Politikerne og de tre aber 

Før i tiden brugte man opslagsbøger, hvis man ledte efter en forklaring på et eller andet. Vi, der tilhører den ældre generation, husker rækken af leksika i reolen. De blev også brugt som ren underholdning, for hvor var det spændende bare at sidde og bladre i de store bøger og blive klogere på en hel masse, som man egentlig aldrig havde skænket en tanke.

Nu om stunder går man på nettet og googler, bruger en søgemaskine, hvis man søger svar på noget, og der findes svar på det meste. Men der er alligevel spørgsmål, selv en søgemaskine ikke kan svare på.

Selv har jeg undret mig over, hvad der får hele den vestlige verden til ikke blot at acceptere en grusom politisk ideologi som islam, men også at lukke den ind i deres egne fredelige demokratier uden først at undersøge, om en så fremmed kultur kan integreres i og forenes med vores egen. 

Terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 burde have været en øjenåbner også for Europa. Det er en af de begivenheder, hvor de fleste husker nøjagtig, hvor de befandt sig, da de hørte meddelelsen om dette grusomme angreb på den frie vestlige verden.

Jeg var selv på vej hjem fra arbejde med radioen kørende som sædvanlig, da tiden et øjeblik stod stille, og verden for altid blev forandret og aldrig vil blive som før.

I lang tid derefter kunne vi høre den ene politiker og klogeåge efter den anden berolige os med, at det var et enkeltstående tilfælde, og at det var personer, der helt havde misforstået islam, som jo er kærlighedens religion. 

Ja, godmorgen, nogle havde i hvert fald misforstået islam, men det var ikke muslimerne, men hele den vestlige verden og ikke mindst dens politikere, som ikke havde sat sig ind i, hvad denne lovreligion består af. Og det har de stadig ikke, de fortsætter med at opføre sig som de tre aber, der intet ser, intet hører og intet siger. 

De ser intet, for de gemmer sig bag tykke mure og færdes ikke i den virkelige verden, hvor hverdagsterror er blevet dagligdag for vi andre. De hører intet, for de har nok i at høre på sig selv og lytter ikke til bekymrede borgere. Og de siger intet, for de har pålagt sig selvcensur og knægter ytringsfriheden for vi andre, for muslimer tåler ikke kritik.

Siden den 11. september 2001 har islam haft travlt med at vise sit hæslige ansigt overalt i Europa, og trods utallige advarsler og utallige terrorangreb fortsætter hykleriet om, at det jo bare er en religion som vores egen, og som nogle få muslimer har misforstået. 

Men de få er blevet til mange, og i takt med at antallet af islamister er stigende også her hos os, stiger også antallet af voldtægter og knivangreb, skønt den slags ”enkeltstående tilfælde” holdes ude af regimemedierne, der nødigt vil miste de rare støttekroner fra staten. 

Der har for kort tid siden igen været en gruppevoldtægt, denne gang i Århus, og politiet efterlyser nu to mænd med disse mundrette danske navne Awedin Mohammed Adem Fikak og Henok Woldu Tekleab. En tredje er varetægtsfængslet. 

Det er normalt forbudt at oplyse etniciteten på voldtægtsforbrydere og knivsvingende unge mænd, da det vil sætte fokus på den grimme bagside af den muslimske indvandring, og at kriminalitet og overgreb fra denne gruppe mennesker er blevet dagligdag i dagens Danmark. 

Antallet af muslimer i Europa vokser eksplosivt, også her hos os. Hvor mange er det særdeles svært at få oplyst, da der bruges diverse fiksfakserier på måden at tælle dem på, så det er en næsten umulig opgave. Men efter terrorangrebet mod Israel sidste år fik vi en lille fornemmelse af, at der er ved at være for mange af den slags hadefulde mennesker i vores lille land.

Synet af den kilometerlange muslimske menneskemasse marcherende gennem København, mens de skreg på jihad, ikke kun mod Israel og jøderne, men mod hele den vestlige verden, burde få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste – dog ikke på venstrefløjen, der altid er parat til at deltage i alt, der kan nedbryde demokratiet.

Der er gjort utallige forsøg på at integrere muslimer i vores demokrati, og det lykkes da i nogle tilfælde, men langt de fleste er fast forankret i deres middelalderlige lovreligion godt hjulpet af imamerne i det stigende antal moskeer, hvor der prædikes had både til os etniske danskere, til vores demokrati og til vores kristne kultur. 

Islamiseringen, især hos de yngre generationer, er stigende. Selv muslimske skolebørn demonstrerer deres voldelige herrefolksmentalitet overfor etnisk danske børn.

Da jeg så søgte på ordet massepsykose, poppede dette op, ”Massepsykose: Fælles, ukritisk og følelsesladet opførsel hos en større gruppe mennesker på én gang typisk som følge af fanatisk religiøs eller politisk propaganda”. Og det rammer jo plet, når man ser på islam. Her bruges endda både fanatisk religiøs OG politisk propaganda. 

Men hvorfor bøjer den demokratiske og frie del af verden sig næsegrus for en brutal politisk ideologi? Hvad er det, der får politikere og hele godhedssegmentet til at lukke øjnene for, hvad islam er, og ikke mindst er i stand til? Er svaret, at islam kalder sig en religion, og i et demokrati skal alle have lov til at tro på, hvad de vil, også om de så arbejder på at nedkæmpe samme demokrati. 

Historiebøgerne er ellers fulde af beretninger om, hvor galt det går, når en udemokratisk politisk ideologi tager magten. Men når det drejer sig om ideologien islam, vender mange det blinde øje til og nægter at se, at islam er en brutal spændetrøje, som der endda er dødsstraf for at krænge af sig.

Så politikerne fortsætter med at opføre sig som de tre aber og nægter at erkende, at de tog så grueligt fejl, da de lukkede islam ind i deres land – men at få en politiker til at indrømme en fejl sker ikke, før der er to torsdage i en uge.