Der er i Danmark bred enighed om, at velfærdssamfundet er i langsomt forfald, tilbagegang og opløsning på alle vitale samfundsområder. Selv om SVM-regeringen markedsfører sig selv som en regering, der vil gå reform-amok og omkalfatre det danske samfund, er der en forventning om, at regeringen blot vil justere på de sædvanlige knapper for at bevare grundstrukturerne i den sklerotiske velfærdsstat intakte. Statsminister Mette Frederiksen har også understreget, at der ikke bliver rokket ved det eksisterende system af forlig og aftaler. Det betyder, at alle forligsdeltagere har vetoret over for alle forslag til ændringer af de eksisterende aftaler. Resultatet bliver derefter: ingen fornyelse, kun mere af det velkendte.
De hårdt tiltrængte reformer af det danske samfund, som SVM-regeringen hævder at ville gennemføre, er blevet godt og grundigt begravet i udvalg, ekspertgrupper og kommissioner. Disse sammensættes som bekendt med den rette dosering af embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk, der tilsammen danner et effektivt værn mod væsentlige forandringer. Af erfaring ved man, at når en vattet konklusion eller anbefaling foreligger, er der gået flere år, og så er der i mellemtiden opstået nye problemer, der er mere interessante, og som kræver et nyt udvalg eller kommission.
Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Den seneste regeringsprognose lyder på en gennemsnitlig vækst i den danske økonomi på sølle 1 pct. om året frem mod 2030.
SVM-regeringen sigter efter at hæve den strukturelle beskæftigelse med 45.000 fuldtidspersoner i 2030. Til sammenligning havde Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering et mål om at øge arbejdsudbuddet med op mod 60.000 personer. Det blev dog kun øget med cirka 5.000. Thornings SRSF-regering gik efter at øge arbejdsudbuddet med 135.000. I årene fra 2011 til 2015 øgede man arbejdsudbuddet med omkring 38.500. SVM-regeringens reformer vil bestå af de samme tiltag, der har været igennem de sidste 30 år. Samtlige disse tiltag er såkaldt ”potentiale”, hvor regeringen satser på, at flere vil arbejde på fuldtid, at der vil være mindre sygefravær, og at flere muslimer vil komme i arbejde. Dette potentiale er imidlertid ikke andet end ønsketænkning og en hel masse fugle på taget.
Regeringen skulle nedlægge jobcentrene og spare 3 mia. kr. Det er ikke sket. Den såkaldte aktive beskæftigelsesindsats er ellers et bureaukratisk monster reguleret af 29.000 siders lovgivning. Hele den mislykkede jobcenterindsats koster 13 mia. kr. om året, hvoraf mere end 5 mia. kr. alene er årlige administrationsomkostninger.
Trods løfter om mindre bureaukrati er statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant. Den bebudede kamp mod administrativt bøvl er en gammel traver. Det er ikke første gang, en dansk regering har erklæret krig mod bureaukratiet. Faktisk ville det være svært at finde en, der ikke gik med sådanne tanker.
Folkeskolen er i krise, hvorfor de velstående danskere i stigende grad sender deres børn til privatskoler. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment. Det almene gymnasium har udviklet sig til en fortsættelse af folkeskolen og en 3-årig opbevaringsanstalt for dem, der ikke ved, hvad de skal i gang med. Adgangskravene er lave, og stort set alle kan komme ind, uanset om de er egnet til at studere eller ej. Og på de danske masseuniversiteter er uddannelseskvaliteten lav, fordi fokus er på at få så mange halvstuderede røvere som muligt igennem systemet ved at sænke uddannelsesniveauet og beståelseskravene. SVM-regeringen markedsfører en forkortelse af universitetsuddannelser som et tiltag, der kan resultere i et øget udbud af arbejdskraft. Den afviser blankt eksperternes evidens for, at dette tiltag vil gøre Danmark fattigere og danske virksomheder mindre produktive.
Sundhedsvæsenet er i knæ. Eksperterne taler åbent om et sundhedsvæsen, som befinder sig på ”sammenbruddets rand”. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Regeringen har skudt problemet til hjørne ved at parkere det i den såkaldte strukturkommission, der skal se på indretningen af fremtidens sundhedsvæsen. I stedet for konkrete og langsigtede løsninger på sundhedsområdet præsenterede regeringen altså en kommission, der skal afrapportere i foråret 2024
Ældreplejens frisættelse befinder sig fortsat på debatstadiet. Den danske velfærdsstat, som påstås at sikre en værdig ældrepleje, tvinger fortsat de ældre til et liv under umenneskelige og uværdige forhold.
Danmark står over for en decideret velfærdskrise. I det lange løb har landet nemlig ikke råd til den universelle velfærdsmodel og ”one size fits all”-velfærd. Privatisering af velfærdsstaten er imidlertid ”no go” i Danmark. Alle danskere – både de røde og blå – er forelsket i velfærdsstaten og bundet ind i det socialdemokratiske dogme om, at produktionen af offentlige velfærdsydelser bedst og sikrest foregår inden for det offentlige monopol.
Monopolet domineres af en parasitisk overklasse af ledere og administratorer, der lever af at styre den offentlige sektor og det dertilhørende bureaukrati. Hvis man gennemfører ægte reformer, mister denne overklasse sin magtposition og privatøkonomiske fordele. SVM-regeringen har ambitioner om at gennemføre ”den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”. Regeringen vil med andre ord bede landets parasitiske overklasse om at aflive sig selv. Men hvorfor skulle den frivilligt nedlægge sine jobs?
Hvorom alting er: Af frygt for at træffe svære beslutninger har SVM-regeringen parkeret disse i kommissioner, udvalg og ekspertgrupper. Man bør derfor ikke forvente, at der inden det kommende valg vil komme ægte reformer, som vil sætte Danmark på en helt ny kurs. Det vil vare længe, før Danmark bliver et bedre, rigere og mere mulighedsrigt samfund.
André Rossmann