Nu kan 1,2 mio. energi-kunder få hjælp til regningen

Danmarks største energiselskab, Andel Energi, er klar til at hjælpe sine godt 1,2 millioner energikunder med at få indefrosset en del af deres energiregning. Tilmeldingen til indefrysnings-ordningen er klar og åbner digitalt, samtidig med at ordningen træder i kraft tirsdag d. 1. november.

Andel Energi har udviklet en digital løsning, der nemt og simpelt giver alle kunder – både privatkunder, erhvervskunder og foreningskunder – mulighed for at gøre brug af ordningen.

Indefrysningsordningen er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget og giver danske energikunder mulighed for at indefryse en del af de energiregninger, der udstedes i perioden fra november 2022 til oktober 2023. Der er tale om en frivillig ordning. Den virker ved, at energikunder, der vælger at gøre brug af ordningen, betaler en del af deres energiregning som sædvanligt. Men det er muligt at indefryse – det vil sige udskyde – en del af regningen til senere betaling.

På den måde giver ordningen en vis sikkerhed for, at energikunder kan komme nogenlunde sikkert igennem en vinter, der på grund af den internationale energikrise forventes at være præget af ekstraordinært høje energipriser.

En simpel og sikker løsning
Andel Energi har lagt vægt på at udvikle en løsning, der både er sikker og samtidig let og simpel at tilgå for den almindelige energikunde. Der er derfor tale om en løsning, der beskytter kundernes data og personfølsomme oplysninger og sikrer, at data ikke bliver delt med uvedkommende.

”Selvom baggrunden for ordningen er de ekstremt usikre energimarkeder og selve ordningen kan virke kompleks, så har vi prioriteret enkelthed og sikkerhed over alt andet. Kunder, der ønsker at gøre brug af indefrysningsordningen, skal opleve, at løsningen er simpel og let at tilgå. Samtidig skal løsningen være sikker. Som Danmarks største energiselskab føler vi en forpligtelse til, at vi i en svær tid er ekstra opmærksomme på, hvordan vi bruger de data, vi har om vores kunder. Det er en tillidssag,” siger Ole Vestergaard, der er administrerende direktør i Andel Energi.

Tilmelding til ordningen er simpel og sker via hjemmesiden andelenergi.dk/indefrys.

Som alternativ til den digitale tilmelding sender Andel Energi i disse dage fysiske breve ud til de kunder, som Andel Energi har kendskab til, der via Borgerservice er registreret som fritaget for digital post. Vedlagt brevet er en tilmeldingsblanket, der blot skal udfyldes og returneres til Andel Energi, hvis kunden ønsker at gøre brug af indefrysningsordningen.

Ordning løber fra november 2022 til oktober 2023
Indefrysningsordningen gælder alle regninger, der er udstedt i perioden 1. november 2022 frem til og med 31. oktober 2023 samt alle regninger, der indeholder forbrug for oktober 2022.

Ordningen er afdragsfri det første år. Herefter tilbagebetales det indefrosne beløb samt renter tilbage med faste betalinger over en periode på fire år. For husholdninger er renten ca. 2 pct. Det udestående beløb kan når som helst tilbagebetales, hvis man ønsker at afslutte sin indefrysningsordning.

Fakta om indefrysningsordningen:
Folketinget har sat et prisloft for henholdsvis el og gas. Priser herover er omfattet af indefrysningsordningen.

  • På el er prisloftet 80 øre per kWh (ekskl. moms)
  • På gas er prisloftet 5,84 kr. på m3 (ekskl. moms)
  • Transport af el/gas, afgifter med videre er ikke omfattet

Det er meget individuelt fra kunde til kunde, hvor stort et beløb af regningen, der skal betales som sædvanligt og hvor stort et beløb, der kan indefryses. Det skyldes, at det endelige beløb udover de konkrete prislofter også afhænger af den enkelte kundes individuelle normalforbrug.

Uddybende information om indefrysningsordningen: Borger.dk

Tilmelding til indefrysningsordningen: www.andelenergi.dk/indefrys (åbner tirsdag 1. november)