Politiet efterlyser seks mænd efter overfald

​Syv mænd stod bag overfald på 35-årig mand i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu seks mænd, der fredag den 16. juni stod bag et overfald i Esbjerg. Politiet oplyser, at gerningsmændene har tilknytning til bandemiljøet.

Fredag aften klokken 20.22 fik politiet en anmeldelse om hærværk mod en bil i Kongensgade i Esbjerg. Der blev sendt en patrulje til stedet og kort tid efter stod det klart, at der ud over hærværket var tale om et overfald, som fandt sted på Shisha Lounge i Kongensgade.

Syd- og Sønderjyllands Politi har siden efterforsket sagen gennem blandt andet vidneafhøringer og indsamling og sikring af spor. Efterforskningen viser, at en 35-årig mand fra Århus er blevet overfaldet af syv personer, hvoraf de seks er identificeret og har tilknytning til bandemiljøet. De er nu efterlyst af politiet, der opfordrer dem til at melde sig. Politiet arbejder fortsat på at identificere den syvende mand.

Den 35-årige mand blev slået i hovedet med en flaske og stukket i benet med en kniv, men kom ikke alvorligt til skade.

Har du oplysninger, der kan hjælpe politiet i sagen, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)