Nyt fra den amerikanske bananrepublik

Af Lars Hedegaard.

Spørgsmålet bliver stadigt mere påtrængende: Hvem stod bag de værste uroligheder uden for og inde i Capitol den 6. januar 2021 – de uroligheder, som det amerikanske justitsministerium og forbundspolitiet, FBI, har brugt som undskyldning for at retsforfølge Donald Trump hundredvis af demonstranter, hvoraf mange ikke har gjort andet end blot at være til stede.
Det republikanske kongresmedlem Clay Higgins konfronterede allerede i november 2022 FBI’s chef, Chris Wray, med påstanden om, at agenter udklædt som Trump-støtter førte an i urolighederne. Men nu har Higgins fremdraget et foto af regeringsagenter, der blev fragtet til den i øvrigt fredelige demonstration i busser – tydeligvis i den hensigt at skabe uroligheder, som de kunne beskylde Trumps tilhængere for at stå bag. Kongresmedlemmet siger i en netop udsendt video, at gerningsmændene fra justitsministeriet og FBI ”tramper på hele vores historie, vore dybeste kerneprincipper”, og at ”de ikke vil slippe godt af sted med det”.
Higgins hævder, at 40-50 påståede Trump-støtter steg ud af busserne, hvorefter de modtog en briefing, der mindede om, hvad der sker, når en militærleder instruerer sine soldater. Derefter marcherede de væk i samlet trop.
Higgins, der har mange års erfaring som politimand i Lousiana, er overbevist om, at buspassagererne alle var FBI-agenter, og han kan ikke kan komme til anden konklusion, end at højerestående chefer i FBI var indblandet.
Også den republikanske præsidentkandidat, Vivek Ramaswamy, siger, at der er noget helt galt med den officielle forklaring på begivenhederne den 6. januar 2021.
Under et nyligt interview på CNN udtaler han, at hvis nogen havde fortalt ham, at 6. januar var et inside job, ville han have afvist det som vanvittigt, en konspirationsteori og nonsens. Men efter at have set nærmere på de opsigtsvækkende begivenheder kan han nu afvise, at der skulle være tale om en grundløs konspirationsteori. Han henviser til, at USA i adskillige år har haft en regering, der systematisk lyver – bl.a. om Covid-19’s udspring og om Hunter Bidens computer, hvis indhold 51 efterretningseksperter fra bl.a. CIA afviste som russisk disinformation, selvom de må have vidst, at det ikke var tilfældet. Et andet eksempel er påstanden om Donald Trumps sammenrotning med Rusland.
Og i forbindelse med 6. januar siger Ramaswamy, at føderale agenter var med til at føre an optøjerne.
Higgins og Ramaswamy er naturligvis langt fra de første til at så tvivl om Biden-administrationens forklaringer, og jo mere, der kommer frem, des mindre troværdig bliver den officielle historie.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)