Myten om det liberale Danmark (2024)

Mens danske politikere og medier beskylder Polen og Ungarn for at demontere de bærende liberale og demokratiske principper i samfundet, kan præcis den samme anklage rettes mod Danmark. Den demokratiske proces, lovgivningsprocessen og retssikkerheden i Danmark er nemlig udfordret dagligt. Politikerne og embedsværket i Danmark er i fuld gang med at demontere demokratiet og retsstaten ved at træffe politiske og administrative beslutninger, som mangler lovgrundlag, og som sætter borgernes grundlovssikrede rettigheder ud af kraft. Danmark er godt på vej til at blive en illiberal stat.

Magtsyge politikere bryder grundloven

I en demokratisk retsstat er det afgørende, at ministre og myndighederne overholder lovgivningen og handler med respekt for borgernes retssikkerhed og rettigheder. På Christiansborg ser magtsyge politikere og embedsmænd imidlertid stort på grundlovens principper. Især coronakrisen har afsløret, at den illiberale danske stat mangler en mekanisme, som sikrer respekt for grundloven.

Under coronaepidemien frasagde Folketingets partier sig deres parlamentariske kontrol og gav sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke frie tøjler til at bekæmpe coronasmitten med alt fra forsamlingsforbud til tvangslukninger og tvangsvaccination. Mette Frederiksens magtarrogante regering holdt Folketinget hen i uvidenhed og mørklagde grundlaget for sine beslutninger, så det var ekstremt svært for Folketinget at føre den kontrol, som det er sat i verden for at udføre.

Samtidig har den socialdemokratiske mindretalsregering forbrudt sig mod grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Regeringens beslutning om at slagte minkerhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter. De mange “uheldige” sager i centraladministrationen de seneste år viser, at der i Danmark mangler kontrol af, at lov og ret overholdes, og at der er gennemsigtighed i de politiske beslutningsprocesser.

Folketinget er sat fra bestalling

Landets førende juridiske eksperter i forvaltnings- og forfatningsret har i et forskningsprojekt afdækket, at magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder i stigende grad reelt ligger hos ministerier, styrelser og organisationer. Lovgivningsarbejdet i det illiberale Danmark foregår nu ikke i Folketinget, men primært i en lukket proces i ministerier, hvor politiske aftaler bliver indgået uden uafhængige og kritiske vurderinger af lovgivningens konsekvenser. Resultatet er, at politikerne ikke længere har overblik over de love og regler, der gælder i borgernes hverdag. ”Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”, siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet.

Den politiske proces mørklægges

Åbenhed i lovgivningsprocessen er en forudsætning for en demokratisk debat, herunder ikke mindst de for debatten nødvendige høringsprocesser, lovteknisk kontrol og gennemsyn fra individets/branchens perspektiv. Men i det illiberale Danmark udøves magten i det skjulte. Myndighederne stoler ganske enkelt ikke på, at deres forvaltning af magten tåler dagens lys. Mængden af forhold, som borgerne efter myndighedernes opfattelse ikke bør have indsigt i, er derfor voksende.

Offentlighedsloven blev under stor ståhej vedtaget i 2013. Det var indlysende, at et flertal i Folketinget ønskede at mørklægge væsentlige dele af lovgivningsarbejdet og den politiske proces ved at indskrænke adgangen til indsigt i notater, vurderinger, mailkorrespondancer og sms’er fra landets ministerier og styrelser. Ikke overraskende blev loven hurtigt benævnt ”Mørklægningsloven”. Embedsværket i centraladministrationen opfatter aktindsigt som en decideret uskik og derfor går man langt for at sikre lukketheden. Kammeradvokaten, der rådgiver hovedparten af offentlige myndigheder i Danmark, har endda lavet et kursus i, hvordan embedsværket kan begrænse, afslå og begrunde aktindsigtsanmodninger ved at henvise til manglende ressourcer. Det er også velkendt, at man sætter fuldmægtige til at håndbære kuverter og USB-nøgler for at undgå kommunikationsformer, der kræver journalisering.

Senest er det kommet frem, at regeringen nægter at offentliggøre Finansministeriets beregninger af det såkaldt ”frie råderum”. Oppositionen har peget på, at det er ekstremt skævt og udemokratisk, at den nægtes adgang til så vigtig en information i den politiske debat. ”At regeringen forhindrer oppositionen i at have fuld information om, hvordan den umiddelbare fremtid for dansk økonomi og de statslige finanser ser ud, er ikke blot et stort demokratisk problem. Det er måske ikke en overraskelse fra en regering, der ikke ligefrem oser af respekt for demokratisk proces, og hvis statsminister helt åbenlyst var ligeglad i 2020. Det er et brud på en over 180 år gammel dansk demokratisk tradition for transparens og klar information om, hvad staten laver. Det er en skændsel”, skrev prof. Christian Bjørnskov på punditokraterne.dk.

Danmark halter efter en række af sine nabolande, når det gælder mulighederne for at få indsigt i den offentlige forvaltning. To undersøgelser, der har sammenlignet åbenhedsregler i dels de nordiske lande, dels regler i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig, viser, at Danmark er det land, der lukker mest af for indsigt i de politiske beslutningsprocesser. Lukketheden i den danske forvaltningskultur støttes af såvel de regeringsbærende partier som embedsværket. Politikerne og embedsmændene fjerner sig længerere og længere væk fra de borgere, de skal betjene. Åbenhed og gennemsigtighed i det illiberale Danmark har tabt til magtens arrogance.

Ingen kontrol med regeringsmagten

I Danmark går kritikken af den påståede illiberalisme i Ungarn og Polen ofte på, at de instanser, der skal kontrollere regeringen, er svækket og/eller besat med regeringens egne folk. Med andre ord, at de ”checks and balances”, der kendetegner det liberale demokrati, er begrænsede. Tyskland har en forfatningsdomstol og USA har en højesteret, hvor dommere fortolker den amerikanske forfatning, hvilket sætter grænser for magtsyge politikere. I Danmark har traditionen været, at Justitsministeriet holdt regeringen og Folketinget på lovens dydige sti, og at oppositionen begrænsede regeringens udskejelser. Coronakrisen har imidlertid afsløret, at det ikke er tilstrækkeligt.

Folketingets muligheder for at føre kontrol med regeringsmagten er ekstrem svage. Folketinget har kun et lille og nødtørftigt sekretariat at søge oplysninger hos, og et parlamentarisk mindretal har meget begrænsede muligheder for at initiere uafhængige undersøgelser af regeringens embedsførelse. Danmark savner de nødvendige organer, som kan sikre, at en regering kan træffe lovlige beslutninger. F.eks. et udvalg af jurister, der overvåger grundloven, eller en embedsmand, som har til opgave at overvåge, at lov og ret overholdes i forvaltningen. I mangel af sådanne organer er det de øverste forvaltningschefer, der sikrer lovligheden. Minksagen viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er tilstrækkeligt. I det tomrum, der findes i Danmark omkring retssikkerhed, er det så overladt til kommissioner – som Minkkommissionen – eller mere eller mindre tilfældige advokatundersøgelser, der ikke er uvildige, at udrede det allerede passerede.

Regeringen misbruger sit vidensmonopol

Lukketheden er særlig udtalt ved ministeriernes og regeringens forberedelse af lovgivning og andre politiske initiativer. De skiftende regeringer i Danmark har monopol på vigtige oplysninger. De bestemmer nemlig, hvilke aktører fra interesseorganisationer, eksperter og udvalgte folketingsmedlemmer der skal inddrages i de lukkede rum, mens offentligheden, pressen og befolkningen lukkes ude.

Danske regeringer agerer magtfuldkomment, fordi regeringen og dens ministre er udstyret med et omfattende vidensmonopol. Folketingspolitikere og -partier kan f.eks. ikke på egen hånd bede en styrelse om at udarbejde en rapport eller en analyse af et politisk anliggende, som de måtte finde interessant. Men det kan regeringen – og ikke nok med det: Regeringen kan i kraft af sit vidensmonopol selv bestemme, hvilke informationer der slipper ud til offentligheden i den rapport eller analyse, som den har bestilt.

Regeringen er desuden udstyret med en vidtgående instruktionsbeføjelse, som giver regeringens ministre ret til at instruere deres embedsmænd i, hvilken viden de skal finde frem, og hvad de skal gøre med den. I praksis betyder det, at der fifles livligt med tal, jura og fakta i den danske forvaltning, sådan som ikke mindst cavlingmodtager Jesper Tynell har dokumenteret i sin bog ”Mørkelygten” fra 2014. Regeringens vidensmonopol og vidtgående instruktionsbeføjelse betyder, at både Folketinget og offentligheden gang på gang bliver vildledt.

Det retlige og politiske niveau er ikke adskilt

Ifølge grundlovens § 3 er den lovgivende magt i forening hos regeringen og Folketinget, den udøvende magt er hos regeringen, og den dømmende magt er hos de uafhængige domstole. Et af Danmarks kritikpunkter mod den påståede illiberalisme i Ungarn og Polen er en sammenblanding af demokratiske institutioner, som slører grænserne mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kritikken er bemærkelsesværdig i betragtning af, at i Danmark bestemmer politikerne, hvem der anklages. Her i landet går der meget nemt jura i politikken og politik i juraen.

F.eks. har den tidligere justitsminister Nick Hækkerup været involveret i beslutningerne om at sigte hhv. FE-chef Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, både som medlem af regeringens sikkerhedsudvalg (det politiske niveau) og den øverste i hierarkiet inden for retssystemet (det retlige niveau). ”Man kan derfor godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, siger Sten Schaumburg-Müller, der er professor i strafferet ved Syddansk Universitet.

Domstolene styres af staten

Kritikken af den påståede illiberalisme i hhv. Ungarn og Polen går på, at domstolenes uafhængighed i de to lande er svækket. I Ungarn ved, at man via ny grundlov har oprettet et ”nationalt juridisk kontor”, hvor formanden, udpeget af Fidesz, får magt til at udnævne dommere. I Polen bl.a. ved, at man har pensioneret korrupte højesteretsdommere, der var udnævnt af tidligere kommunistiske regeringer. I Danmark skøjter man imidlertid let og elegant hen over det faktum, at både domstolene eller anklagemyndigheden styres af staten.

Når det drejer sig om domstolene, blev det f.eks. tydeligt, da Domstolsstyrelsen, der hører under Justitsministeriet, under coronakrisen den 11. marts 2020 meddelte de danske domstole, at der nu var indført nødberedskab, og at de ansatte skulle sendes hjem. De danske by- og landsretter klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt. Det var opsigtsvækkende, for tilsyneladende havde domstolene glemt grundlovens § 3 om magtens tredeling samt § 61, som foreskriver, at de danske domstole som den dømmende magt er uafhængige. Regeringen kan altså ikke bare diktere, at domstolene skal lukke ned eller åbne igen for den sags skyld. Men det gjorde den. Dermed blev det tydeligt, at magtens tredeling og domstolenes uafhængighed i Danmark er kun en liberal facade.

Heller ikke Danmarks anklagemyndighed er uafhængig. Danmark har nemlig en politisk ledet anklagemyndighed, idet Justitsministeriet har politisk magt over anklagemyndigheden, der ligger i, at det er ministeriet, der ansætter og afskediger de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Hertil kommer, at det er Justitsministeriet, der ifølge retsplejeloven er de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Anklagemyndigheden er en del af den udøvende magt og er således ligesom politiet undergivet de politiske prioriteringer, som en given regering måtte have. Det kan derfor ikke undre, at anklagemyndighedens ageren i højtprofilerede sager som dukkesagen, forløbet vedrørende Loyal to Familia og sagen imod en slovakisk hockeyfan for overfald på Søren Pape har skabt ganske meget tvivl om institutionens faglige og politiske uafhængighed.

Retsvæsenet bruges mod politiske modstandere

Flere juridiske eksperter har påpeget, at anklagemyndigheden i Danmark er underlagt eller påvirket af politisk pres i konkrete straffesager, og at man fra politisk hold kan påvirke eller bestille en straffesag. Der er f.eks. kommet beskyldninger om, at regeringen har bestilt sagen mod folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) om læk af statshemmeligheder, og at den har holdt grundlaget for tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen hemmelig.

”Vi står i en situation, hvor regeringen holder grundlaget for tiltalen hemmelig. Det er jo lige ind i hjertet af grundlovsbestemmelsen. Jeg minder om, at i diktaturstater, hvor der føres hemmelige processer mod politiske modstandere, bruges samme begrundelse, som regeringen bruger her: Det drejer sig om rigets sikkerhed. Altså kan Claus Hjort stå med en afslutning, der betyder, at myndighederne anser ham for skyldig, men ikke vil føre sagen. Efter min mening bevæger regeringen sig på kanten af retsstaten”, sagde Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, KU, til Berlingske.

Hemmelige straffesager og hemmelig retspleje

I et liberalt og demokratisk samfund er offentlighed i retsplejen et helt grundlæggende princip, og retsplejeloven giver ikke i sig selv mulighed for at gennemføre hemmelige retsprocesser, hvor den tiltalte afskæres fra at forsvare sig offentligt. Helt usædvanligt har man i FE-sagen afskåret de mistænkte fra at forsvare sig offentligt. Hverken anklageskrift eller dommen kunne deles offentligt, og dermed var der reelt indført hemmelig retspleje, hvilket er et alvorligt brud på normal retssikkerhed.

Retssalens døre både i FE-sagen og Hjort-sagen var hermetisk lukkede for offentligheden; medierne og Folketinget anede intet om, hvad der foregik. Bag dørene vurderede dommerne hemmeligt materiale og tog stilling til skyld og eventuel straf. Men stik imod normal retspraksis blev de anklagede personer frataget enhver ret til at forsvare sig offentligt eller over for deres familie og venner. Der var dermed lagt op til fuldstændig hemmelige straffesager og hemmelig retspleje. Normalt må folk åbent dele, hvad de er tiltalt for, og hvad de bliver dømt for. Det er et helt grundlæggende princip i dansk retspleje. Men ikke i FE-sagen og Hjort-sagen.

Illiberale angreb på Danmarks Højesteret

I sagen om de nu droppede straffesager mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET) Lars Findsen og en 63-årig tidligere PET-ansat har justitsminister Peter Hummelgaard (S) og statsadvokat Jakob Berger Nielsen helt uhørt rejst kritik af Højesteret. Statsadvokaten slog fast, at ”Højesteret med sin kendelse tillod, at Lars Findsen kunne tage klassificerede oplysninger med hjem. Uden krav til, hvordan de opbevares”. Disse to sætninger havde udelukkende til formål at miskreditere Højesteret i offentligheden.

Der eksisterer i organiseringen af anklagemyndigheden under Justitsministeriet i forvejen en problematisk sammenblanding af den udøvende og dømmende magt. Flere juridiske eksperter var derfor dybt alarmeret over signalerne fra anklagemyndigheden og justitsministeren, som gerne ville åbne for flere hemmelige retssager bag lukkede døre. Hvilket er i strid med Grundlovens § 65 om, at der i videst muligt omfang skal være ”offentlighed og mundtlighed” i retsplejen. Det er tankevækkende, at i Folketinget udløste justitsministerens og anklagemyndighedens angreb på landets øverste domstol, der forsvarede principper nedfældet i Grundloven, hverken modstand eller kritik.

Politiske udnævnelser hører til dagens orden

Et kritikpunkt, som Danmark rutinemæssigt fremfører mod Ungarn og Polen, går på, at der i disse to ”illiberale” lande gennemføres politiske udnævnelser. Beskyldningen om politiske udnævnelser er hyklerisk i betragtning af, at Socialdemokratiet herhjemme har indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har som bekendt tætte bånd til Socialdemokratiet. Især Socialdemokratiet har en lang tradition for at lade sig sammenvæve med andre organisationer, ikke mindst de faglige, hvilket skaber en blindhed over for problemer med uvildighed, favorisering og vennetjenester.

I marts 2021 kunne DR oplyse, at regeringen havde gennemtrumfet muligheden for at kunne udpege politikere som ambassadører i verdens hovedstæder på trods af, at det både var et politisk krav og en anbefaling fra et centralt rådgivningsorgan, at det ikke skulle være muligt. Samtidig meddelte Mette Frederiksen (S), at den tidligere udenrigsminister og næstformand for Venstre, Kristian Jensen, skulle være særlig repræsentant for Danmark i FN. Her skulle han arbejde for at skaffe Danmark en plads i FN’s sikkerhedsråd.

Og i februar 2024 kunne man i Politiken læse, at SVM-regeringen var på vej til at åbne en ladeport for at kunne hyre politikere til attraktive ambassadørposter, der hidtil var forbeholdt karrierediplomater. Flere eksperter i offentlig forvaltning har rejst betænkeligheder ved den helt nye form for politisk udpegning af ambassadører. Det kan ganske vist være en rigtig god ide at udnævne folk med stor erfaring og politisk gennemslagskraft. Men uden mere formelle retningslinjer herfor kan det også hurtigt ende med at blive anset som et system, der tilgodeser politiske venner frem for kvalifikationer. Der kan med andre ord nemt opstå en gråzone, når det uklart, hvem det er, man udnævner, og på hvilket grundlag.

Staten kontrollerer medierne

Kendetegnende for det ”illiberale” system er statslig kontrol med medierne, påpeger de danske kritikere af Ungarn og Polen. Sådan er det ikke i det ”liberale” Danmark, mener de, idet i dansk selvopfattelse er de statsbetalte og statskontrollerede danske medier ”frie og stærke medier, der leverer uafhængig, oplysende og kritisk journalistik”. Denne påstand er blevet dementeret godt og grundigt af den adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, som i et opsigtsvækkende interview med Berlingske har indrømmet, at den danske stat kontrollerer medierne.

”Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark. Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere”, sagde Stig Ørskov til Berlingske.

Staten indskrænker pressefriheden

Mens Ungarn og Polen kritiseres for at begrænse pressefriheden, bruger den illiberale danske stat en bred vifte af metoder til at indskrænke pressefriheden.

Metode 1 er at sætte systemkritiske medier ud af spillet. I 2019 angav DR, en magtfuld, skatteyderbetalt public service-medieorganisation, således den unge systemkritiske netavis 24NYT til Facebook ved at levere ”belastende” informationer om påståede ”fake news” og ”højreekstremistisk” indhold på netavisens Facebook-profil. Resultatet blev, at Facebook lukkede 24NYT’s profil. Den er lukket den dag i dag.

Metode 2 er at udsætte systemkritiske medier for massive klapjagter i de statskontrollerede medier. Denne metode blev f.eks. taget i brug i 2019, da DR, Berlingske og Politiken gennemførte en koordineret, politisk motiveret hetz mod 24NYT.

Metode 3 er at intimidere eller ligefrem angribe medierne. Den metode har Mette Frederiksen brugt, idet hun under coronakrisen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede.

Metode 4 er trusler mod medier om strafferetlige sanktioner. Journalister fra en række medier blev i dec. 2021 kaldt til afhøring hos politiets nyoprettede efterforskningsafdeling, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og truet med, at de kan ende i fængsel, hvis de videreformidler visse oplysninger, uden i øvrigt at det stod klart, hvilke oplysninger der specifikt var tale om.

Metode 5 er søgsmål med henblik på at stoppe systemkritiske medier og journalister. I Danmark er der således rejst tiltale efter § 264 d med påstand om fængsel i op til 3 år mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, fordi han efter et terrorangreb mod Notre Dame-kirken i Nice bragte et billede af et af ofrene for terrorangrebet på sin blog. Kim Møller skulle straffes, selv om de statskontrollerede danske medier havde bragt billeder med identisk indhold.

Metode 6 er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. Det gør Folketinget ved at opretholde offentlighedsloven (også kaldet ”mørklægningsloven”).

Metode 7 er at forhindre journalister i at kunne tale med ministrene. Mette Frederiksens regeringer blev f.eks. beskyldt for at nægte interviews og holde hasteindkaldte pressemøder med få spørgsmål og kun skriftlige svar fra ministrene.

Metode 8 er censur. I Danmark kontrolleres de statsstøttede mediers dækning ikke gennem decideret censurlovgivning, men dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magthavernes perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.

Kritiske eksperter intimideres og fyres

Den illiberale danske stat intimiderer og lægger kraftigt pres på eksperter, hvis deres faglige udtalelser er uautoriserede og derfor ubelejlige. Topfolk i Socialdemokratiet har f.eks. i flere tilfælde truet uvildige eksperter og organisationer, der er kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik. Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har fortalt, at han flere gange er blevet kontaktet af Socialdemokratiet, der har forsøgt at ”presse ham”, når han på afgørende politikområder har anfægtet partiets påstande og argumenter. ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende med et andet parti eller nogen andre”, har Per Nikolaj Bukh sagt til Berlingske. Presset og truslerne kommer også, når forskerne løser opgaver for ministerier og kommuner, som får forskerne til at farve forskningsresultaterne i en ”politisk korrekt” retning.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen, der er ansat ved Forsvarsakademiet og har længe været en aktiv stemme i debatten på forsvarsområdet, har adskillige gange oplevet at blive udsat for pres fra embedsmænd og særlige rådgivere i ministerierne. Man har endda truet ham med fyring, hvis han ikke holdt en lavere profil.

Staten definerer videnskab og proportionalitet

I flere århundreder har den videnskabelige metode handlet om evidens i stedet for autoritet. Men siden marts 2020 har danske politikere, journalister samt enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ”videnskaben” siger. Man har således bevæget sig væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er, hvad en statslig autoritet siger er videnskab. Den illiberale danske regering har således brugt som hovedargument, at coronasmitten blandt mink udgjorde en trussel mod effekten af vacciner. Den forklaring holdt ikke for en seriøs videnskabelig prøvelse, men i en lukket proces med få aktører fik den lov til at blive til den dominerende fortælling.

Coronakrisen har også rejst et andet fundamentalt spørgsmål. Grundloven tillader nemlig, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer, hvad der er nødvendigt og proportionalt. Lige nu er retstilstanden i Danmark sådan, at retsvæsenet accepterer, at et indgreb er nødvendigt og proportionalt, hvis regeringen uden videnskabelig evidens påstår, at indgrebet virker. Flere danske topjurister har betegnet de illiberale tiltag i forbindelse med coronakrisen som værende helt ude af proportioner med den udfordring, som covid-19 udgjorde.

Danmarks sande illiberale ansigt

Coronakrisen har afdækket Danmarks sande, illiberale ansigt. Virkeligheden er, at retssikkerhed og frihedsrettigheder tillægges i Danmark mindre og mindre vægt, både under de røde og blå regeringer. Det skyldes, at den danske befolkning ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare. En EU-undersøgelse har sort på hvidt vist, at der i Danmark er meget ringe opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med bl.a. Ungarn og Polen.