”Publicisterne”

Af Peter Andreas Fog, medlem af bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet og publicist

“Vi er publicister” skrev 30 chefer for danske mediehuse 24. november 2022 mediechefer i Kristeligt Dagblad. De ville gerne distancere sig fra de sociale medier, fordi de efter deres egen mening havde et højere ansvar for at sikre en ordentlig demokratisk debat til gavn for selve demokratiet. Baggrunden var at Elon Musk havde købt Twitter, det mest politisk betydningsfulde sociale medie i USA.

Vi er 30 forskellige mediehuse – nye og gamle – der, med rod i både det lokale, regionale og nationale, ønsker at oplyse, engagere og inspirere danskerne.

 

Vi tager demokrati, kultur og fællesskab alvorligt og formidler konstruktiv, magtkritisk og troværdig journalistik med en mangfoldighed af perspektiver. Vi er sat i verden for at lave god journalistik; det er vores berettigelse.

 

Vi er ikke sat i verden for blot at tjene penge. For vi er publicister. Vi er tæt på danskerne og det danske samfund, vi færdes i, og det er det, som optager os.

 

Det er i sig selv interessant at kalde sig publicist i en tid med internet. Jeg er qua min blog Monokultur også publicist. Og jeg tjener slet ingen penge på min blog. Gør det så min moralske gravitas tungere end de 30 mediechefers. Med internettet har alle adgang til det offentlige rum, selv om de ikke fylder lige meget. Med internettet er ytringsfrihed ikke længere tæt knyttet til pressefriheden. Med internettet er ytringsfriheden blevet folkelig.

Det er selvfølgelig glædeligt, at mediecheferne “tager demokrati, kultur og fællesskab alvorligt” især i lyset af, at de får mediestøtte fra staten, som skatteyderne finansierer. Netop den dynamik stiller dog spørgsmål til om de nu også kan levere sand “magtkritisk og troværdig journalistik”. I hvert fald er der nogle eksempler på, at ikke alle helt forstår, hvad “en mangfoldighed af perspektiver” betyder for den offentlige debat og demokratiet.

Bevares, det er en god pointe mediechefer påpeger, at sociale medier har megen magt over, hvem der kan debattere og om hvad og på hvilken måde. Trykkefrihedsselskabet Facebook side er således lukket ned, fordi Helle Thorning Schmidt, tidligere dansk statsminister, ikke kan lide at man skriver “Tommy Robinson”. Musk har selv beskrevet Twitter som samfundets forsamlingshus, så det er bekymrende, at en enkelt mand kan bestemme, hvem der må ytre sig og om hvad.

Men hvem er man, hvis man ikke er publicist? Efter at have problematiseret de sociale mediers magt og deres skalten og valten med ytringsfriheden, leverer mediecheferne uironisk dette selvbillede:

Vi oplever, at publicistisk indhold censureres.

Vi kan ikke få adgang til relevant data om brugen af vores indhold. Vi ved ikke, hvordan algoritmer prioriterer vores indhold, og hvorfor de pludselig uden varsel ændres. Vi ved ikke, hvem vi kan klage til.

Publicistiske medier spiller en væsentlig rolle i modsvaret på desinformation, men da tech er gatekeeper til mange danskeres adgang til indhold, er det ikke sikkert, vores indhold når dem. Er det en udfordring? Ja.

Vi oplever ekkokamre og fravær af kritiske modspørgsmål. Det svækker forståelsen for andres synspunkter og livssituation. Kobler borgerne sig helt af den offentlige debat og nyhedsdækning, er det en udfordring set i et større samfundsperspektiv. Hver dag skubbes grænserne for, hvad der deles online.

I en tid med kriser og krig i Europa har vi behov for pålidelig information og troværdige medier, vi kan stole på.

“Vi oplever ekkokamre…”  Det gør vi andre også.

Publicistisk indhold må ikke censureres. Den almene dansker, der leverer den sande mangfoldighed af perspektiver, der giver den klareste forståelse for andres synspunkter og livssituation – netop fordi de er forfattet af selvsamme ‘andre’ – bliver ikke anset for et problem af de 30 publicister. For Trykkefrihedsselskabet og andre almindelige danskere, der taler zeitgeist imod oplever også, at vores indhold censureres.

Så hvad er forskellen på “publicisterne” og os andre, andet en forretningsmodellen og statsstøtten i en tid med internettet? For nogle af publicisterne er det åbenlyst selvbilledet af at have central betydning for demokratiet. Så central, at censur kun bliver et problem, hvis publicister oplever den på egen krop. Og endda kun når en pengemand, som Elon Musk kommer i rampelyset. I Information 29. oktober 2022 (1. Sektion) side 17, skriver Mathias Sindberg

En af tidens store fortællinger er heltekvadet om iværksætteren. Det store innovative geni, der frygtløs går forrest, løser fælles problemer og driver samfundet frem med virkelyst og nytænkning. Det er en fortælling, man ofte hører om techverdenen, og ingen passer bedre i skabelonen end verdens rigeste mand, Elon Musk.

(…)

Fortællingen om det enestående geni som fremskridtets drivkraft er ikke overbevisende. Musk har ikke opfundet noget. Innovation er et kontinuum af arbejde og opdagelser, der bygger ovenpå hinanden, og teknologiske opdagelser er produktet af utallige forskeres årelange slid. Når fortællingen om iværksættergeniet overføres til samfundsforhold, bliver den grotesk og farlig.

Og ingen omfavner konformitetens dyne mere inderligt end publicisterne og deres skriverkarle. Øv, Tøjhuset! Mathias Sindberg nævner ingen andre på avisen, der gør det muligt for ham at betjene en computer, mens skatteyderne delvis finansierer hans indkomst. Information? He didn’t built that!

Tilbage til forskellen på publicisterne og alle os andre, der er på de sociale medier, mange af os skatteydere. Sindberg fortsætter nemlig

Man kan diskutere de mest opsigtsvækkende, konkrete sager. Bør Donald Trump blokeres fra sociale medier, som det er tilfældet nu? Bør man kunne ytre sig på måder, som kan opfattes racistisk? Man kan i hvert fald indvende, at hverken Donald Trump eller racismen forsvinder af at blive fjernet fra Twitter. Til gengæld bliver den ikke i samme grad mødt og modereret af modargumenter.

For publicisterne er det åbenbart kun deres egen ytringsfrihed, der er vigtig. Alle andres kan diskuteres. Selv den amerikanske præsidents. Sindberg kommer end ikke med noget argument for, hvorfor den amerikanske præsident kan censureres, han nøjes med en association til racister. Trump og racisterne – og da ingen kan lide racister så kan ingen vel savne Trump. Den slutning er desværre typisk i de statsstøttede. Onde tunger ville mene, at det var et udtryk for et ekkokammer.

Børsen citerede 13/11-22 Randi Hovmann, kreativ direktør i bureauet Peytz og rådgiver om digitale løsninger for at sige “At invitere Trump og andre suspenderede navne ind på Twitter igen behøver dog ikke i sig selv at være problematisk”. Og hun uddybede

Man kan sagtens forestille sig, at der gives karantæne i en periode, og at nogle brugere kommer tilbage. Det ser jeg ikke et problem i – under forudsætning af at der selvfølgelig skal holdes øje og gribes ind, hvis de bryder reglerne igen.”

Hvem er de nogen, der skal holde øje? Og Trump brød i øvrigt ingen af Twitters regler, han blev censureret fordi Twitters ‘nogen’, virkeligt, virkeligt, VIRKELIGT, bare ikke kunne lide ham. Det kan “Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, der især beskæftiger sig med ytringsfrihed og frihedsrettigheder” heller ikke, for som han fortæller DR 16. december 2022

Han synes ikke, at Elon Musk har levet op til sine løfter om at styrke ytringsfriheden på Twitter.

 

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump og flere af hans støtter, har fået lov til at komme tilbage på platformen, mens der er blevet slået ned på blandt andet kritiske journalister og interne kritikere.

 

– Jeg synes, at det lugter af, at Musk selv sidder og træffer beslutninger om at moderere indhold, og at han er motiveret af en antipati over for bestemte journalister, siger Jacob Mchangama.

 

– Det virker i stigende grad som om, at når Musk taler om ytringsfrihed , betyder det ytringsfrihed for de mere konservative stemmer, som har været blokeret eller udelukket fra Twitter, siger han.

Uden for ekkokammeret virker det mere, som at tiden før Musk var præget af censur af konservative stemmer, i et sådant omfang at selv præsidenten, trods det folkelige mandat, kunne blive udelukket. I en anden artikel fra DR 28. oktober 2022 hedder det at “…Elon Musks tidligere udtalelser om “ubegrænset ytringsfrihed ” har skabt usikkerhed om Twitters fremtidige retning.” Ubegrænset ytringsfrihed giver usikkerhed. Censur skaffer derimod ro på bagklappen!

“Ville markante højreradikale profiler som USA’s tidligere præsident Donald Trump få ophævet deres bortvisning fra platformen?” spørges der videre i artiklen fra det statslige medie, der er fuldt finansieret af skatteyderne. En overskrift  på Danmarks Radio i 2018 lød triumferende “Dom: Trumps Twitter-blokering strider mod forfatningen”. Trump havde blokeret nogle personer fra at kommentere på hans Twitter profil. Skønt det var Trumps personlige profil og ikke Det Hvide Hus, mente dommerne alligevel, at han som præsident havde et særligt ansvar for at være tilgængelig – også for ikke-publicister. Men om Trump overhovedet har ret til at være på Twitter, nu han er højreradikal, er fire år senere et åbent spørgsmål.

Danmarks Radio har mange antagelser, der ikke behøver yderligere forklaring. Man skulle næsten tro det var et ekkokammer. 2. december 2022 skriver DR “Siden milliardæren Elon Musk gennemførte købet af Twitter for over 300 milliarder kroner tilbage i oktober, så har det været endnu mindre sjovt at være sort, homoseksuel eller jødisk bruger på det sociale medie.” Som ivrig Twitter bruger kan jeg slet ikke genkende det billede, men jeg spørger mig selv om, hvem der er på Twitter selv om de ikke synes det er sjovt?

“Maia Kahlke Lorentzen, rådgiver hos virksomheden Cybernauterne og specialist i sociale medier” har svaret for det “handler om de signaler, som Elon Musk sendte op til overtagelsen af det store sociale medie ved at give udtryk for, at en række personer uretmæssigt var blevet fjernet fra platformen”

– Og han [Musk] har snakket med en række nærmest højreradikale influencere på Twitter, der har brokket sig over, hvad de ser som et angreb på ytringsfriheden . Blandt andet fordi folk er blevet fjernet fra platformen for hadtale.

 

– Det har signaleret, at han synes, det skal laves om, og der skal være tale om en ytringsfrihedsplatform. Det vil sige en platform, hvor man ikke fjerner lige så meget for eksempel hadefuldt indhold.

 

– Dermed signalerer han til nogle folk: Nu må I gerne, siger Maia Kahlke Lorentzen.

 

Udenfor ekkokammeret ser det mere ud som om, at netop konservative stemmer er blevet censureret med den ikke blot uunderbyggede, men direkte falske beskyldning om at være ‘hadefuld’, racistisk eller allehånde fobisk. I øvrigt er ‘hadtale’ beskyttet af Forfatningen – hvis ikke den var det, ville vi slet ikke vide, hvad Demokraterne mener.

Publicisterne oplever at blive censureret. Det gør vi andre også. Men de lever i et ekkokammer, hvor det bliver helt logisk at acceptere censur af andre, blot man knytter et af tidens udskammende suffixer til deres navn. Alligevel skal de have penge fra mig.