal og balancer en abstraktion og tomme lommer sidst på måneden en barsk realitet.