Søren Pinds Sandhedsministerium

Af Peter Andreas Fog, Trykkefrihedsselskabets bestyrelse

I august sidste år indsatte Statsminister Mette Frederiksen i samarbejde med Rød Blok, blå bloks tidligere justitsminister Søren Pind, som formand for det nyoprettede Medieansvarsudvalg. Kulturministeren motiverede dengang udvalgets eksistens med at “det går meget stærkt på nettet og på de sociale medier” og “Det kan få konsekvenser for borgernes retssikkerhed og svække tilliden til medierne”. Og derfor skulle udvalget “også undersøge, hvordan bloggere og influencere i højere grad end nu kan blive stillet til ansvar for det indhold, som de publicerer og viderebringer til deres ofte mange følgere”.

Mens vi gyste, har Pind formået at få forvandlet sit udvalg til en myndighed. Således kan han bruge offentlighedsloven til at blokere for aktindsigt. Søren Pinds medieansvarlighedsudvalg er blevet til et lille Sandhedsministerium. Frihedsbrevet har en glimrende gennemgang af udviklingen og skriver bl.a.:

”Som Frihedsbrevet beskrev i november sidste år, spøgte Statsministeriet i kulissen, da Pind blev udnævnt i august – i øvrigt ganske kort tid efter, at han havde dissekeret danske medier i en samtale med Mette Frederiksen på Folkemødet på Bornholm.

 

 Og de to deler et kritisk blik på medierne.

 

Søren Pind har eksempelvis tidligere skrevet i sin klumme hos Berlingske, at “den symbiose, der er mellem de tilbageværende og skruppelløse medier, er en fare for demokratiet. Den genopliver det fascistiske spøgelse”. Samme sted har han skrevet:

 

“Jeg anklager danske medier for at være undergravende for folkestyret og det almene vel.”

Pind fortalte Krasnik i Deadline 2016, da var han stadig justitsminister, at den døende presse blev stadig mere usaglig

”Det er tid til at standse op og nære eftertanken; Er det sandt at myndighederne, skånselsløst skal forfølges, at vinklen partout skal være kritisk…”

 

Da Krasnik indvendte at det netop var meningen, at pressen skal være kritisk, gav Pind ham nølende ret, men indvendte alligevel

”Jeg ser det bare som en tendens at man føler sig simpelthen ikke som en del af de magter i samfundet, som i virkeligheden på den ene side skal udfordre hinanden, men som også holder sammen på tingene.”

For Pind er den frie presse ikke blot usaglig fra tid til anden, det er selve dens frihed, der er en trussel mod tingenes sammenhold. Pressens opgave består i at holde sammen på tingene sammen med regeringen og hvis ikke pressen kan det på ansvarlig vis, må staten altså tage kontrol. Og med de sociale medier er alle, der ytrer sig på internettet en del af pressen.

Den gode Pind har den globale udviklings vinde i ryggen, hvor dissens er en sten i skoen for tingenes sammenhold. Putin er inde på samme spor og vil censurere endnu mere propaganda og ekstremistisk ideologi – af den uønskede slags – end man allerede gør. Samme begrundelse, som EU forbød de russiske nyhedskanaler med. Men jeg vil ikke tale om Rusland af frygt for at Godwin formulerer sin anden lov.

Sammenligningen med Rusland er i sine proportioner aldeles usaglig. Ikke desto mindre er der et næsten brændende ønske i EUs top om at sætte grænser for ytringsfriheden, hvor det ikke blot er alting russisk, der forurener debatten, men også det elastiske begreb hadefuld tale. Således kunne Vicepræsidenten for Europakommisionens Værdier og transparens Vẽra Jourová fortælle tilhørerne under en paneldebat i Davos på World Economic Forums årlige møde, at forbud mod hadefuld tale også snart vil være en del af amerikansk lovgivning.

Paneldebatten handlede, ifølge Daily Caller om “metoder for offentligheden, regulatorer og sociale medier at takle ‘desinformation’ som mængden af ‘informations-forurening’ spredes med uhørt hastighed’”. Ordstyreren Brian Stelter fra CNN så nærmest begejstret ud. Han var indtil for nylig vært på programmet Reliable Sources, Troværdige Kilder, der fortalte dets seere, hvorledes Trump stjal præsidentvalget i 2016 med Putins hjælp. Seerne forlod dog hans, trætte af løgnene.

Stifteren af Microsoft Bill Gates fortalte seerne af “Handelsblatt Disrupt,” om håbet om, at kunstig intelligens i fremtiden vil kunne skåne menneskeheden for “digital misinformation”. “Polarisering og manglende tillid er et problem.” slog filantropen fast. Ligesom for Putin, er politisk polarisering ikke ønskeligt og undergraver tilliden til regimet. Kunstig intelligens kan forhåbentlig stoppe visse synspunkter fra at blive “digitalt forstørret”, som han forklarede. Problemet er nemlig ifølge Gates, at vi tillader at “forskellige konspirationsteorier såsom QAnon og den slags, blive blæst ud af folk som gerne vil tro på den slags”. Hvad “den slags” er, er underforstået for med ‘den slags’ mener han givetvis ikke Brian Stelters konspirationsteorier.

Også i Brasilien sker en sammensmeltning af medier og statens kontrol, her, som i USA, med mediernes beundring, skriver Glenn Greenwald. Både medierne og Lulas nye regering er nemlig venstreorienterede, så det er også her helt underforstået, hvad der for dem er “Fake news og desinformation”. Hvad der er fake news og desinformation skal derfor fremover afgøres af regeringen eller en domstol. Forbuddet mod at sprede den slags, vil ikke blot føre til at opslag skal fjernes fra nettet eller sociale konti lukkes, men at de skyldige kan straffes med bøde og endda fængsel, skriver Glenn Greenwald.

På sin Rumble kanal, System Update, fortsætter Greenwald med at advare om, at denne udvikling vil føre os tilbage til tiden før Oplysningen, hvor en autoritær magt havde “overbevist sig selv om at den ikke var plaget af det menneskelige i at være fejlbarlig”

”Den absolutte sandhed er i sin natur permanent og universel. Den kan først og fremmest ikke udfordres. Når først en magtfuld institution erklærer at den har fundet den form for sandhed, der ellers kun er forbeholdt guddommeligheder at tilegne sig, vil det være nærmest rationelt og helt sikkert uundgåeligt, at den vil benytte lovens magt til at kvæle debat om denne sandhed.

 

Hvad er trods alt meningen med at underholde debat og tillade den dissens og de spørgsmål de måtte aflede, til sandheder der definitivt og universalt er beviste, der har den guddommelige åbenbarings kvalitet. Institutioner som disse tror at debat og dissens om det, der er erklæret sandt ikke blot er overflødige – hvorfor diskutere om 2+2=4? – men sådanne debatter er direkte farlige og undergravende.

 

Sådanne absolutte sandheder, som disse institutioner har opnået og skænket Verden, har beåndet mennesker med stabilitet og harmoni og den behagelige bevidsthed af usandhed er fordrevet. Og følgeligt er alle, der måtte stille spørgsmål til disse skatte enten ondsindede eller destruktive eller begge dele.”

Demokratiet dør i mørke er Washington Posts motto. Dårlige ideer skal bekæmpes med gode ideer har Sam Harris formuleret det. Eller som Niels Lillelund skrev i Jyllands Posten,  “Friheden er ikke yndefuld, den er grim, fordi mennesker (også) er grimme. Hvis kun elegante, eftertænksomme mennesker havde taleret, ville det blive et meget, meget kort folketingsår” og tilføjede uden belæg at Pind er et ‘forfængeligt menneske’, ‘desperat efter betydning’. Hvis det står til Pind, er det sidste udkald for den slags strøbemærkninger.

Søren Pinds Sandhedsstyrelse ligner tanken bag det amerikanske sandhedsministerium. Det forskønnede begreb Medieansvarsudvalg hed i sin amerikanske pendant “Disinformation Governance Board”. Til det blev udpeget desinformationseksperten Nina Jancowicz der ligesom Søren Pind er ganske sangglad. Det amerikanske Sandhedsministerium, “Disinformation Governance Board”, blev dog vraget under vægten af Jancowicz fortid, der var ekspert i desinformation fordi han havde specialiseret sig i at sprede netop desinformation.

Man må håbe at Pinds lille Sandhedsministerium, eller Medieansvarsudvalg om man vil, ikke nedlægges på grund af Søren Pinds animositet mod det frie ord. Eller politiske modstandere såsom nationalkonservative, der giver ham associationer til dødslejre for den sags skyld. Men at det nedlægges i erkendelse af, at magten og det frie ord i sin essens er i opposition. At det frie ord er den frie tanke og at magten skal udspringe derfra og ikke omvendt. Vi er, med gamle Reagans ord – i øvrigt et af Søren Pinds store forbilleder – et folk der har en stat. Vi er ikke et folk under en stat.