Politikere træder i administratorers fodspor

“Det er en ulykkelig situation, og man må finde ud af , hvordan man kan gøre mindst mulig skade”, siger Merete Nordentoft, der arbejder som overlæge ved Psykiatrisk Center i København hos Region Hovedstaden.

Kommentaren har relation til, at i to uger i sommerferien, uge 29 og 30, skal 76 sengepladser på afdeling M på psykiatrisk center Sct. Hans, i Roskilde lukkes ned. 54 patienter med alvorlig psykisk lidelse og svært behandlelig dobbeltdiagnose skal i stedet behandles ambulant og 22 pladser bliver slet ikke brugt. Det er efter min mening, helt uansvarligt, at lukke sengeafsnittet i to uger. Jeg fatter slet ikke, at Region Hovedstadens psykiatriudvalg, med SF’s Peter Westermann i spidsen, ikke har bremset de vilde planer, da man i udvalget den 7/2 blev orienteret om problemerne. Afdeling M i Roskilde er den eneste afdeling i Region Hovedstaden, der behandler borgere med dobbeltdiagnose som psykose og misbrug. Her er patienter typisk indlagt i omkring tre måneder. Ved at lukke i to uger i sommerferien, og kun få tilbudt ambulant behandling, er det klart, at risikoen for tilbagefald er langt større end ved at være indlagt.

Alligevel kalder Region Hovedstaden lukningen for fuldt forsvarlig. Det modsatte er tilfældet. Generalsekretær i foreningen Bedre Psykiatri, Jane Alrø Sørensen, udtaler, at “der er tale om meget syge og forpinte mennesker og man kan frygte for hvad der sker, hvis de får et tilbagefald”.

Politisk passivitet gør, at jeg endnu engang ser et klart eksempel på, at politikerne slet ikke er borgernes vagthund, men tværtimod systemets forlængede arm. Hvorfor gik Psykiatriudvalget ikke på barrikaderne ? Hvorfor gik Psykiatriudvalgets SF-formand ikke til regeringen sammen med den socialdemokratiske regionsformand Lars Gaardhøj, og protesterede over for få penge i regeringens såkaldte 10-års-plan til f.eks. løsning af sommerlukning på afdeling M på Sct. Hans ? Systemets forudsigelige løsninger har efterhånden forplantet sig til udelukkende, at være politikernes løsninger. Der er tilsyneladende hverken lyst eller noget ønske om at politikerne træder i karakter – og blot tilnærmelsesvis bliver politikere, som i praksis er borgernes vagthund.