Myten om det danske velfærdssamfund (2024)

I 2040 vil der være 208.000 flere personer i Danmark, der er 80 år eller ældre. Det er hele 71 pct. flere end i dag samtidig med, at der bliver 85.000 personer færre i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 69 år. Det vil få konsekvenser, dels fordi danskernes træk på offentlige servicer eksploderer, når de krydser 80 år, og dels fordi statens skatteindtægter falder. En gennemsnitlig 65-årig danskers træk på offentlig service såsom sundhed, uddannelse og pleje koster ca. 50.000 kr. om året. En gennemsnitlig 85-årig danskers træk på offentlig service koster ca. 150.000 kr. om året. Det er bl.a. behovet for sundhed og pleje, der vokser kraftigt, når man bliver ældre. Da det offentlige velfærdssystem ikke længere kan følge med denne udvikling, står Danmark over for en decideret velfærdskrise. Det betyder bl.a., at Danmark på længere sigt ikke har råd til sin universelle velfærdsmodel med ”one size fits all”-velfærd.

Velfærdsstaten er planøkonomisk

Den danske velfærdsstat er planøkonomisk på samme måde som velfærdssystemerne i den kommunistiske sovjetblok. Ligesom i sovjetblokken er forbrugernes frie valg sat ud af kraft. Det er politikerne i Folketinget, som beslutter, hvilke velfærdsydelser danskerne bliver tildelt, og til hvilke priser. Den sovjetiske planøkonomi fungerede i begyndelsen, indtil problemerne gradvist begyndte at tårne sig op. Det samme er tilfældet med den planøkonomiske velfærdsstat i Danmark. Den fungerede rimelig godt i opbygningsfasen, men nu tårner problemerne sig op. Velfærdsstaten har nemlig nået en grænse for, hvor stor en andel af samfundskagen, den kan lægge beslag på. I fremtiden kan den kun finansieres, hvis den begynder at levere stigende produktivitet. Men det kan planøkonomiske systemer erfaringsmæssigt ikke. Derfor er velfærdsstaten ved at sande til i bureaukrati og ineffektivitet.

En socialistisk velfærdsstat, der styres af central planlægning, virker ikke. Det viser de mange eksperimenter med central planlægning i Sovjetunionen, Cuba, Nordkorea, Venezuela, DDR og andre socialistiske stater. Løsningen for Danmark kunne være et markedsstyret velfærdssystem, hvor man privatiserer kommunale daginstitutioner, børnehaver, skoler, plejehjem, bosteder og sygehuse og lader dem agere som private med krav om offentligt tilsyn samt fuld åbenhed om forhold som priser, sygefravær, kundetilfredshed mv. De kunne alle drives som private virksomheder med regnskaber, bestyrelser og risikoen for at gå konkurs. Et sådant system er der imidlertid ikke opbakning til i den danske befolkning. Danskerne mener nemlig, at produktionen af offentlige velfærdsydelser foregår bedst og sikrest i offentlige monopoler. Hvert år tilfører politikerne derfor yderligere millioner kroner til Danmarks samspilsramte og fallerede velfærdssystem. Resultatet er stadig flere offentligt ansatte og stadig dyrere offentlig velfærd.

Den danske velfærdsmodel er under afvikling

Man skelner som regel mellem tre velfærdsmodeller, der bygger på forskellige principper for, hvem der skal modtage velfærdsydelser, hvor meget de skal modtage, og hvordan velfærdsydelserne skal finansieres. I angelsaksiske lande som USA og Storbritannien har man valgt en liberal velfærdsmodel, hvor velfærdsordninger fortrnsvis er private og forsikringslignende, mens statslige ydelser primært er møntet på trængende personer. De central- og sydeuropæiske lande har valgt den såkaldte ”korporative” velfærdsmodel med velfærdsordninger i form af lovpligtige forsikringer betalt af arbejdsmarkedets parter. De nordiske lande, herunder Danmark, har valgt den skattefinansierede ”universelle” velfærdsmodel med rettighedsbaserede velfærdsordninger, som alle har ret til, uanset indkomst eller faktisk behov.

I 1960’erne og 1970’erne, under stærk økonomisk vækst og praktisk talt nul arbejdsløshed, blev den danske vision om en universel velfærdsmodel til virkelighed. Danskerne fik daginstitutioner, folkepension, dagpenge, SU, kontanthjælp og et veludbygget offentligt sundhedsvæsen til gengæld for at betale 50-60 pct. af lønnen i skat. Men grundlaget for den universelle danske velfærdsmodel er ved at smuldre i disse år. Og derfor ser man i Danmark en stærk bevægelse hen imod privatfinansieret velfærd.

Illusionen om at yde efter evne, nyde efter behov

Velfærdsstaten er udfordret af det marxistiske princip om, at ”alle skal yde efter evne/indsats og nyde efter behov”. Danskerne arbejder nemlig mindre og mindre, fordi velfærdsstaten belønner lediggang med overførselsindkomster og straffer arbejde med høje skatter. Den danske velfærdsmodel er skattefinansieret, og hvis der er flere og flere, der går ned i arbejdstid, falder velfærdsstatens skatteindtægter, og det er netop det, der er problemet. I andre velfærdsmodeller som f.eks. den amerikanske, hvor man selv skal betale for en række velfærdsydelser, er lavere arbejdstid ikke et problem for staten. Ønsker folk at arbejde mindre, er det deres eget problem. Så har de mindre råd til velfærd.

I den skattefinansierede danske velfærdsmodel betyder den faldende arbejdstid, at økonomien under velfærdsstaten smuldrer, fordi der mangler en fornuftig sammenhæng mellem ydelse og betaling. Det koster ikke den enkelte borger at forlange flere og flere offentlige ”gratisydelser”, idet omkostningen ved at gå ned i arbejdstid og betale mindre i skat bæres af alle andre skatteydere. Det er et problem, som der ikke er løsning på i et halvsocialistisk samfund som det danske, hvor et privatiseret, markedsstyret velfærdssystem er ”no go”. Politikerne har derfor kun et svar: moraliseren, udskamning, besparelser, afskaffelse af helligdage samt stadig strengere krav og kontrol for at få adgang til de ”gratis” velfærdsydelser.

Selv de velhavende kommuner skal spare

Velfærdssystemets deroute betyder, at selv de mest velhavende kommuner i Danmark er nødt til at spare. Frederiksberg Kommune er et skoleeksempel. Fremover skal borgerne i kommunen ikke bare huske sutter, skiftetøj eller vanter, når de afleverer deres børn i et selvejende eller kommunalt dagtilbud på Frederiksberg. Alle forældre skal således selv medbringe bleer til deres børn. Kommunen forventer at spare 400.000 kr. på dagtilbuddene som følge af den nye politik. Tilskuddet til privat pasning nedsættes fra 80 pct. til 71 pct., som er det lovpligtige minimum. Her forventer kommunen at spare 400.000 kr. årligt fra 2024.

Temperaturen fastsættes til 20 grader i alle kommunale bygninger. Det giver en forventet besparelse på 500.000 kr. årligt. I dag har Frederiksberg syv ungdomsklubber, men fremover skal det reduceres til tre. Klubberne bruges af børn og unge fra 8. klasse og til 18 år. De tre klubber, der overlever, er Tempeltræet, Cassiopeia og Jokeren. Det vil spare kommunen for 600.000 i 2024 og 1,5 millioner kr. i 2025 og frem.

Frederiksbergs SFOer har haft muligheden for at tage bussen ud i naturen fra tid til anden. Men kommunen oplever, at SFOerne har svært ved at bemande busserne, så nu nedlægges de. Det sparer kommunen 100.000 kr. på årligt. Timetallet til undervisning på 4. og 8. klassetrin bliver ”tilpasset” til Undervisningsministeriets vejledende timetal. Det betyder, at der skal være færre timer. Kommunen forventer besparelser på 100.000 kr. i 2024 og 300.000 kr. årligt fra 2025.

Dyb tavshed om velfærdsstatens sammenbrud

Danskerne er flasket op med, at Danmark er fantastisk på grund af sin velfærdsstat. Historisk har danskerne med stolthed i stemmen fortalt vidt og bredt om et samfund, der betaler alles uddannelse, og hvor sygehusvæsenet ikke skeler til ens indkomst. Men i dag er velfærdsstaten ved at knage voldsomt i fugerne. Velfærdssystemet leverer stadig ringere service, stadig dårligere kvalitet og faldende produktivitet. Kommunerne skærer i basale velfærdsydelser og sundhedsvæsenet skal trimmes med et reduceret udbud af behandlinger. Alle, der arbejder i den offentlige sektor, er utilfredse, og alle, der modtager den offentlige velfærd, er utilfredse med det, de får. Grundproblemet med den planøkonomiske offentlige sektor er, at sådan som den er indrettet, bliver den dyrere og dyrere uden at levere mere. Det store, brede flertal opfatter derfor velfærdsstaten som noget, der leverer elendige, skrabede velfærdsydelser mod over halvdelen af ens indkomst og store dele af ens privatliv.

Selv om Danmark er i gang med at afmontere sin velfærdsmodel og gøre op med idéen om den lige adgang til velfærdsydelser, fremhæver politikerne fortsat, at adgangen til sundhed, uddannelser, skoler, ældreomsorg, børnepasning er fri og lige i Danmark. Det er ikke ”tykkelsen på tegnebogen”, der bestemmer kvaliteten af den behandling, undervisning og omsorg, danskerne får, siger de. For blot et par årtier siden reflekterede den slags taler virkeligheden. Men det gør de ikke mere. Politikerne tør dog ikke fortælle danskerne, at Danmark reelt er opdelt i et A-, B- og C-hold. På A-holdet er de få, der har råd til at købe sig til alt. På C-holdet er dem, der ikke har råd til noget, og som derfor er helt afhængige af det offentlige. Og så er der B-holdet i midten – den brede middelklasse, som i højere og højere grad har råd til at forsikre sig til alt muligt.

Danmark er langsomt ved at få en mere liberal og markedsstyret velfærdsmodel som den britiske og amerikanske. Danskerne strømmer til private løsninger indenfor sundhed, uddannelse og sociale ydelser, på vej væk fra den universelle velfærdsmodel, som i årtier er blevet hyldet og idealiseret af danske politikere. Opgaver, der tidligere blev betragtet som primært skattefinansierede velfærdsydelser, er i dag i stigende grad privatfinansierede. Danmark bevæger sig i tiltagende grad i retning af en model, som man kan kalde ”et velfærdsmix”. Det er en model, hvor man stadig har en basis af velfærdsydelser fra det offentlige, der er ens for alle. Men ovenpå det lag vokser kollektive og individuelle ordninger frem, som sikrer en stor del af danskerne private velfærdsløsninger. Det siger sig selv, at det er en udvikling, som rykker ved grundtankerne i det halvsocialistiske danske velfærdssamfund. Det reducerer desuden sammenhængskraften og forstærker den ulighed, som i forvejen findes i samfundet.

Socialkontrakten gælder ikke mere

I det danske velfærdssamfund ligger der en implicit social kontrakt: Alle, der kan arbejde, skal arbejde på fuldtid indtil pensionsalderen. Man skal nemlig ikke kun forsørge sig selv. Dem, der arbejder, skal være en overskudsforretning, så samfundet har råd til at forsørge dem, som ikke kan klare sig selv. Den kontrakt var danskerne ikke i tvivl om i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, hvor velfærdssamfundet blev bygget. Men i dag har de fleste glemt, hvordan regnestykket hænger sammen. Da arbejde i Danmark er strafbeskattet, vælger stadig flere danskere at droppe fuldtidsarbejde og arbejde på deltid. Det undergraver velfærdssamfundets vigtigste solidariske princip om, at man yder efter evne og nyder efter behov. For når flere og flere yder under (og ikke efter) evne, men nyder løs alligevel, opstår der et problem for samfundet. Dem der vælger at arbejde på deltid, fortsætter jo med at benytte sundhedsvæsen, folkeskole eller ældreomsorg, som de kun delvis finansierer, i samme omfang som de fuldtidsansatte danskere.

Manglende skatteindtægter betyder, at kommunerne presses af voksende krav til offentlig service. Både til bedre kvalitet og at flere områder omfattes af den skattefinansierede velfærd. Mangel på ansatte, flere børn og ældre samt en presset økonomi betyder, at kampen om den bedste hospitalsbehandling, de bedste daginstitutioner, de bedste skoler, de bedste botilbud mv. har udviklet sig til alles kamp mod alle. Den sociale kontrakt gælder ikke mere. De, der råber højest, får mest (i forbindelse med kræftskandalen på Aarhus Universitetshospital kom det f.eks. frem, at ressourcestærke patienter har kunnet tale sig foran andre patienter i køen). Men selv om den universelle velfærdsmodel og dermed den sociale kontrakt er smuldret, taler man i den politiske debat og politiske udspil fortsat om velfærdsstaten som fundamentet under det danske samfund.

Mistilliden til velfærdsstaten vokser

Ikke overraskende mister flere og flere danskere tilliden til, at velfærdsstaten med sin standardiseret offentlig leverpostejsvelfærd vil sikre dem den hjælp og tryghed, som de har betalt til over skatten. Undersøgelser viser, at tilliden til den offentlige service er faldende. Kun 16 pct. af danskerne har høj tillid til velfærdsstaten, mens 40 pct. har lav eller meget lav tillid. Samtidig svarer et stort flertal, at de har lavere eller meget lavere tillid til velfærdsstaten i dag end for ti år siden, og ser man fremad, forventer 64 pct. at have endnu lavere tillid til velfærdsstaten om ti år.

Danskerne har især ikke tillid til, at velfærdsstaten kan sikre dem en værdig alderdom. Af den årlige Tryghedsrapport fra Tryg Fonden fremgår, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord i 2019 med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct. I en måling, som Kantar Gallup har lavet for PFA, svarer blot 38,4 pct., at de forventer, at det offentlige vil dække alle deres behov, når de bliver gamle. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der har tillid til, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle.

Har du penge, kan du få

Trenden henimod privat velfærd er i fuld gang. Mellem 15 og 20 pct. af de samlede sundhedsudgifter er direkte finansieret af borgerne selv i form af brugerbetaling. F.eks. skal man selv betale hos tandlægen, og man skal selv købe sin medicin. Ældre patienter bliver i stigende grad mødt med brugerbetaling, når behandling flyttes fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen i kommunerne. Kommunerne tager bl.a. betaling for kost, linned, vasketøj samt hygiejne-og/eller rengøringsartikler.

Antallet af private velfærdsløsninger stiger eksplosivt. Der er nærmest ikke et velfærdsområde, hvor der ikke er privat velfærdstilbud. De mest populære private tilbud er oplistet nedenfor:

• Private forsikringer. Knap 2,7 millioner danskere har i dag en sundhedsforsikring – langt størsteparten gennem arbejdspladsen. Udover sundhedsforsikringer tilbyder pensions- og forsikringsselskaberne børneforsikringer, tandforsikringer og den såkaldte senioromsorgsforsikring eller omsorgsdækningen, som ca. halvdelen af kunderne over 70 år tilvælger, og som bl.a. omfatter rengøringshjælp, hjemmepleje og en såkaldt lægehotline, så kunderne kan komme i kontakt med en praktiserende læge udenfor normal åbningstid. I 2022 fik 64.000 danskere hjælp til psykologsamtaler på grund af stress eller mentale udfordringer, mens 330.000 danskere fik dækket udgifter til fysioterapi eller kiropraktik. Da Danmark har et elendigt sikkerhedsnet i tilfælde af længerevarende arbejdsløshed, er antallet af danskere med en privat lønforsikring steget fra 100.000 i 2011 til mere end 400.000 i 2024.
• Privatlægen. Har man i Danmark brug for lægehjælp, kan man ringe til 1813 og blive nr. 60 i ventekøen. Men man kan også kontakte Privatlægen. For en pris på mellem 1.400 og 2.400 kr. kommer en privat lægevagt hjem og tilser den syge. Hos den private ”Ældrelægen” kan man bestille en samlet pakke omfattende tre konsultationer og en gennemgang af ens journal samt eventuelle prøver for 8.000 kr.
• Private graviditetsklinikker tilbyder udvidet omsorg i form af jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse, fødselshjælp, ammehjælp, gravidmassage, akupunkturbehandlinger mv. Hos ”Din Graviditet” kan par for 2.495 kr. blive ”klædt godt på til den kommende fødsel”.
• Private plejeydelser. Der er på der på landsplan etableret 25-30 private firmaer, der leverer diverse former for pleje- og sundhedsfaglige ydelser til 600-800 kr. i timen direkte til demente og pårørende uden om kommunerne. På det private behandlingssted ”Søstersanatoriet” på Frederiksberg er betalingen f.eks. 2.000 kr. pr. dag. I dag er det således pengepungens størrelse, som giver adgang til den bedste ældre- og demenspleje. 14 pct. af danskerne køber i øvrigt privat hjemmehjælp.
• Private friplejeboliger er et alternativ til kommunale plejeboliger, hvor beboerne har mulighed for tilkøb af ekstra ydelser som plejeordninger, hjemmehjælp, rengøring, wellness mv. Friplejehjem findes p.t. i 47 ud landets 98 kommuner. I 2021 var der 1.510 friplejeboliger i Danmark, og de udgjorde 2,21 pct. af det samlede antal pleje- og ældreboliger. Det svarer til en tredobling, da der blot var 510 friplejeboliger i 2010. Stigningen er sket på trods af, at der ikke er nævneværdig ændring i antallet af borgere, der bor i plejeboliger generelt.
• Private daginstitutioner. I 2005 blev det muligt at etablere private daginstitutioner og dermed tjene penge på børnepasning. Siden er det gået stærkt. Flere forældre også begyndt at fravælge daginstitutioner, fordi kvaliteten og normeringerne er for dårlig. Fra 2007 til 2019 er antallet af private daginstitutioner steget fra 216 til 577.
• Privat børnepasning. For at forhindre, at deres børn, der ikke er klar til dagpleje/vuggestue, kommer for tidligt i institution, ansætter ressourcestærke forældre en privatpasser i deres hjem. Efter tilskud fra kommunen er det en udgift på 13.000 kr. Det er en god løsning, som det langt fra er alle danske familier, der har råd til.
• Fri- og privatskoler. Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke i fri- og privatskolerne. 22 pct. af danske børn går i privatskole. For 10 år siden var det 17 pct. Blandt de mest velstillede borgere er andelen af børn, der går i privatskole, tæt på 50 pct.
• Private efterskoler. Danske efterskoler er blevet til en slags statsbetalte kostskoler for den øvre middelklasse. Markedet for efterskoler er opdelt i de almindelige efterskoler for de fattige og dyre efterskoler for de rige, hvor der bl.a. tilbydes studieture til fjerne destinationer som Bali, USA, Indien, New York, Ghana og Australien. 74 pct. af efterskoleelevernes forældre har en videregående uddannelse. Lige nu forventes eleverne at betale op mod 10.000-15.000 kr. for studieture. Ressourcesvage unge kan således ikke dele oplevelsen med deres ressourcestærke kammerater, fordi de ikke har råd til at betale de mange tusinde kroner, som studieturen koster. Forældrenes egenbetaling dækker kun en mindre del af udgiften, mens resten betaler det generøse offentlige system. Det koster samfundet over 100.000 kr., når en elev tager på efterskole. Mere end 30.000 unge supplerer grundskolen med ophold på en privat efterskole, en tredobling på 30 år.
• Adgang til bedste skoler og lærere. Undersøgelser viser, at forældre i gennemsnit er villige til at betale omkring 150.000 kr. ekstra for en ejerbolig, hvis det sikrer, at deres børn kan gå på en af de bedste folkeskoler i landet. Ulighed mellem forældrenes økonomiske formåen bliver dermed til ulighed mellem børns muligheder.
• Privat lektiehjælp. Omkring hver 12. elev i 4.-10. klasse, svarende til 8,2 pct., har modtaget privat lektiehjælp i løbet af deres skoletid. I Region Hovedstaden har 12 pct. af eleverne fået privat lektiehjælp, mens det hos familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året, er hele 16 pct. Fænomenet er mest udbredt i hovedstadsområdet og blandt velhavende familier, hvor forældre har en bruttoindkomst på over 1.200.000 kr. om året. De mest velhavende forældre betaler mellem 20.000-50.000 kr. for lektiehjælp til deres børn. Den gennemsnitlige familie køber dog et lektiehjælpsforløb til 17.000 kr. Hos ”GoTutor” kan forældre købe hjælp til lektierne for deres store og små børn for 299 kr. i timen. Hvis det er hjælp til eksamen, koster det 399 kr. i timen.
• Privat uddannelsesvejledning. Den ene skoleelev har en idé om, at hun gerne vil være konditor, den anden en drøm om politiet. Fælles for dem er, at de er usikre på, hvad de skal lave efter folkeskolen. Efter at man har skåret ned på den individuelle rådgivning i folkeskolen, køber forældrene privat uddannelsesvejledning ude i byen.
• Private vagtværn. I farlige samfund som det danske betaler de bedrestillede gerne for mere sikkerhed. I flere velhaverkommuner i Danmark er borgere derfor gået i gang med at oprette private vagtværn i villakvarterer, fordi politiet ikke kan varetage borgernes sikkerhed. I Danmark er det derfor folks pengepung, der afgør, om de kan få den ekstra beskyttelse og sikkerhed, de har brug for.

Det er klart, at man skal være privilegeret for at være en del af denne trend. Det er bestemt ikke alle danskere, der har råd til at sende deres børn i en privatskole eller betale for en studietur til Bali. De svageste bliver derfor tabt i processen, fordi det frie valg, når det gælder plejehjem, ældrepleje, daginstitution og andet, udnyttes primært af dem, der har gode job, gode lønninger og en god uddannelse. Og det er alt andet end visionen med den velfærdsmodel, danskerne skulle opbygge.

Ingen fare for oprør fra midten

Som nævnt før er en radikal omlægning af hele det offentlige velfærdssystem, hvor man lader konkurrence være det afgørende parameter fremfor politisk styring, planøkonomi, regulering og kontrol, umulig i det halvsocialistiske Danmark. Derfor er det danske samfund i færd med at bevæge sig længere og længere væk fra den solidariske velfærdsmodel, som Danmark har opbygget gennem de sidste mange årtier. Stadig flere danskere køber sig til ekstra velfærdsydelser, hvilket reelt er udtryk for en gradvis privatisering af velfærdsstaten og amerikanske tilstande, hvor det er pengepungen der styrer de tilbud, man som borger kan få. Det er vel at mærke ikke en udvikling, nogen har bestemt. Den drives ganske enkelt af voksende efterspørgsel blandt danskerne.

Flere eksperter har advaret om, at de danskere, der forsikrer sig privat, vil være uvillige til at finansiere offentlig velfærd, som kun C-holdet bruger. P.t. er der dog intet, der tyder på, at der i Danmark kan mønstres et politisk flertal, der giver grønt lys til, at A- og B-holdet kan slippe for at betale for C-holdets offentlige velfærd. Det er heller ikke realistisk at forvente, at danskerne i protest vil nægte at finansiere det offentlige velfærdssystem. Man skal jo huske på, at Danmark ikke er et land, hvor vælgerne går på barrikaderne. Danskerne finder sig f.eks. i, at de skal bekoste regningen for hjælp til de uintegrerbare muslimske indvandrere (ifølge Finansministeriet 33-36 mia. kr. netto årligt frem til år 2100), mens de selv skal nøjes med skrabet offentlig velfærd. De vil derfor efter al sandsynlighed finde sig i, at de både skal finansiere offentlig velfærd og forsikre sig privat.