POLITIET MED VIGTIG INFORMATION OM DAGEN FOR TRONSKIFTET

I forbindelse med tronskiftet den 14. januar 2024 i København beder Københavns Politi borgerne om at være opmærksomme på en række ting.

Når Hendes Majestæt Dronningen søndag den 14. januar 2024 abdicerer, og H.K.H. Kronprins Frederik overtager tronen, er forventningen, at mange mennesker vil søge mod hovedstaden for at deltage i den historiske begivenhed.

 

Kongehuset har offentliggjort program og rute.

 

”Vi forventer, at rigtig, rigtig mange mennesker vil være en del af folkefesten og derfor vil vi selvfølgelig også være talstærkt til stede, så alle andre kan koncentrere sig om den historiske begivenhed. Men for at det hele skal fungere, har vi behov for befolkningens hjælp,” siger leder af beredskabet i Københavns Politi, Peter Dahl.

 

Helt konkret vil der bl.a. være en række ting, som befolkningen bedes være opmærksomme på op til og under begivenheden den 14. januar.

 

Trafikale udfordringer

Trafikken omkring Kgs. Nytorv vil være påvirket allerede fra tirsdag den 9. januar, da DR og TV 2 afholder en stor hyldestkoncert til Dronning Margrethe fredag den 12. januar om aftenen. Københavns Kommune har udsendt information om trafikpåvirkningen.

 

Særligt i weekenden og i særdeleshed den 14. januar vil dele af indre by være ufremkommelige i bil, så planlæg derefter.

 

Man kan også løbende følge med hos såvel Københavns Politi på X og Københavns Kommunes trafikinformation og trafikændringer og afspærringer og hos Vejdirektoratet.

LÆS OGSÅ:  Carlsberg fejrer kongeparret med særlige ølflasker og unik øl

 

Parkeringsforbud

Den 14. januar vil der en del af dagen være standsnings- og parkeringsforbud langs den rute, som de kongelige benytter til karetturen frem og tilbage mellem Amalienborg og Christiansborg. Der vil blive opsat skiltning om de nærmere detaljer langs ruten.

 

Københavns Politi opfordrer også til, at cykler – i særdeleshed ladcykler – ikke medbringes på Slotsholmen og parkeres andre steder end langs ruten og omkring Christiansborg Slotsplads, så der er plads til de dem, der ønsker at være en del af begivenheden.

 

Kom med det offentlige og til fods

Det er som nævnt forventningen, at rigtig mange mennesker vil deltage i tronskiftet den 14. januar – både langs ruten fra Amalienborg til Christiansborg og retur og på og omkring Christiansborgs Slotsplads. Ønsker man at deltage, er opfordringen derfor, at man ankommer i god tid og til fods eller med det offentlige.

 

Hvis f.eks. Christiansborg Slotsplads bliver fyldt til kapacitet kan det blive nødvendigt at lukke for adgangen. Se adgangsforhold til fods herunder:

 

Kort over afspærringer og henstilling til cyklister

 

Følg løbende med hos Rejseplanen for ændringer i den offentlige transport.

 

Restriktioner ift. droneflyvning

Af sikkerhedshensyn vil der øgede restriktioner mod droneflyvning langs ruten og omkring Christiansborg Slotsplads hele dagen den 14. januar. Som altid bør man holde sig opdateret angående droneflyvning på droneregler.dk.

LÆS OGSÅ:  Carlsberg fejrer kongeparret med særlige ølflasker og unik øl

 

Tag hensyn og pas på hinanden

Københavns Politi kan ikke sætte et estimat på, hvor mange mennesker, der forventes at deltage:

 

”Vi kan ikke spå om, hvor mange vi bliver i København på søndag, men vi forventer, at rigtig, rigtig mange mennesker vil være i byen for at deltage i fejringen. Derfor håber vi også, at alle vil være i den festlige stemning, som lejligheden indbyder til og tage hensyn til hinanden, så vi alle kan være her,” siger Peter Dahl.

 

Københavns Politi er sat i spidsen for den politimæssige indsats og for bordenden af koordinationen mellem myndigheder og eksterne samarbejdspartnere, og det er i den grad en operation, som kræver et godt samarbejde på tværs, understreger Peter Dahl.

 

”Vi er heldigvis gode til at samarbejde på tværs af myndigheder i Danmark og har god træning i store arrangementer her i København. Denne gang får vi – som tidligere – også assistance fra en række af de andre politikredse. Vi vil være forholdsvis omfangsrigt til stede i byen, og jeg vil da opfordre alle til at hilse på os, når man møder os i gadebilledet,” siger Peter Dahl.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)